givelse, og indbød ham til at være sin Gjest. Indvielsen fandt Sted St. Hansdag 1324 i Overvær af Biskoperne Audfinn i Bergen og Viljam af Orknø: den sidste var formodentlig paa denne Tid over i Norge for at modtage Dom i de føromtalte Sager[1]. Samme Aar sejlede Laurentius over til Island, og holdt sin første Biskopsmesse paa Allehelgensdag. Han styrede nu sin Biskopsstol med megen Dygtighed i henved syv Aar til sin Død, d. 16de April 1331[2], men havde i den Tid flere Ubehageligheder, især angaaende Madrevalle Kloster hvilket allerede Biskop Audfinn siden Klostrets Brand i Aaret 1316 ved Brødrenes Uforsigtighed havde taget under Biskopsstolen, efterat have bortjaget Brødrene, og som heller ikke Laurentius nu vilde give Slip paa. Erkebiskopen udnævnte Biskop Jon og Abbed Thorlak af Thykkebø til Dommere i Sagen, og Laurentius tilbød sig at bygge Klostret op igjen, optage et vist Antal Brødre og sørge for deres Ophold, men sette en Prior til deres Forstander, forbeholdende sig selv at bestyre Godset og være deres Abbed. Herpaa gik Brødrene i Førstningen ind og paa disse Vilkaar kom nu et Forliig istand. Men sidenester satte Brødrene sig op mod ham, paastaaende at han ej havde holdt sig Forliget efterrettelig; ogsaa Biskop Jon lod sig ophidse imod ham, og optog Sagen paany, uden egentlig dertil at være berettiget, og det kom nu til temmelig alvorlige Ordvexlinger mellem begge Biskoper, indtil Laurentius, for Fredens Skyld, som han sagde, tilbød at lade Brødrene faa Bestyrelsen af Godset. Herpaa gik de ind, og saaledes endtes Tretten[3]. Ogsaa med Thingeyre Kloster havde Laurentius nogle Ubehageligheder angaaende nogle Tiendespørgsmaal[4]. Paa sin Dødsseng lod han skrive et Brev til Erkebiskopen, hvori han forestillede denne at Hole Kirke var langt bedre tjent med at have en islandsk, end en norsk Biskop, fordi en Islending kjendte bedre til Landsens Skik[5]. Eiliv rettede sig ogsaa derefter, som det i det Følgende skal vises. Et merkeligt Tegn paa den liden Vegt, man i de Tider lagde paa Coelibat-Budet, og hvor daarligt det i det Hele taget maa have staaet sig med Sedeligheden blandt Presterne, er dette, hvad Forfatteren af Laurentius’s Levnetshistorie, og hans store Beundrer, fortæller slethen, uden derved
- ↑ See herom Laurentius’s Saga, Cap. 40–44, jfr. Isl. Annaler.
- ↑ Dødsaaret angives ikke tydeligt i Sagaen, og i Annalerne nævne enkelte 1330, een 1332, men de fleste, hvoriblandt den ypperlige Codex Regius, hvis Angivelser ere samtidige, 1331, og denne fortjener derfor at følges fremfor de øvrige. Jfr. nedenfor S. 145.
- ↑ Laurentius’s Saga, Cap. 52–60, jfr Annalerne.
- ↑ Laur. Saga, Cap. 48.
- ↑ Laur. Saga, Cap. 65.
