Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
80
Haakon Haakonsſøn.

Villjam offentliggjorde i det Document, ſom han indleder med hiin ſørgelige Skildring af Tilſtanden i Riget. Freden blev dog ikke af lang Varighed, og ſaa vidt man kan ſkjønne, maa Kong Knuts Søn, Hr. Holmger, og dennes Stiffader, Hr. Philip Laurentsſøn, Datterſøn af hiin Philip Jarl, der opholdt ſig ved Kong Sverres Hof og faldt ved Aker 1200, den hele Tid have haft fiendtlige Planer fore, eller indtaget en mistænkelig Stilling[1]. De mægtigſte af Folkungerne næſt Ulf Jarl, var Byrge

  1. I den ſtørre Riimkrønike ſtaar kun at Holmger (ikke Hollinger, ſom man ſaa ofte har læſt) flygtede til Geſtrikeland, hvorfra Kong Erik lod ham bringe tilbage og henrette; men mellem Sparſetra-Slaget og Holmgers Henrettelſe 1248 ligge 14 Aar. Da Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 262 taler om at Philip Laureutsſøn havde været „Holmgers ſtørſte Støtte“, og at han ved Holmgers Henrettelſe maatte flygte fra ſine Ejendomme, ſynes man heraf at maatte ſlutte at der fra Holmgers Side den hele Tid er øvet Fiendtligheder. Paa ſamme Sted i Haakon Haakonsſøns Saga ſtaar der udtrykkeligt (vel at merke i de gode Haandſkrifter), at Philip havde været gift med Holmgers Moder Elin, Datter af Peter Strangesſøn (móður konungs i Varianten fra Eirſpenit er aabenbart kun Fejllæsning for móðdur hans, ſom baade Flatøbogen og den ſtockholmſke Codex have). Altſaa er det klart, at Philip Laurentsſøn var Holmgers Stiffader, hvilket ogſaa aller bedſt forklarer, hvorfor han, ſkjønt han egentlig hørte tildelt anden Folkunge-Linje, dog tog ſig af ham. Thormod Torvesſøn (IV. 276) har paa en højſt forvirret Maade, der ingen Mening giver, gjengivet dette Sted, og denne Omſtændighed, i Forbindelſe med Texludgavernes Slethed, er vel Aarſag i at det her angivne Paarørende-Forhold ej, ſom det ſynes, hidtil har været tilbørligt bemerket. Med Henſyn til den nys nævnte Elins, Knut Langes Enkes, og Hr. Philips Huſtrues, Herkomſt, findes der imidlertid to aldeles forſkjellige Angivelſer. Haakon Haakonsſøns Saga gjør hende, ſom vi have ſeet, til en Datter af Peter Strangesſøn, hvilken ej kan være nogen anden end den danſke Herre af dette Navn, der var gift med Æsbern Snares og den ſvenſke Fru Elin eller Helene Guthormsdatters Datter Ingeborg. Riimkrøniken ſiger derimod, at Kong Knut var gift med en Syſter af Kong Erik Eriksſøn. Den ſtemmer kun med Sagaen i at benævne hende Helene. Her maa man dog give Sagaen ubetinget Fortrinnet. For det førſte viſer den ſig i alle andre Stykker yderſt nøjagtig; for det andet er den forfattet ſamtidigt med Begivenhederne, og man ſeer desuden af Annalerne (ved 1259), at Forfatteren, Sturla Thordsſøn, perſonlig kjendte og havde talt med Erkebiſkop Folke Jonsſøn, der ſelv hørte til Folkunge-Ætten og kunde give ham de meſt authentiſke Notitſer, ej at tale om de mange Mænd i Norge, der havde ſeet og kjendt Philip Laurentsſøn under hans Ophold i Landet, og kunde berette Sturla om hans Familieforhold. Hertil kommer og den Sandſynlighed, Navnet Elin eller Helene giver Sagaens Ord, thi ſom Datterdatter af Fru Helene Guthormsdatter er intet rimeligere end at den yngre Helene var opkaldt efter Mormoderen. Fremdeles ſynes endog chronologiſke Grunde al tale mod Riimkrønikens Angivelſe. Naar Helene, Knut Langes Enke, ſkulde være Syſter af Erik Eriksſøn, eller Datter af Kong Erik Knutsſøn og Dronning Richiza, der ej blev gift før 1210, kunde hun altſaa ſelv ilte være fød førend 1211 eller 1212. Hendes Søn med Knut lange kan da ej være ſød førend i det aller tidligſte omkring 1228