Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76
Haakon Haakonsſøn.

Privilegium og ſaadan Frihed, ſom de til nogen ſom helſt Tid havde undt bedſt i Norge. Hvis nogen gjorde Brud paa denne Fredstractat ſkulde ikke dermed Tractaten ſelv være ophævet, men Fredsbryderen kun drages til Anſvar og lide Straf eller erſtatte Skaden tilbørligt. Saa længe Nordmændene endnu ſelv plejede at fare paa Lübeck, var denne Tractat lige fordeelagtig for begge Parter, men det er aabenbart, at jo mere Nordmændenes active Skibsfart ophørte, og Lübeckerne derimod deſto flittigere beſøgte Bergen, deſto mere udelukkende blev Fordelen paa disſes Side, og man kan ikke negte, at de Privilegier, Lübeckerne ved denne Tractat fik, dannede Grundlaget for den uforholdsmæsſigt ſtore commercielle Overvegt, de ſiden erhvervede, og det utaalelige Handelstyranni, ſom de udøvede. Norge var altſaa dog i Længden den tabende Part, uden at man dog derfor kan kalde Kong Haakon mindre fremſynet, end hans Farfader Kong Sverre, da han holdt ſin Tordentale til Tydſkerne[1]. Blandt Vidnerne til Beſeglingen nævnes foruden Kong Haakon den unge, Junker Magnus, Kongens næſtældſte Søn, Biſkop Arne i Bergen og Biſkop Henrik i Hole, der paa den Tid opholdt ſig i Norge, Abbed Sigurd i Munkeliv, Abbeden i Jonskloſter, Gaut paa Mel med flere Lendermænd, Archidiaconen i Bergen, og endelig Bjarne Moſesſøn, der kaldes kongelig Geſandt[2]. Denne Titel førte han neppe ſaa meget fordi han oftere benyttedes til Geſandtſkaber, ſom fordi han juſt ſtod færdig til at drage ſom Geſandt til Lübeck for at faa den nys afſluttede Tractat ratificeret af Raadet, ligeſom han og paa Nedrejſen ſkulde overlevere Abel, der imidlertid, ſom bekjendt, efter Broderens Drab den 9de Aug. 1250 ſelv havde beſteget Danmarks Trone, et Brev fra Kong Haakon, hvori denne foreſlog vant en Sammenkomſt til Bilæggelſe af den mellem Norge og Danmark herſkende Strid[3].

  1. Se ovenfor, III. S. 202.
  2. Af alle de her anførte Navne findes kun Begyndelſesbogſtavet, men de flette af Perſonerne kjendes nokſom paa dem. Der nævnes og en „Ph.“ Kongens Frænde, hvilket neppe kan være nogen anden end Folkungen Philip Laurentsſøn, Kongens Frænde, Sønneſøn af Philip Jarl, der faldt ved Aker, thi han omtales i det mindſte om Vaaren eller Sommeren 1249 ſom opholdende flg hos Kong Haakon, landflygtig fra Sverige. Alle hine Navne paa bergenſke Mænd, blandt Vidnerne, viſe nokſom, at Brevet virkelig, ſom der ſtaar, er udſtedt i Bergen, og ikke i Throndhjem, hvor Kongen var: man ſeer ogſaa af Sagaen at Bjarne Moſesſøn, en af Vidnerne, faa Dage efter rejſte fra Bergen til Danmark. Da de to andre Geſandter, Aſkatin og Aamunde Haraldsſøn, ej nævnes blandt Vidnerne, have de vel ej været tilſtede, men ere indtrufne i Bergen faa Dage efter Udſtedelſen; ſandſynligviis ere de da komne fra Throndhjem.
  3. At Bjarne Moſesſøn afſendtes med Brev til Kong Abel om Vinteren ſidſt i 1250, ſiges i Cap. 270; ſiden heder det i Cap. 275, at Kongen, efter at have