Privilegium og saadan Frihed, som de til nogen som helst Tid havde undt bedst i Norge. Hvis nogen gjorde Brud paa denne Fredstractat skulde ikke dermed Tractaten selv være ophævet, men Fredsbryderen kun drages til Ansvar og lide Straf eller erstatte Skaden tilbørligt. Saa længe Nordmændene endnu selv plejede at fare paa Lübeck, var denne Tractat lige fordeelagtig for begge Parter, men det er aabenbart, at jo mere Nordmændenes active Skibsfart ophørte, og Lübeckerne derimod desto flittigere besøgte Bergen, desto mere udelukkende blev Fordelen paa disses Side, og man kan ikke negte, at de Privilegier, Lübeckerne ved denne Tractat fik, dannede Grundlaget for den uforholdsmæssigt store commercielle Overvegt, de siden erhvervede, og det utaalelige Handelstyranni, som de udøvede. Norge var altsaa dog i Længden den tabende Part, uden at man dog derfor kan kalde Kong Haakon mindre fremsynet, end hans Farfader Kong Sverre, da han holdt sin Tordentale til Tydskerne[1]. Blandt Vidnerne til Beseglingen nævnes foruden Kong Haakon den unge, Junker Magnus, Kongens næstældste Søn, Biskop Arne i Bergen og Biskop Henrik i Hole, der paa den Tid opholdt sig i Norge, Abbed Sigurd i Munkeliv, Abbeden i Jonskloster, Gaut paa Mel med flere Lendermænd, Archidiaconen i Bergen, og endelig Bjarne Mosessøn, der kaldes kongelig Gesandt[2]. Denne Titel førte han neppe saa meget fordi han oftere benyttedes til Gesandtskaber, som fordi han just stod færdig til at drage som Gesandt til Lübeck for at faa den nys afsluttede Tractat ratificeret af Raadet, ligesom han og paa Nedrejsen skulde overlevere Abel, der imidlertid, som bekjendt, efter Broderens Drab den 9de Aug. 1250 selv havde besteget Danmarks Trone, et Brev fra Kong Haakon, hvori denne foreslog vant en Sammenkomst til Bilæggelse af den mellem Norge og Danmark herskende Strid[3].
- ↑ Se ovenfor, III. S. 202.
- ↑ Af alle de her anførte Navne findes kun Begyndelsesbogstavet, men de flette af Personerne kjendes noksom paa dem. Der nævnes og en „Ph.“ Kongens Frænde, hvilket neppe kan være nogen anden end Folkungen Philip Laurentssøn, Kongens Frænde, Sønnesøn af Philip Jarl, der faldt ved Aker, thi han omtales i det mindste om Vaaren eller Sommeren 1249 som opholdende flg hos Kong Haakon, landflygtig fra Sverige. Alle hine Navne paa bergenske Mænd, blandt Vidnerne, vise noksom, at Brevet virkelig, som der staar, er udstedt i Bergen, og ikke i Throndhjem, hvor Kongen var: man seer ogsaa af Sagaen at Bjarne Mosessøn, en af Vidnerne, faa Dage efter rejste fra Bergen til Danmark. Da de to andre Gesandter, Askatin og Aamunde Haraldssøn, ej nævnes blandt Vidnerne, have de vel ej været tilstede, men ere indtrufne i Bergen faa Dage efter Udstedelsen; sandsynligviis ere de da komne fra Throndhjem.
- ↑ At Bjarne Mosessøn afsendtes med Brev til Kong Abel om Vinteren sidst i 1250, siges i Cap. 270; siden heder det i Cap. 275, at Kongen, efter at have
