kaldes en National-Ulykke, og har neppe undladt at vekke stor Bedrøvelse rundt om i Landet[1].
Hvorledes det omsider løb af med Tiende-Striden, erfares ikke udtrykkeligt, men saavidt man af andre Omstændigheder kan slutte, synes den efterhaanden at have lagt sig af sig selv, idet man fra begge Sider har frygtet for at lade det komme til det Yderste. Desuden er det umiskjendeligt, at den alene blev dreven med saa megen Heftighed, fordi man gjorde den til et Parti-Spørgsmaal, idet man satte den i Forbindelse med den Strid, som inden Raadet herskede mellem Drottseten og Cantsleren. Da denne først var bilagt – og bilagt maa den dog være bleven, siden man seer baade Cantsleren og Drottseten at vedblive i deres Embeder, medens man heller ikke finder at Svein Fehirde atter blev excommuniceret[2], – maatte Tiendestriden tabe i Interesse, isærdeleshed da de politiske Begivenheder i Danmark og Sverige nu upaatvivleligt gav Drottseten og vel tildeels Cantsleren andet at tænke paa. Derhos havde det viist sig, at om det end kunde lykkes Biskopen at drive sin Trods mod de verdslige Herrer igjennem, virkede dog Striden i Længden til at undergrave hans Autoritet ogsaa i Landsbygderne, og at det derfor maatte være raadeligere at holde Fred, om end mod nogle ubety-
- ↑ See Brevene herom (Bartholiniana E. 246, 247) daterede 12te Aug. 1328, i „Samll. etc. V. 561, 563“, jfr. Laur. Saga Cap. 62. Naar der her tales om at „Træverket“ uden og indeni brandt op, maa man snarest gjette paa det maaskee endnu ikke nedtagne Stillads, navnlig om Aattekanten eller Vor Frues Capel (det nuværende Chor) der netop kan være blevet færdigbygget. See herom Pragtverket over Thondhjems Domkirke. At Kong Magnus omtrent paa samme Tid, Erkebiskopen tilskrev Audfinn om den Sag, nemlig d. 14de Aug„ kun to Dage senere, efter Erkebiskopens Klager, i Oslo udgav en Forordning til Indbyggerne i Østerdalen, Soløer og de øvrige Oplande, hvorved det forbødes alle og Enhver at volde de Pilegrime, der agtede sig til St. Olafs Grav i Nidaroos, nogen Hinder, ved at borttage de Broer, over hvilke de skulde passere, (N. gl. L. III. S. 154) er det aabenbart, at dette er skeet med stadigt Hensyn til den skete Ulykke, for at Kirken ved uhindret Tilstrømmen af Pilegrime, der maaskee netop nu vilde indfinde sig i rigeligere Tal, kunde indhøste desto flere Gaver, og denne des snarere erhverve det nødvendige Byggefonds.
- ↑ Allerede den 11te Febr. 1329 see vi nemlig Svein Fehirde tilligemed de Chorsbrødre bevidne at Biskopen af Orknø betalte Pavetienden, halvt til den pavelige Collector Raimund de Lamena, halvt til Biskop Audfinn, der altsaa ved denne Lejlighed maa have holdt sammen med Svein. Dipl. N. IV. 184. Den rige Svein skjenkede siden (1ste Jan. 1330) formodentlig paa sin Sotteseng Drottseten meget Jordegods, nemlig Trediedelen af Hvaal i Sogn (40 Maanedematers Bool) en Deel af Valeberg, m. m. som Erkjendtlighed for alt det Frændskab og al den Velvilje, han havde mødt af ham (Dipl. N. I. 207). Herved tænkte han og vel paa den Understøttelse, der nu sidst i 1328 var bleven ham til Deel. Dog omtaler han og „den Godhed, Drottsetens Moder Fru Gyrid havde viist ham i hans Barndom.“
