Denne siden er korrekturlest
80
Haakon Haakonssøn.
Villjam offentliggjorde i det Document, som han indleder med hiin sørgelige Skildring af Tilstanden i Riget. Freden blev dog ikke af lang Varighed, og saa vidt man kan skjønne, maa Kong Knuts Søn, Hr. Holmger, og dennes Stiffader, Hr. Philip Laurentssøn, Dattersøn af hiin Philip Jarl, der opholdt sig ved Kong Sverres Hof og faldt ved Aker 1200, den hele Tid have haft fiendtlige Planer fore, eller indtaget en mistænkelig Stilling[1]. De mægtigste af Folkungerne næst Ulf Jarl, var Byrge
- ↑ I den større Riimkrønike staar kun at Holmger (ikke Hollinger, som man saa ofte har læst) flygtede til Gestrikeland, hvorfra Kong Erik lod ham bringe tilbage og henrette; men mellem Sparsetra-Slaget og Holmgers Henrettelse 1248 ligge 14 Aar. Da Haakon Haakonssøns Saga Cap. 262 taler om at Philip Laureutssøn havde været „Holmgers største Støtte“, og at han ved Holmgers Henrettelse maatte flygte fra sine Ejendomme, synes man heraf at maatte slutte at der fra Holmgers Side den hele Tid er øvet Fiendtligheder. Paa samme Sted i Haakon Haakonssøns Saga staar der udtrykkeligt (vel at merke i de gode Haandskrifter), at Philip havde været gift med Holmgers Moder Elin, Datter af Peter Strangessøn (móður konungs i Varianten fra Eirspenit er aabenbart kun Fejllæsning for móðdur hans, som baade Flatøbogen og den stockholmske Codex have). Altsaa er det klart, at Philip Laurentssøn var Holmgers Stiffader, hvilket ogsaa aller bedst forklarer, hvorfor han, skjønt han egentlig hørte tildelt anden Folkunge-Linje, dog tog sig af ham. Thormod Torvessøn (IV. 276) har paa en højst forvirret Maade, der ingen Mening giver, gjengivet dette Sted, og denne Omstændighed, i Forbindelse med Texludgavernes Slethed, er vel Aarsag i at det her angivne Paarørende-Forhold ej, som det synes, hidtil har været tilbørligt bemerket. Med Hensyn til den nys nævnte Elins, Knut Langes Enkes, og Hr. Philips Hustrues, Herkomst, findes der imidlertid to aldeles forskjellige Angivelser. Haakon Haakonssøns Saga gjør hende, som vi have seet, til en Datter af Peter Strangessøn, hvilken ej kan være nogen anden end den danske Herre af dette Navn, der var gift med Æsbern Snares og den svenske Fru Elin eller Helene Guthormsdatters Datter Ingeborg. Riimkrøniken siger derimod, at Kong Knut var gift med en Syster af Kong Erik Erikssøn. Den stemmer kun med Sagaen i at benævne hende Helene. Her maa man dog give Sagaen ubetinget Fortrinnet. For det første viser den sig i alle andre Stykker yderst nøjagtig; for det andet er den forfattet samtidigt med Begivenhederne, og man seer desuden af Annalerne (ved 1259), at Forfatteren, Sturla Thordssøn, personlig kjendte og havde talt med Erkebiskop Folke Jonssøn, der selv hørte til Folkunge-Ætten og kunde give ham de mest authentiske Notitser, ej at tale om de mange Mænd i Norge, der havde seet og kjendt Philip Laurentssøn under hans Ophold i Landet, og kunde berette Sturla om hans Familieforhold. Hertil kommer og den Sandsynlighed, Navnet Elin eller Helene giver Sagaens Ord, thi som Datterdatter af Fru Helene Guthormsdatter er intet rimeligere end at den yngre Helene var opkaldt efter Mormoderen. Fremdeles synes endog chronologiske Grunde al tale mod Riimkrønikens Angivelse. Naar Helene, Knut Langes Enke, skulde være Syster af Erik Erikssøn, eller Datter af Kong Erik Knutssøn og Dronning Richiza, der ej blev gift før 1210, kunde hun altsaa selv ilte være fød førend 1211 eller 1212. Hendes Søn med Knut lange kan da ej være sød førend i det aller tidligste omkring 1228
