Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
79
1247—48. Svenſke Anliggender.
8. Svenſke Begivenheder. Byrge Jarl. Kong Haakons Forlig og nærmere Forbindelſe med denne.


I Sverige herſkede ſiden Knut den langes Fald ved Sparſetra 1234 Kong Erik Eriksſøn, den ſidſte Ætling af Erik den helliges Stamme. Men hans Kongedømme var kun et Kongedømme af Navn, da den mægtige Folkunge-Æt, fornemmelig Benedict Folkesſøns Linje, nu engang havde erhvervet en Overvegt, der gav den det virkelige Herredømme i Landet. Kong Erik var desuden ſvag paa Legeme, halt, ſtammende og klejſende i ſin Tale[1], faa at han ej var ſynderlig ſkikket til at optræde offentligt og ſætte ſig i Reſpect hos ſine Underſaatter, og det faldt derfor næſten af ſig ſelv, at Regjeringen paa hans Vegne førtes af Jarlen, hvis Embede ſiden Byrge Broſas Tid næſten kan ſiges at have været arveligt i Folkungernes Æt. Knut Langes Tronkrig var egentlig at betragte ſom en Krig mellem Medlemmerne af denne Æt indbyrdes, eller mellem Benedicts og Knut Folkesſøns Linjer[2], om Magten, og den ophørte heller ikke ved Knuts Fald, men fortſattes fremdeles, næſten lige ſaa længe ſom Kong Erik levede. Da Cardinal Villjam i Slutningen af 1247 kom til Sverige, forefandt han der endnu, ſom allerede ovenfor nævnt, indvortes Krig og Uro. „Da vi fra Norge ilede til Sverige“, ſaa lyde hans Ord, „fandt vi dette Rige baade i timeligt og aandeligt Henſeende næſten overalt forunderligt og ynkeligt hjemſøgt af Uroligheder, thi der herſkede en heftig Krig mellem Kongen og nogle Høvdinger, hvoraf der foraarſagedes mange Manddrab, Ildspaaſættelſer og Ran“[3]. Han nævner her Kongen, ſom den ene af de krigførende Parter, fordi Krigen førtes i hans Navn, men den egentlige Regent og Hovedmand for det kongelige Parti, eller rettere det Parti, ſom havde Raadighed over Kongen, var Jarlen Ulf Faſe, Søn af Karl den døve, Byrge Broſas Broder. Cardinal Villjam ſiger ſelv i ſamme Skrivelſe, hvoraf hine Ord ere anførte, at Jarlen næſten ganſke regjerede Landet, og noget lignende ytres i den norſke Kongeſaga[4]. „Det lykkedes os“, ſiger Cardinalen, „ved vor Herre Chriſti forunderlige og merkelige Mellemkomſt at faa meglet Fred, efter at vi havde plejet mange Underhandlinger mellem de ſtridende Parter med begges frivillige Samtykke“; og det var under denne Fredstilſtand, at det vigtige Møde blev holdt i Skeninge, hvorom der tidligere er talt, og hvis Beſtemmelſer Cardinal

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 267.
  2. Se Stamtavlen No. 9. i foregaaende Bind.
  3. Skeninge Mødes Statuter, Liljegrens Diplomatar I. No. 359.
  4. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 259: „Ulf Jarl Faſe var den der meſt raadede for Landet i Sverige med Kongen“.