Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/146

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
128
Magnus Erikssøn.

stander. Det laa i Sagens Natur, fordi Knut Porse, hvis Foretagender vare lige farlige for begge Riger, var en af de fornemste eller maaskee den fornemste blandt disse. Om nu ellers dette ogsaa var Kongens egen Mening, da han kom til Skjels Aar, og det egentlige Hofparties, er et stort Spørgsmaal, thi man maa vel antage, at hans Moder udøvede Indflydelse paa ham, og vi have seet, at hun i sin Kjærlighed til Knut Porse var beredt til at opoffre Alt for at skaffe ham Fremgang. Men Raadet og Regjeringen i begge Riger var megtigere end det engere Hofparti, og saaledes skete alt, hvad der i begge Riger foretoges mod Knut Porse og hans Venner, i Kongens eget Navn, hvorved han tilsyneladende blev sin egen Moders Fjende. Men vi ville see, hvorledes han, efterat være bleven myndig, selv tildeels optog Knut Porses Politik, og byggede videre paa hvad han havde forberedt, til ikke liden Udvidelse af sin Magt og Anseelse.

Om Forholdet til de tydske Stæder, der beskjeftigede de forrige Kongers Regjering saa meget, nævnes der ej stort rinder Formynder-Regjeringen. Aarsagen kan neppe være den, at vi savne Efterretninger, men kun, at der ej er skeet nogen væsentlig Indgriben i de bestaaende Forhold, uagtet disse langtfra var, som det skulde være, thi Vintersidderiet og Vintersiddernes Opkjøb af Varer, deels til Udsalg i selve Landet, deels til Forhandling andensteds, vedblev endnu, som man seer, uden at Regjeringen eller Befalingsmændene formaaede eftertrykkeligt at hemme det. Det er allerede viist, at den første Formynder-Regjering forsøgte derpaa i hiint Brev af 19de Juli 1320, som i Kongens Navn udgaves i Raadsmødet i Bergen. Men det kan ikke have frugtet stort, thi i den allerede ovenfor berørte Forordning, given paa Raads- eller Høvdingemødet i Bergen den 9de August 1331, og som formodentlig var den sidste vigtige Regjeringshandling, hvori Drottseten deeltog, klages der over det samme. „Udenlandske Kjøbmænd“, siges der, „som sejle hid med sin retfærdige Kjøb-Øre baade fra Tydskland og de andre Lande, have ofte og ideligen klaget for os og vort Raad over, at de i ikke lenger her kunne gjøre slige Indkjøb som man forhen altid kunde regne paa, fordi det meste af Varerne, der falde her i Landet, sammensamles om Vinteren og flyttes bort, saa at der er lidet at finde, naar den egentlige Kjøbstevne skal være efter gammel Skik. Saa have og Raadmændene, Huusbønderne og andre Bymænd ideligen klaget over, at Byen her om Vinteren er saa opfyldt med udenlandske Mænd, der legge sig paa Smugleri og Smaahandel, at de Indsødte her ikke faa Kjøb for dem og neppe Mad til sin Mund. Og da det er vor Pligt at bevare for alle Mænd i vort Rige, som Gud har sat os over, deres Lov og Ret, for hver i sin Stand, eftersom Lovbogen viser, gammel Sed-