Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/97

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
83
1248. Underhandlinger med Sverige.

sattes fra begge Sider, var det bedst, at Høvdingerne selv kom sammen og underhandlede med hinanden; han foreslog derfor at de førstkommende Sommer skulde holde et Møde ved Elven, hvor begge Rigerne stødte sammen. Dette Svar og Forslag bragte Ivar tilbage, og der blev siden fra svensk Side svaret, at man antog Forslaget, og at Høvdingerne skulde indfinde sig til den angivne Tid. Kong Haakon begav sig om Vaaren tilbage til Bergen, hvor han, som det ovenfor er berettet, højtideligholdt sin Datter Cecilias Bryllup med Kong Harald paa Man. Han lod imidlertid de Mænd tilsige, som han agtede at have med sig paa Toget eller, som det kaldtes, Stevne-Ledingen, ned til Gøta-Elven. Det gjaldt ved denne Lejlighed, at vise sig med en imponerende Styrke. Det traf sig maaskee belejligt for Kongen at de to andre Konger eller Aspiranter til Kongedømmet i Syderøerne, Eogan og Duggall, just indfandt sig hos ham, som vi ovenfor have omtalt, for at aflægge ham deres Hyldest og modtage Kongetitel. I Stedet for Harald, der skulde rejse hjem samme Høst, kunde nu begge eller idet mindste en af dem følge ham paa Toget, og vise Svensken, at han ogsaa talte Konger blandt sine Vasaller. Blandt de Tilsagte var derhos Erkebiskop Sigurd og mange Herrer fra den nordlige Deel af Landet; disse skulde drage til Lands til Oslo og slutte sig til det øvrige Tog i Viken. Kongen forlod Bergen kort efter Brylluppet, der stod omtrent midt i Juli, og sejlede sydefter, for at komme til Viken. Det er allerede forhen omtalt, at han i Eldøsund ved Stordøen gav Eogan Kongenavn, og lod ham vende tilbage til Bergen, medens han derimod beholdt Duggall hos sig. I Viken kom, efter Aftalen, meget Folk til ham, de fleste vare til Hest. Hans Flaade bestod af 30 i det hele taget store Skibe, og hans Folkestyrke var betydelig, neppe under 3000 Mand. Erkebiskop Sigurd og de øvrige Herrer nordenfra vare dog endnu ikke ankomne, og Kongen maatte ligge meget længe ved Dyngø[1] og vente paa dem. Dette var uheldigt, thi derved hindredes han fra at indfinde sig til Mødet paa den aftalte Tid, og heraf fulgte igjen, at Mødet selv ej kom i Stand. Kong Erik havde nemlig samlet en betydelig Styrke i Sverige, og i Spidsen for den, samt ledsaget af Ulf Jarl og sin Svoger, Hr. Byrge, begivet sig til Ljodhuus. Men her var Kong Haakon endnu ikke kommen, og da den svenske Hær kun var daarligt forsynet med Proviant, maatte man om en føje Tid, da Forraadet gik op, føre dem tilbage igjen til Svithjod, uden at oppebie den norske Konge. Hertil kom ogsaa at Ulf Jarl følte sig syg og følgelig lidet oplagt til at pleje politiske Underhandlinger. Han døde kort efter, til Svearnes store Sorg, heder det, og nu

  1. Dyngø er en liden Ø strax udenfor Tanums Sogn.