han forbandt sig, udtrykkeligt blev kaldet Tiende[1]; thi hans Underkastelse betragtedes af de Andre som et Frafald og vakte stor Forbittrelse. Der blev i den Anledning holdt en Hirdstevne i Kongsgaarden, hvor de stadfestede mellem sig, at hverken Tiende eller anden Kirkens Rettighed herefter skulde søges under Banns Tvang – egentlig kun en Gjentagelse af den 11te Artikel af Overeenskomsten mellem Kongen og Erkebiskopen af 1291, fornyet og stadfestet 1308 eller 1309[2] – og Guthorm Lagmand vilde endog have dømt Svein som Ubodemand, altsaa som Landsforræder, fordi han havde indgaaet Forliig med Biskopen, medens Gulathings-Lagmanden Baard Peterssøn[3] og de øvrige tilstedeværende Lagmænd, der ej vilde gaa saa vidt i deres Strenghed, dømte ham til den sedvanlige Brevebrudsbod (d. e. for Overtrædelse af kongelig Forordning) af 18 Ertoger og 13 Mkr. Svein, der altsaa befandt sig, som man siger, mellem en dobbelt Ild, blev derved atter skræmmet over paa den anden Side, og erklærede paany, tilligemed flere af dem, der fulgte hans Exempel, ingen Gaarde-Tiende at ville yde. Blandt disse Tilhængere var formodentlig og den anseede Gaarde-Ejer Svein, efter den Gaard, hvori han boede, sedvanligviis benævnt „Svein i Grisen“[4],
- ↑ At Svein virkelig betalte Gaardetiende, siges ikke udtrykkelig I sit Brev herom, vor eneste Kilde, siger Audfinn kun at Svein „samdi“ med ham, hvilket kan forstaaes baade om en fuldstændig Underkastelse og om en ringere Imødekommen. Dog synes de Breve ang. Svein i Grisen, hvorom nedenfor handles, at vidne om, at Underkastelsen var fuldstændig, og at Svein virkelig betalte Tienden.
- ↑ See herom ovenfor IV. 2. S. 173–176.
- ↑ Baard Peterssøn, der allerede i 1297 forekommer som Hertug Haakons Skriver, og vedblev i Embedet efterat han blev Konge, var en af Kongens højtbetroede Mænd; han synes at være udnævnt til Ridder 1316, og havde Besiddelse i Stavanger, hvor hans Hustru Margrete Arnbjørnsdatter laa begraven ved Svitunskirken (see Brev af 25de Novbr. 1322, Dipl. N. III. 132); hans Svigermoder Magnild Ketilsdatter døde i 1326, og betingede sig da paa sin Dødsseng ligeledes Begravelse i Svitunskirken, hvorfor hun gav sin Lod Gaarden Grannes m. m. (Dipl. N. IV. 169). Denne Gave vilde Baard ej erkjende, men blev ved Biskop Eriks Dom af 13de Decbr. 1327 tilpligtet at oplade Gaarden (Dipl. N. I. 193). Dette har vel bidraget til at gjøre Baard ærgerlig paa Geistligheden.
- ↑ I Keysers Kirkehistorie II. S. 230 udtales den Formodning, hvorpaa ogsaa Fremstillingen er bygget, at Svein i Grisen er den samme Person, som Svein Klerk eller Fehirde. De angaaende ham udstedte Breve kunde og synes at gjøre dette aldeles utvivlsomt, hvis ikke Brevet af 14de August 1328 (Dipl. Norv. II. 165) viiste, at de var to forskjellige Personer, thi dette Brev er udstedt af Finn Agmundssøn, Sysselmand i Bergen, Svein Sigurdssøn Fehirde, Henrik Chorsbroder ved Apostelkirken, Thord Prest ved Mariekirken, Einar Thorgilssøn, Magne paa Etne, Thorgeir paa Stedje, Ivar i Henriksgaarden, og Svein i Grisen. Herved fjernes al Tvivl i saa Henseende,
