Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
82
Haakon Haakonsſøn.

med Kong Sverkes Datter Helena, (han ſynes dog ikke at have levet paa den Tid, vi her have for os[1], hans Broder Holmger Folkesſøn, Knut langes anden Søn Philip, og maaſke Hr. Karl Kveſa og hans Brødre, Sønner af en vis Jon Engel, om hvem man veed at han var beſlægtet med Folkungeſtammen, uden at man dog kjender det egentlige Slægtſkabsforhold[2]. Kong Erik ſelv havde i 1243 egtet Katharina Sunesdatter, Hr. Holmger Folkesſøns Broderdatter, og var ſaaledes traadt i Svogerſkab med den knutſke Linje, uden at dette dog gjorde nogen Forandring i hans Forhold til Ulf Jarl, thi Holmger Folkesſøn ſelv, der paa en vis Maade var Dronningen i Faders Sted, ſynes altid at have holdt med det mægtigere Parti.

Skjønt der nu var hengaaet 22 Aar ſiden Kong Haakon gjorde hiint Tog ind i Vermeland, var der dog et ſtort Parti i Sverige, ſom aldrig kunde glemme det, og betragtede det ſom en Fornærmelſe, der maatte hevnes. De idelige Uroligheder havde imidlertid optaget de Svenſke ſaaledes, at intet Skridt i dette Henſeende var blevet gjort, iſær da Ulf Jarl var meget venſkabeligt ſindet mod Nordmændene. Men aldrig ſaa ſnart havde Cardinal Villjam faaet meglet Fred, førend denne Sag ſtrax, ſom det ſynes, blev bragt paa Bane, og uagtet Ulf Jarl, og ſikkert ogſaa Cardinalen, fraraadte paa det indſtændigſte noget fiendtligt Skridt mod Norge, fik dog de andre mere hevnlyſtne Herrer drevet igjennem, at der endnu ſamme Vinter, ſom Cardinalen opholdt ſig i Sverige, ſendtes en Geſandt til Kong Haakon, for at ſpørge, hvad han vilde give i Erſtatning for den Ufred, han havde øvet i Vermeland. Geſandten hed Ivar Thorſtensſøn af Dal; han indfandt ſig hos Kongen, i Oslo, hvor han tilbragte Vinteren efter Kroningen, medens tillige, ſom ovenfor berettet, Kong Harald af Man opholdt ſig hos ham og blev trolovet med hans Datter, Fru Cecilia. Til Ivar Thorſtensſøns Foreſpørgſel ſvarede Kong Haakon, at det ej var for ſin Fornøjelſes Skyld eller af Kaadhed, at han havde brændt i Vermeland; han havde viſt ikke umaget ſig over Eidſkogen, derſom ikke Vermerne havde underſtøttet Ribbungernes Oprørsflok i at øve Ran og Manddrab i Norge, hvorved mangen en brav Mand var kommen af Dage. Men ſiden Anken frem-

    det derimod er Eliv, Byrges Broder, ſe No. 891. I Brevet No. 536 har Liljegren urigtigt læſt E. ſom Ericus i Stedet for Elavus, ſkjønt der ſtaar Udtrykkeligt „Byrgeri quondam ducis germanus“.

  1. Han levede endnu i 1240, ſom man ſeer af Brevet No. 302 hos Liljegren.
  2. Se Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 280, jvfr. Liljegren, Brev No. 442, 535. Af No. 538 ſees, at Jon Engels Sønner med flere andre vare Frænder af Karl, Ulf Jarls Søn.