Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
77
1250. Geſandtſkab til Keiſer Frederik.

Da Abel hidtil havde været Lübeckernes Ven, var der ogſaa Udſigt til, at han nu vilde følge deres Exempel. Samtidigt afſendte Kongen ogſaa ſin Klerk eller maaſke Kantſler, Sira Aſkatin, der ved denne Lejlighed for førſte Gang nævnes[1], og Aamunde Haraldsſøn, Søn af den oftere omtalte Birkebeinerhøvding Harald Stangarfylja, ſom Geſandter til Kejſeren, for, ſom det heder, at modtage det ham gjorte Tilbud, eller nøjere at forhøre ſig desangaaende. Geſandterne rejſte alle, ſom det ſynes, paa een Gang, ved Vinternatstid (14de Oct.), fra Bergen til Danmark, hvor Bjarne afleverede ſit Brev til Kong Abel; derfra droge de videre, Bjarne, ſom det var beſtemt, til Lübeck, og de andre lige til Italien. Men da de Helligtrekongersdag 1231 kom til Venedig, fik de høre at den ſtore Kejſer var død i Firenzuola i Apulien faa Uger forud (17de December). Det var ſaaledes unyttigt at fortſætte Rejſen, og de vendte ſtrax om, for at begive ſig til hans Søn, Kong Konrad i Schwaben. Paa denne Rejſe, heder det, bleve de tagne til Fange og ſatte faſt, der ſiges ikke af

    modtaget Kejſerens Brev, ſendte Geſandter baade til Lübeck og til Kejſeren, hvilte afreiſte fra Bergen ved Vinternatstid til Danmark, og fremdeles, at Bjarne Moſesſøn kom hjem i 1251, efter at have afgjort Sagen med Lübeckerne. Ved at ſammenholde disſe Angivelſer ſees det altſaa, at Bjarne Moſesſøns Sendelſe til Danmark og til Lübeck var een og den ſamme, og at han var den i Sagaen unavngivne Geſandt, der 1250 ved Vinternatstid afgik til Lübeck. Derfor kunde heller ikke Abel ſkrive tilbage med ham, men maatte ſelv afſende Folk med Svar paa Kongens Brev. Sagaen omtaler ſlet ikke Lübeckernes Geſandtſkab til Norge og Tractaten i Bergen, men ſiger kun at Bjarne kom tilbage fra Lübeck, efter med Kongens Raad at have gjort Sagen af med Lübeckerne, ſaaledes at de og de Norſke gjenſidigt ſkulde kunne ſejle til hinanden i Fred. Dette er let at forklare deraf, at det af Kongen udſtedte Document, hvoraf ovenfor er meddeelt Uddrag, indeholdt Kongens Forpligtetſe til Lübeckerne, og ſom ſaadant ikke var beſtemt til at opbevares i det norſke, men i det lübeckſke Archiv, hvor det endnu findes; Sturla Thordsſøn, der ſiden ſkrev Haakons Saga, tildeels „efter Breve“, kunde ſaaledes ikke kjende noget til det, medens man derimod i det norſke Archiv havde et lignende Forpligtelſesdocument, udſtedt af Lübecks Raad til Nordmændenes Sikkerhed. Det var dette Document, eller, ſom vi nu vilde kalde det, en Ratification af Tractaten, ſom Bjarne afſendtes for at hente, og ſom han hjembragte i 1251.

  1. Aſkatin, hvis Titel „Sira“ viſer at han var geiſtlig, brugtes, ſom det vil ſees, allerede af Kong Haakon i mange vigtige Sendelſer. I Aarene 1263 og 1264 kaldes han Kantſler, og højſt rimeligt er det, at han allerede længe havde beklædt dette Embede. Det er neppe muligt at han, ſom nogle have antaget, kan være den ſamme Aſkatin, Abbed i Hovedø Kloſter, der deeltog i Rigsmødet 1223. Thi da han ſom Abbed vel mindſt dengang maa have været omkring 40 Aar gammel, altſaa fød c. 1180, vilde han, da han døde 1277, have opnaaet en Alder af henved 97 Aar. Desuden er det ikke rimeligt, at en Abbed ſkulde forlade ſit Kloſter for at blive Sækularpreſt.