deles maa man formode, at den myndige Audfinn saa tydeligt har lagt sin Hensigt, at forfølge de paa Conciliet vundne Fordele, for Dagen, og at Spendingen allerede kort efter Conciliets Opløsning er bleven saa stor, at Drottseten ikke godt kunde komme bort, men maatte forblive i Bergen indtil Videre for at Biskopen ej ganske skulde voxe ham over Hovedet. Vi kjende neppe alle de Punkter, hvorover der blev stredet. Saaledes er det ej usandsynligt, at der endnu har været udvexlet mange Ubehageligheder i Anledning af de kongelige Klerkers Forhold til Kirken, eftersom der findes Spor af, at de, uagtet den mellem Biskopen og Magister Capellarum afsagte Dom, dog fremdeles, naar Lejligheden gaves, have søgt at unddrage sig fra at vise Kirkens Formænd den skyldige Lydighed[1]. Endvidere torde det hende, at den langvarige Tvist mellem Chorsbrødrene ved Christkirken og Predikebrødrene endnu ej ganske var endt (see nedenfor), og at Hoffet har taget Parti med de sidste. Hvad vi vide om Striden mellem Biskop Audfinn og Hoffet, vedkommer kun et enkelt, forholdsviis mindre betydeligt Punkt, men Maaden, hvorpaa der endog blot herom blev stredet fra begge Sider, viser os noksom, hvor oprørte Gemytterne var mod hinanden, og hvor lidet der manglede i at et aabenbart, voldsomt Sammenstød skete. Det havde, som bekjendt, allerede
- ↑ I Sept. 1326 skrev saaledes Biskop Salomon af Oslo til Audfinn for at høre hans Raad angaaende en Chorsbroder i Oslo, Mag. Arne, der samme Sommer var indtagen i Hovedø Kloster, men sidenefter havde forladt dette, og efterat have opholdt sig hist og her i Heredet begav sig til Drottseten, kaldende sig kongelig Klerk, uden at bryde sig om Biskopens Paamindelser og de Skridt, Erkepresten Thorkell foretog imod ham, lige indtil Excommunication, hvilket alt han paastod var skeet til Kongens Vanære. Audfinn svarede i Novbr. s. A., at han bifaldt hans Fremgangsmaade, anfører mange Beviissteder af den canoniske Ret, og yttrer blandt andet „Biskoperne i Norge ville have lidet at gjøre, hvis Kongens Klerker skulle kunne fare frem i Alt efter Behag.“ Jfr. Keysers Kirkehistorie II. S. 221.
gjerne seer Eders Ønske opfyldt, dog saaledes, at den Betingelse, samme Spendes Giverinde har fastsat, nøje opfyldes i alle dens Punkter. I maa og vide, at Thorgeir er heel omhyggelig i at bringe Eders Anliggender i Orden. Eders Herlighed leve o. s. v.“ Heraf, hvor utydeligt det end er, seer man dog saameget, at Dronning Isabella, der paa en Maade havde givet sig under Biskopens Beskyttelse og levede i eller ved Biskopsgaarden, (Dipl. N. II. 152), maa have bestemt hiin Svende blandt andre Kostbarheder til Christkirken, d. e. Biskopen, men at Hertuginden, formodentlig betragtende den som Arvegods i den kongelige Familie, har gjort Fordring derpaa, da hun nu formedelst sit Giftermaal med Hertug Knut agtede at tage sit faste Ophold i Danmark eller i alle Fald udenfor Norge. Man erfarer tillige, at hendes Faders fordums Klerk, Thorgeir, har optraadt som hendes Fuldmægtig. Kong Magnus’s Beskyttelsesbrev af 9de Mai 1339 og hendes eget Brev af 23de April 1352 (Dipl. N. 233, 312 jfr. I. 300) viser, at Hertugindens meste Gods laa inden Bergens Fehirdsle, samt at hun og havde Bygdø ved Oslo.
