lemtiden omtales, men i alle Fald see vi dog, at Kongen har sat sig ud over sin Faders Forordning af 31te August 1313, der bød at Provstedømmet ved Mariekirken og Cantsler-Embedet stedse skulde være forenede. Aarsagen hertil behøvede nu vistnok ikke udelukkende at være Selvraadighed, men kunde gjerne simpelthen være den, at da Kongen nu forudsaa, at han vilde komme til at opholde sig hyppigere i Sverige end før, og derfor ogsaa komme i den Nødvendighed, derfra at udstede Breve vedkommende Norge, maatte han og have Rigsseglet med sig, hvilket altsaa ikke lenger kunde forvares af Provsten, naar denne ikke til Skade for sit Embede lange Tider af Aaret skulde opholde sig udenlands. Paa den anden Side var det heller ikke muligt under de nærværende Omstændigheder at vente, at Kongen, hver Gang han reiste til Sverige, skulde ville overdrage Regjeringen til Raadet eller et Udvalg af dette: og skete det en enkelt Gang, som vi erfare, da var det vel mest fordi Kongen følte sig nødsaget dertil. Men vi ville see, at han og beholdt Seglet under sin Forvaring, naar han var i Norge, hvor han dog kunde have Indseende med dets Anvendelse, og om vel ogsaa dette kunde lade sig forklare af den Aarsag, at det maaske alene vilde lede til Vidtløftighed, naar en Cantsler snart skulde modtage og forvare, snart igjen afgive Rigsseglet, saa er det dog umiskjendeligt, at han og hans Omgivelser med Glæde have grebet Lejligheden til at blive den besværlige Control, som Cantsler-Embedet medførte, kvit. Man merker det egentlig mest af Misfornøjelsen hos det Stormandsparti, der ved Kongens Tiltrædelse til Regjeringen tabte sin Indflydelse, og de Skridt, det forsøgte, øjensynligt for at fremtvinge en Forandring.
Hvad der overhoved ej kan have undladt at vekke nogen Misfornøjelse og Betænkelighed i Norge, var uden al Tvivl den Omstændighed at Kongen nu en Tidlang ganske synes at have været optagen med sin nye Erhvervelse, Skaane, uden at bekymre sig om stort andet. Deels var der mange Penge, som skulde skaffes tilveje til de første Indløsningsterminer, deels var der mange Enkeltheder at ordne, formodentlig især med Hensyn til Kongens Moder, over hvis Besiddelser i Danmark man havde disponeret. Det forhen omtalte Høvdingemøde i Ørebro, der neppe var sammenkaldt i anden Hensigt, end for at skaffe Penge tilveje,
1336, der dog ogsaa er et saadant Bekræftelsesbrev, skulde man formode at hans Udnævnelse falder i Mellemtiden; og sandsynligviis stod endog Provstedømmet indtil da ubesat. Det er nemlig muligt, at Paal, som det ofte skete, har faaet Tilladelse til, indtil videre at beholde sine forrige Beneficier: idetmindste blev hans Canonicat paa Orknøerne ej besat førend i 1342 (Regest. Supplicationum Clem. VI. an. 1. p. 1. f. 264.
