og vidnede nu, at hun allerede engang forrige Høst havde fortalt om sig selv heel besynderlige Ting, nemlig at hun havde anvendt magiske Kunster og Besvergelser for at faa en vis Baard til at forlade sin Hustrue Bergljot (paa hvem Ragnhild var skinsyg) strax efter Bryllupet. Hun havde saaledes i første Bryllupsnat skjult i deres Seng fem Brød og fem Erter, og stillet et Sverd ved Hovedgjerdet, idet hun ogsaa selv gjemte sig ved Sengen, fremsigende denne Besvergelse: hritt ek ifrá mér Gönduls öndum; einn þér i bak biti, annarr i brjóst þér bíti, þriði snúi uppá þik heift ok öfund! herved skulde man spytte paa Vedkommende. Og ved hendes Tilskyndelser skilte virkelig Baard sig fra Bergljot, og reiste til Haalogaland, hvor hun sagde at hun selv skulde oppebie ham, altsaa vel efterat have begivet sig did paa Hexeviis. Alt dette og mere andet maatte hun selv tilstaa, da hun nogle Dage efter atter blev bragt frem for Biskopen[1]. I det andet Brev, der mangler Datering, bekjendtgjør Biskopen, at da Ragnhild efter lengere Fængsel, imidlertid „over al Maade havde spæget sig med Vaagen, Graden, Bønner og Fasten“, og ydmygt havde anholdt om at Biskopen vilde lade hende slippe med en passelig Poenitens, ligesom han og havde bragt i Erfaring, at hun paa den Tid, da Alt det ovenomtalte skete, ej havde været ved sin fulde Fornufts Brug, havde han, efter forud modtagen Eed af hende, hvorved hun afsvor alle sine Vildfarelser, paalagt hende den strenge Poenitens, at hun to Dage hver Uge, Aar efter Aar, samt Aarsdagen, paa hvilken Forbrydelsen var begaaet, skulde faste paa Vand og Brød, men derhos i de tre Uger før St. Hans og de tre Uger før St. Michels-Dag skulde faste paa sedvanlig Maade, samt endelig at hun i syv Aar skulde valfarte til hellige Steder udenfor Norge. Overtraadte hun noget af disse Punkter, skulde hun betragtes som tilbagefalden i Kjetteri, og overleveres den verdslige Domstol til Afstraffelse[2]. Man kan ikke undres saa meget over at saadant i de Tider kunde finde Sted, naar vi see, at Hexeprocesser forekom i Norge lige ned i det 17de Aarhundrede.
Da Kong Magnus tiltraadte Regjeringen, var han, som sagt, kun
- ↑ Flere af hendes Tilstaaelser lade sig ej passende gjengive. Hun oplyste tillige, at hun i sin Ungdom havde lært disse kjetterske Besvergelser af en Mand ved Navn Sørle Sukk.
- ↑ Brevene findes i Afskriften af den bergenske Copibog, Barthol. E. S. 87–98, og er derefter aftrykte i Samll. t. d. n. F. etc. V. S. 479–484.
