I Sverige herskede siden Knut den langes Fald ved Sparsetra 1234 Kong Erik Erikssøn, den sidste Ætling af Erik den helliges Stamme. Men hans Kongedømme var kun et Kongedømme af Navn, da den mægtige Folkunge-Æt, fornemmelig Benedict Folkessøns Linje, nu engang havde erhvervet en Overvegt, der gav den det virkelige Herredømme i Landet. Kong Erik var desuden svag paa Legeme, halt, stammende og klejsende i sin Tale[1], faa at han ej var synderlig skikket til at optræde offentligt og sætte sig i Respect hos sine Undersaatter, og det faldt derfor næsten af sig selv, at Regjeringen paa hans Vegne førtes af Jarlen, hvis Embede siden Byrge Brosas Tid næsten kan siges at have været arveligt i Folkungernes Æt. Knut Langes Tronkrig var egentlig at betragte som en Krig mellem Medlemmerne af denne Æt indbyrdes, eller mellem Benedicts og Knut Folkessøns Linjer[2], om Magten, og den ophørte heller ikke ved Knuts Fald, men fortsattes fremdeles, næsten lige saa længe som Kong Erik levede. Da Cardinal Villjam i Slutningen af 1247 kom til Sverige, forefandt han der endnu, som allerede ovenfor nævnt, indvortes Krig og Uro. „Da vi fra Norge ilede til Sverige“, saa lyde hans Ord, „fandt vi dette Rige baade i timeligt og aandeligt Henseende næsten overalt forunderligt og ynkeligt hjemsøgt af Uroligheder, thi der herskede en heftig Krig mellem Kongen og nogle Høvdinger, hvoraf der foraarsagedes mange Manddrab, Ildspaasættelser og Ran“[3]. Han nævner her Kongen, som den ene af de krigførende Parter, fordi Krigen førtes i hans Navn, men den egentlige Regent og Hovedmand for det kongelige Parti, eller rettere det Parti, som havde Raadighed over Kongen, var Jarlen Ulf Fase, Søn af Karl den døve, Byrge Brosas Broder. Cardinal Villjam siger selv i samme Skrivelse, hvoraf hine Ord ere anførte, at Jarlen næsten ganske regjerede Landet, og noget lignende ytres i den norske Kongesaga[4]. „Det lykkedes os“, siger Cardinalen, „ved vor Herre Christi forunderlige og merkelige Mellemkomst at faa meglet Fred, efter at vi havde plejet mange Underhandlinger mellem de stridende Parter med begges frivillige Samtykke“; og det var under denne Fredstilstand, at det vigtige Møde blev holdt i Skeninge, hvorom der tidligere er talt, og hvis Bestemmelser Cardinal
