Parter. Det af Kong Haakon i den Anledning udstedte Forligsdocument, dateret Bergen 6te October 1250, er endnu til. Det er den ældste Handelstractat mellem Norge og Lübeck, eller overhoved med Tydskerne, der er opbevaret til vore Tider[1]. Den er udstedt i Kong Haakons eget Navn, uagtet han sandsynligviis ikke selv var tilstede ved Afslutningen og Beseglingen, thi den er ogsaa forsynet med hans Søns, Haakon den unges Segl, og Sagaen siger derhos udtrykkeligt, at Kongen allerede om Sommeren drog til Throndhjem, hvor han bestemte sig til at tilbringe og virkelig tilbragte Vinteren, uden at der nævnes noget om, eller endog er sandsynligt, at han seenhøstes gjorde en Skynderejse til Bergen og tilbage igjen til Throndhjem[2]. Det er derfor højst rimeligt, at Kongen bar overdraget sin Søn, der snart fyldte sit 18de Aar, allerede var trolovet, og havde faaet sit eget Kongesegl, at besegle Tractaten paa hans Vegne, skjønt han for Resten havde ladet den affatte i sit eget Navn, og rimeligviis selv gjennemgaaet Udkastet. Han ytrer her, at skjønt der hidtil mellem Norges Indbyggere og Lübeckerne havde været mangfoldig Uenighed og gjensidig Tilføjelse af adskillige Fornærmelser, saa havde det dog, overeensstemmende med Herrens Udsagn i Euangeliet „salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn“, og i Betragtning af at de ved afsendte Gesandter ydmygt havde henstillet til ham, efter sin Vilje og Godtbefindende at afgjøre Sagen, behaget ham og hans Raad saavel som de nævnte Afsendinger, at al Tvist herefter skulde være bilagt, ligesom han herved naadigst tilgav dem, og skjenkede dem sin Velvilje, saa at der nu skulde være fast og varig Fred mellem Norges Rige og Staden Lübeck, saavel som mellem Rigets Indbyggere og Stadens Borgere hver for sig. De nærmere Bestemmelser lode saaledes: Nordmænd og Lübeckere skulle gjensidigt have Ret til at besejle hinandens Havne med deres Varer, og gjensidigt modtage hinanden velvilligt, venskabeligt og fredeligt, saavel hvad Personer som Gods angaar. Hvis lübeckske Borgere angribes eller foruroliges af deres Fiender, skulle de Nordmænd, der maatte være tilstede, være forbundne til at hjelpe dem; den samme Hjelp skulle Lübeckerne i lignende Tilfælde være pligtige at yde Nordmænd. Derhos indrømmede Kongen, at de lübeckske Kjøbmænd, der maatte komme til Norge, skulde nyde saadant
- ↑ Den opbevares i det lübeckske Archiv, og er (fejlagtigt) aftrykt i Thorkelins Diplomatarium, nøjagtigt i Urkundenbuch I. 145.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 270. Her kan der ikke være nogen Fejltagelse med Hensyn til Tiden, da der siges udtrykkeligt, at det var samme Sommer, som Kong Erik i Danmark blev dræbt, og i Capitel 275, hvor der handles om disse lübeckske Anliggender, henføres de netop til dette samme Aar, da Kong Erik „blev svegen“, og i hvilket Kejser Frederik døde.
