Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/89

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
1250. Handelstractat med Lübeck.

Parter. Det af Kong Haakon i den Anledning udſtedte Forligsdocument, dateret Bergen 6te October 1250, er endnu til. Det er den ældſte Handelstractat mellem Norge og Lübeck, eller overhoved med Tydſkerne, der er opbevaret til vore Tider[1]. Den er udſtedt i Kong Haakons eget Navn, uagtet han ſandſynligviis ikke ſelv var tilſtede ved Afſlutningen og Beſeglingen, thi den er ogſaa forſynet med hans Søns, Haakon den unges Segl, og Sagaen ſiger derhos udtrykkeligt, at Kongen allerede om Sommeren drog til Throndhjem, hvor han beſtemte ſig til at tilbringe og virkelig tilbragte Vinteren, uden at der nævnes noget om, eller endog er ſandſynligt, at han ſeenhøſtes gjorde en Skynderejſe til Bergen og tilbage igjen til Throndhjem[2]. Det er derfor højſt rimeligt, at Kongen bar overdraget ſin Søn, der ſnart fyldte ſit 18de Aar, allerede var trolovet, og havde faaet ſit eget Kongeſegl, at beſegle Tractaten paa hans Vegne, ſkjønt han for Reſten havde ladet den affatte i ſit eget Navn, og rimeligviis ſelv gjennemgaaet Udkaſtet. Han ytrer her, at ſkjønt der hidtil mellem Norges Indbyggere og Lübeckerne havde været mangfoldig Uenighed og gjenſidig Tilføjelſe af adſkillige Fornærmelſer, ſaa havde det dog, overeensſtemmende med Herrens Udſagn i Euangeliet „ſalige ere de Fredſommelige, thi de ſkulle kaldes Guds Børn“, og i Betragtning af at de ved afſendte Geſandter ydmygt havde henſtillet til ham, efter ſin Vilje og Godtbefindende at afgjøre Sagen, behaget ham og hans Raad ſaavel ſom de nævnte Afſendinger, at al Tviſt herefter ſkulde være bilagt, ligeſom han herved naadigſt tilgav dem, og ſkjenkede dem ſin Velvilje, ſaa at der nu ſkulde være faſt og varig Fred mellem Norges Rige og Staden Lübeck, ſaavel ſom mellem Rigets Indbyggere og Stadens Borgere hver for ſig. De nærmere Beſtemmelſer lode ſaaledes: Nordmænd og Lübeckere ſkulle gjenſidigt have Ret til at beſejle hinandens Havne med deres Varer, og gjenſidigt modtage hinanden velvilligt, venſkabeligt og fredeligt, ſaavel hvad Perſoner ſom Gods angaar. Hvis lübeckſke Borgere angribes eller foruroliges af deres Fiender, ſkulle de Nordmænd, der maatte være tilſtede, være forbundne til at hjelpe dem; den ſamme Hjelp ſkulle Lübeckerne i lignende Tilfælde være pligtige at yde Nordmænd. Derhos indrømmede Kongen, at de lübeckſke Kjøbmænd, der maatte komme til Norge, ſkulde nyde ſaadant

  1. Den opbevares i det lübeckſke Archiv, og er (fejlagtigt) aftrykt i Thorkelins Diplomatarium, nøjagtigt i Urkundenbuch I. 145.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270. Her kan der ikke være nogen Fejltagelſe med Henſyn til Tiden, da der ſiges udtrykkeligt, at det var ſamme Sommer, ſom Kong Erik i Danmark blev dræbt, og i Capitel 275, hvor der handles om disſe lübeckſke Anliggender, henføres de netop til dette ſamme Aar, da Kong Erik „blev ſvegen“, og i hvilket Kejſer Frederik døde.