manden, ja vel endog efter deres Tilskyndelse, har gaaet om til alle Huusejerne i Byen og faaet dem til at indgaa en Forening om, i Fællesskab at modsette sig Biskopens Fordringer, hvilke, hvorledes de nu end have været fremsatte, dog maa have indeholdt noget Nyt eller været fremførte paa en Maade, der kunde give noget at henge sig ved. Svein Klerk og de, der holdt med ham, havde, siges der, mange Sammenkomster hos Predikebrødrene – et temmelig sikkert Tegn paa at disse have haft fælles Interesse med dem i at gjøre Biskopen Modstand – og sammenkaldte dertil alle Herremænd og Huusbønder, som da fandtes i Bergen. Paa et af disse Møder skal Lagmanden Hr. Guthorm endog have yttret, at Biskoperne og Chorsbrødrene nok ikke vilde ende, førend man havde gjort dem et saadant Spil som Borgerne i Lübeck tidligere havde gjort mod Biskop Burchard og hans Capitel, hvilke de jagede bort fra Byen, og rev deres Huse ned[1], som Aarsag hertil skal man udtrykkeligt have nævnt, at de krævede større Tiende end tilbørligt, ihvorvel Aarsagen var en ganske anden. Det blev endelig bestemt med gjensidigt Haandslag, at ingen Tiende skulde betales, kun en saakaldet Godvilje eller frivillig Ydelse: dette blev bekræftet ved et Brev under de fleste Huusbønders Segl, og Kongens og Drottsetens Stadfestelsesbrev krævedes derpaa. Men denne fik de ikke, hvad enten nu Drottseten selv fandt Betænkelighed derved, eller hvad der er rimeligst, og hvad man fra først af kunde have forudseet, at Cantsleren negtede at sette det kongelige Segl under et saadant Document. Følgen heraf var, at de andre, der allerede havde beseglet Brevet i Haab om hiin Bekræftelse, nu bleve bange for at compromitteres derved, og hver for sig reev sit Segl fra. Hertil bidrog det og vel meget, at Biskopen nu havde sagt, at han agtede at gaa alvorligt frem i denne Sag, og benytte alle de kirkelige Tvangsmidler mod Svein, der stod til hans Raadighed, begyndende med mildere Paamindelser, og sluttende med Excommunication. Derved blev Svein noget forknyt, og indfandt sig hos Biskopen for at komme til Forligelse med ham, men tilbød dog for det første kun en saadan godvillig Ydelse, som han selv fandt for godt, ingen egentlig Gaarde-Tiende. Om Biskopen modtog dette Tilbud eller ej, kan man ikke med Bestemthed see; han siger kun i den Beretning, han senere indsendte til Erkebiskopen om denne Sag, at det „kom saavidt at Svein enedes med ham“, og derpaa blev løst af Bannet. Formodentlig har han da i det Væsentlige føjet sig efter Biskopens Fordringer, om maaskee end ikke den Ydelse, hvortil
- ↑ See herom Samll. t. d. n. F. og S. H. V. S. 356 Noten. Biskop Burchards Forjagelse skete i 1299, efterat han lige fra 1278 havde ligget i Strid med Borgerne.
