Da Abel hidtil havde været Lübeckernes Ven, var der ogsaa Udsigt til, at han nu vilde følge deres Exempel. Samtidigt afsendte Kongen ogsaa sin Klerk eller maaske Kantsler, Sira Askatin, der ved denne Lejlighed for første Gang nævnes[1], og Aamunde Haraldssøn, Søn af den oftere omtalte Birkebeinerhøvding Harald Stangarfylja, som Gesandter til Kejseren, for, som det heder, at modtage det ham gjorte Tilbud, eller nøjere at forhøre sig desangaaende. Gesandterne rejste alle, som det synes, paa een Gang, ved Vinternatstid (14de Oct.), fra Bergen til Danmark, hvor Bjarne afleverede sit Brev til Kong Abel; derfra droge de videre, Bjarne, som det var bestemt, til Lübeck, og de andre lige til Italien. Men da de Helligtrekongersdag 1231 kom til Venedig, fik de høre at den store Kejser var død i Firenzuola i Apulien faa Uger forud (17de December). Det var saaledes unyttigt at fortsætte Rejsen, og de vendte strax om, for at begive sig til hans Søn, Kong Konrad i Schwaben. Paa denne Rejse, heder det, bleve de tagne til Fange og satte fast, der siges ikke af
- ↑ Askatin, hvis Titel „Sira“ viser at han var geistlig, brugtes, som det vil sees, allerede af Kong Haakon i mange vigtige Sendelser. I Aarene 1263 og 1264 kaldes han Kantsler, og højst rimeligt er det, at han allerede længe havde beklædt dette Embede. Det er neppe muligt at han, som nogle have antaget, kan være den samme Askatin, Abbed i Hovedø Kloster, der deeltog i Rigsmødet 1223. Thi da han som Abbed vel mindst dengang maa have været omkring 40 Aar gammel, altsaa fød c. 1180, vilde han, da han døde 1277, have opnaaet en Alder af henved 97 Aar. Desuden er det ikke rimeligt, at en Abbed skulde forlade sit Kloster for at blive Sækularprest.
modtaget Kejserens Brev, sendte Gesandter baade til Lübeck og til Kejseren, hvilte afreiste fra Bergen ved Vinternatstid til Danmark, og fremdeles, at Bjarne Mosessøn kom hjem i 1251, efter at have afgjort Sagen med Lübeckerne. Ved at sammenholde disse Angivelser sees det altsaa, at Bjarne Mosessøns Sendelse til Danmark og til Lübeck var een og den samme, og at han var den i Sagaen unavngivne Gesandt, der 1250 ved Vinternatstid afgik til Lübeck. Derfor kunde heller ikke Abel skrive tilbage med ham, men maatte selv afsende Folk med Svar paa Kongens Brev. Sagaen omtaler slet ikke Lübeckernes Gesandtskab til Norge og Tractaten i Bergen, men siger kun at Bjarne kom tilbage fra Lübeck, efter med Kongens Raad at have gjort Sagen af med Lübeckerne, saaledes at de og de Norske gjensidigt skulde kunne sejle til hinanden i Fred. Dette er let at forklare deraf, at det af Kongen udstedte Document, hvoraf ovenfor er meddeelt Uddrag, indeholdt Kongens Forpligtetse til Lübeckerne, og som saadant ikke var bestemt til at opbevares i det norske, men i det lübeckske Archiv, hvor det endnu findes; Sturla Thordssøn, der siden skrev Haakons Saga, tildeels „efter Breve“, kunde saaledes ikke kjende noget til det, medens man derimod i det norske Archiv havde et lignende Forpligtelsesdocument, udstedt af Lübecks Raad til Nordmændenes Sikkerhed. Det var dette Document, eller, som vi nu vilde kalde det, en Ratification af Tractaten, som Bjarne afsendtes for at hente, og som han hjembragte i 1251.
