Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
83
1248. Underhandlinger med Sverige.

ſattes fra begge Sider, var det bedſt, at Høvdingerne ſelv kom ſammen og underhandlede med hinanden; han foreſlog derfor at de førſtkommende Sommer ſkulde holde et Møde ved Elven, hvor begge Rigerne ſtødte ſammen. Dette Svar og Forſlag bragte Ivar tilbage, og der blev ſiden fra ſvenſk Side ſvaret, at man antog Forſlaget, og at Høvdingerne ſkulde indfinde ſig til den angivne Tid. Kong Haakon begav ſig om Vaaren tilbage til Bergen, hvor han, ſom det ovenfor er berettet, højtideligholdt ſin Datter Cecilias Bryllup med Kong Harald paa Man. Han lod imidlertid de Mænd tilſige, ſom han agtede at have med ſig paa Toget eller, ſom det kaldtes, Stevne-Ledingen, ned til Gøta-Elven. Det gjaldt ved denne Lejlighed, at viſe ſig med en imponerende Styrke. Det traf ſig maaſkee belejligt for Kongen at de to andre Konger eller Aſpiranter til Kongedømmet i Syderøerne, Eogan og Duggall, juſt indfandt ſig hos ham, ſom vi ovenfor have omtalt, for at aflægge ham deres Hyldeſt og modtage Kongetitel. I Stedet for Harald, der ſkulde rejſe hjem ſamme Høſt, kunde nu begge eller idet mindſte en af dem følge ham paa Toget, og viſe Svenſken, at han ogſaa talte Konger blandt ſine Vaſaller. Blandt de Tilſagte var derhos Erkebiſkop Sigurd og mange Herrer fra den nordlige Deel af Landet; disſe ſkulde drage til Lands til Oslo og ſlutte ſig til det øvrige Tog i Viken. Kongen forlod Bergen kort efter Brylluppet, der ſtod omtrent midt i Juli, og ſejlede ſydefter, for at komme til Viken. Det er allerede forhen omtalt, at han i Eldøſund ved Stordøen gav Eogan Kongenavn, og lod ham vende tilbage til Bergen, medens han derimod beholdt Duggall hos ſig. I Viken kom, efter Aftalen, meget Folk til ham, de fleſte vare til Heſt. Hans Flaade beſtod af 30 i det hele taget ſtore Skibe, og hans Folkeſtyrke var betydelig, neppe under 3000 Mand. Erkebiſkop Sigurd og de øvrige Herrer nordenfra vare dog endnu ikke ankomne, og Kongen maatte ligge meget længe ved Dyngø[1] og vente paa dem. Dette var uheldigt, thi derved hindredes han fra at indfinde ſig til Mødet paa den aftalte Tid, og heraf fulgte igjen, at Mødet ſelv ej kom i Stand. Kong Erik havde nemlig ſamlet en betydelig Styrke i Sverige, og i Spidſen for den, ſamt ledſaget af Ulf Jarl og ſin Svoger, Hr. Byrge, begivet ſig til Ljodhuus. Men her var Kong Haakon endnu ikke kommen, og da den ſvenſke Hær kun var daarligt forſynet med Proviant, maatte man om en føje Tid, da Forraadet gik op, føre dem tilbage igjen til Svithjod, uden at oppebie den norſke Konge. Hertil kom ogſaa at Ulf Jarl følte ſig ſyg og følgelig lidet oplagt til at pleje politiſke Underhandlinger. Han døde kort efter, til Svearnes ſtore Sorg, heder det, og nu

  1. Dyngø er en liden Ø ſtrax udenfor Tanums Sogn.