delige Opoffrelser. Saaledes erfarer man af et Brev, han d. 25de Juli 1328 skrev til Sogningerne, og et andet af 8de Mai 1329 til Nordhørderne, at flere, som havde ført et slet Levnet, alligevel ikke vilde underkaste sig Skrifte af Biskopens Befuldmægtigede, Hovedpresten paa Stedje, Thore Fredrikssøn og Hovedpresten paa Hamar, Sira Peter, hvorfor han nu bemyndigede begge til at anvende Banns Tvang, om nødvendigt var. I et Brev til Indbyggerne af Firdafylke klagede han over, at de ej vilde yde Tiende af Nødder, hvilket altsaa paa den Tid maa have udgjort en Erhvervs-Artikel hos dem. Ogsaa her overdrog han sine Provster at søge de Ulydige efter Christenretten og Kirkens Lov[1]. Det kan neppe tvivles om, at han har sejret, men en saadan Stemning hos Landbefolkningen, som den, der nu havde viist sig, maatte vel forekomme ham noget betænkelig. Fremdeles sees det, at Audfinn ogsaa laa i Strid med Abbeden og Klostret paa Halsna om den aarlige Afgift til Biskopsstolen, der kaldes Kathedraticum, og om Tiende-Udredelser. Alt dette viser, at Audfinn ej har været at spøge med, men heftigt har staaet saavel paa Kirkens som sin egen Ret. Nu er det vel muligt, at hvis vi havde været i Besiddelse af Copi– eller Regest-Bøgerne for de øvrige Biskopsstole, ligesom vi have den for Bergens i Arnes, Audfinns og dennes Efterfølgers Tid, vilde vi ogsaa der have forefundet Breve, der melde om større eller mindre Tvistigheder, og vidne om en ivrig Paastaaen af Kirkens virkelige eller foregivne Ret ligeoverfor Læge, saaat vi ej af den Omstændighed alene, at vi gjennem den bergenske Copibog har Besked om mange af Audfinns Stridigheder, bør uddrage den Slutning, at han var trættekjærere og paastaaeligere end de øvrige Biskoper. Men der ere andre Omstændigheder, som vidne derom, denne, at han aabenbart førte Ordet, naar det især gjaldt at gjøre Kronen Modstand, og at Erkebiskopen øjensynligt fandt ham altfor paagaaende, og kun gav ham saa meget Medhold, som hans Stilling nødvendigviis fordrede, ja endog, som det lader, under al tilsyneladende Høflighed, ikke sjelden stod paa en meget spendt Fod med ham. Dette aabenbarer sig i en Tvist, som Audfinn endnu næsten i sine sidste Levedage havde med Erkebiskopen, nemlig Besettelsen af Dale Kirke paa Luster i Indre Sogn. Denne havde i 1329 staaet saa længe ledig, (nemlig over et halvt Aar) at Besettelsen ifølge den lateranske Concilium Statuter tilfaldt Metropolitanen, og i Medhold deraf bortgav Erkebiskopen den i October til en af sine Chorsbrødre, samt meldte dette strax efter til Audfinn med Bøn om, at han vilde oplade Kirken til denne,
- ↑ Brev i Bartholiniana, E. 235, trykt i „Bergens Kalvskind“ S. 106; Brev sammesteds S. 236 og 275, trykt i Dipl. N. II. 166 og IV. 187.
