hans Modstandere dog ikke, thi han holdt sig, trods alle Ubehagelig heder, paa sin Post. Det forstaar sig, at Biskopen udførligt berettede alt dette til Erkebiskopen, og bad ham om hans Raad; han bad ham derhos udtrykkelig at hitte paa en Udvej, hvorved det blev muligt, over hele Nidaroos Provinds at gaa frem i denne Sag paa en og samme Maade[1]. Dette viser, at lignende Stridigheder ogsaa maa have hersket andensteds i Norge, om endog Audfinn, hvad man tydeligt kan see, egentlig var den, der stillede sig i Spidsen for Geistligheden, i sit Hjerte meget utilfreds med Erkebiskopen, hvis Maadehold og Mildhed heller ikke i dette Anliggende synes.at have forladt ham, eftersom der ej findes mindste Spor af nogen Misstemning mellem ham og de raadende Lægmænd. Erkebiskopen var desuden nu bleven rammet af et Stød saa haardt, at det ganske maa have optaget hans Sind og gjort ham uskikket til at tænke paa andet for længere Tid. Den herlige Christkirke i Nidaroos, nu maaskee ferdigbygget og kneisende i fin hele Pragt, blev nemlig den 4de April næsten ødelagt ved en Ildebrand. „I have vist“, skrev Erkebiskopen siden til Audfinn, og sandsynligviis og til de øvrige Biskoper, „allerede hørt om det ulykkelige Tilfælde, der saa uventet indtraf i Nidaroos anden Paaskedag, da Christkirken, som man kunde kalde dette Lands Krone og Stolthed – ja endnu fleres, formedelst den hellige Kong Olafs Glands og Verdighed – kom i Brand, saa at ej alene Træverket uden- og indenom fortæredes, men endog Steenstolper og Klokker med mange andre dyrebare Sager, Billeder og Steenbuer oppe og nede; og vi kunne vente at der skeer end større Skade, hvis der ej kommer hurtig Hjelp“. Det faldt af sig selv, at Erkebiskopen opfordrede alle Troende over hele Riget til at yde Bistand ved Gaver o. a. d., og det er vist nok, at Kirken blev istandsat, men Eiliv oplevede ej at see den færdig, og det er et stort Spørgsmaal, om den efter Istandsettelsen blev saa smuk, som den forhen var. Og i alle Fald maa denne Ildebrand
- ↑ Brevet med hele Beretningen er aftrykt i Samll. H. V. S. 354 til 359, efter Bartholiniana E. 231. Det er her vel ikke dateret, men at det hen hører til 1328, og navnlig til Tiden strax efter Kongens og Hoffets Af rejse til Oslo i Marts eller April, er af Indholdet selv saavelsom Dateringen af Brevene vedkommende Svein i Grisen aabenbart. I Afskriften af Originalcodex staar det desuden mellem to Breve af 1328, det fortie af 28de April, det andet af 25de Juli, og i det Hele taget plejer dog i hiin Codex den chronologiske Orden, idetmindste inden visse Grupper, at følges. Brevene vedkommende Svein i Grisen følge kort efter (S. 241), og betegnende er det og, at der umiddelbart foran disse findes optaget en af Erkebiskopen bekræftet Afskrift af Kong Haakon Sverressøns Retterbod om Kirkens Friheder, see ovenfor til. S. 425, ligesom Drottseten, efter hvad vi have seet, skaffede sig en Afskrift af K Sverres Stridsskrift mod Geistligheden.
