Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/145

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
127
1332. K. Magnus bliver myndig.

der en Tid oftere har hendt“[1]. Men uagtet denne Skildring af Tilstanden – hvorvel øjensynligt noget overdreven – just ikke er videre glædelig, saa maa man dog, naar man vil være retfærdig, tilstaa, at det var meget, at Erling desuagtet kunde overholde Fred og Ro saa vidt som det skete, og dette maa altid regnes ham til Fortjeneste. Seer man ej end saa mange positive Spor efter hans Virksomhed, og udrettede han end intet, der egentlig kunde kaldes glimrende, saa har han dog formaaet med kraftig Haand at holde de stridigste Gemytter nogenledes rolige, og det uagtet han derhos havde en alvorlig Opposition fra Geistlighedens Side at kæmpe med. Det var formodentlig og i Overbeviisningen om at han meente det Bedste og gjorde sit Bedste, at den maadeholdne, velmenende Erkebiskop Eiliv, hvem Fedrelandets Velvære synes at have gaaet for alt, stedse kjendeligt understøttede ham, og saa lidet som muligt gav Biskop Audfinn og dennes Tilhængere sit Medhold. Disse to Mænd i Forening skyldes det derfor vist især, at Norge holdt sig saa vidt uskadt af de voldsomme politiske Storme, der i denne Tid rystede Norden. Anderledes blev det sidenefter, som vi i det Følgende ville see.

Forholdet til Sverige synes under hele Formyndertiden at have været godt og den største Enighed at have hersket mellem begge Regjeringer, maaskee netop saa meget mere som de vare aldeles afsondrede fra hinanden, og Unionen egentlig ikke bestod i andet end en nærmere Alliance i Krig og Fred. Handlede ikke begge Regjeringer ligefrem efter Overleg med hinanden, saa fulgte de dog omtrent den samme Politik. Da Sveriges Rigsraad tog Magten fra Hertuginden, fulgte Norges dets Exempel. Efter Freden mellem Rusland og Sverige fulgte den med Norge. Da de Svenske fik det afgjort, at Knut Porse ej lenger skulde opholde sig i Riget, spore vi ogsaa fra den norske Regjerings Side et uvenskabeligt Forhold til ham. Og imidlertid findes der ikke noget Spor af at de svenske og de norske Magthavere have været i Uenighed, ej engang enkeltviis, og det uagtet Unionsactens Bud om, at den unge Konge skifteviis skulde opholde sig i Sverige og Norge, egentlig slet ikke overholdtes, da han tilbragte den meste Tid i Norge. Man maa næsten antage, at dette er skeet efter Overleg med det svenske Rigsraad, og at dette endog har fundet det bekvemmere saaledes.

Begge Riger vare med Hensyn til Begivenhederne i Danmark enige i at opretholde Venskab med Kong Christopher lige overfor hans Mod-

  1. Norges gl. Love, III. S. 160. Skade at vi ej vide nærmere Besked om de Begivenheder, hvortil her sigtes. Men af Betydenhed kunne dog ej disse Uroligheder have været, ellers havde man vel erfaret noget nærmere derom.