Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/156

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
138
Magnus Erikssøn.

at gjøre mindste Bemerkning, og aabenbart uden at ansee det som nogen Plet paa hans Navn, at han under sit lange Ophold hos Erkebiskop Jørund i Norge havde en Søn med et Fruentimmer fra Borgund, ved Navn Thurid Arnesdatter, og hvad mere er, at den samme Thurid havde Søn med Sira Salomon, der senere blev Biskop i Oslo[1]. Disse Feiltrin hindrede dem saaledes ikke fra, begge to at opnaa den biskopelige Verdighed. Laurentius’s Søn, der heed Arne, blev siden en flink Latiner, og gik ind i Thingeyre Kloster samtidigt med ham selv, men han skal siden have forfalder til Drukkenskab. Laurentius og Salomons Exempler ere vistnok langtfra at være enestaaende, idetmindste finde vi saa mange Pavebuller fra de Tider, hvorved Sønner af Geistlige befries fra den dem paahvilende Illegitimitetens Plet, og kjendes gode: nok til at kunne modtage højere geistlige Verdigheder[2]. Laurentius er l ogsaa efter sin Død bleven merkelig derved, at hans Levnet er beskrevet, i saaledes som nys antydet, i en egen Saga, formodentlig af hans Lærling og Ven, Presten Einar Havlidessøn, der ogsaa har efterladt Annaler. Denne er den sidste historiske Saga, som paa Island er forfattet. Som en Prøve paa, hvor stor Overtroen i hine Tider endnu var, ej alene blandt Folket, men og blandt den højere Geistlighed, maa vi her omtale en Hexe-Proces, der i Aaret 1325 blev ført i Bergen, ved Biskop Audfinns egen Foranstaltning. Audfinn udstedte to Breve derom, hvoraf der endnu findes Afskrifter. I det første bekjendtgjør han, at omkring den 13de Januar 1325 kom det i stort Omtale, ogsaa blandt forstandige Folk, og tilsidst til hans Kundskab, at en vis Ragnhild med i det besynderlige Tilnavn Tregagaas, „nedtrykt af Vildfarelsers Blindhed, og ved sin urolige Natur fremmed for Guds Dyrkelse“, ej alene havde i lagt Planer til at skade Uskyldige paa Liv og Ære, men ogsaa var henfalden til Kjætteri og Overtro. Og da han nu ej kunde lade dette gaa hen uden at anstille Undersøgelser, lod han hende indstevne for sig til den 28de s. M. Hun mødte, men fragik aldeles Sandheden af de Punkter, hvorfor hun beskyldtes. Biskopen lod da fire skjellige Mænd, tre fra Fuse, en fra Haalandsdals Sogn – hun var altsaa selv været fra denne Kant – indkalde til Forhør og Vidnesbyrd, medens imidlertid hun selv blev sat i Forvaring. De indfandt sig til bestemt Tid, d. 5te Februar,

  1. Laurentius’s Saga Cap. 16.
  2. I Laur. S. her ovf. Cap. 30 nævnes ogsaa flere islandske Prestesønner, hvilke Biskop Audun meddeelte Dispensation, blandt dem var den ovennævnte Einar Havlidessøn, hvis Fader Havlide, Prest paa Breidabolstad, var Biskop Auduns synderlige Ven. Biskop Audun havde ogsaa selv en Datter, som det ovenfor er nævnt.