vore Kjøbmænd til eder med Varer, der ere eder nødvendige. Vi bede eder derfor ogsaa om at modtage dem med Velvilje, og venskabeligen tage dem under eders Beskyttelse, hvilket vi ogsaa skulle gjære med eders Kjøbmænd, der maatte komme til os. Vi anholde end videre om at I tilstaa dem uhindret Frihed til at kjøbe, hvad de finde nødvendigt, især Korn, Meel og Byg, skjønt I have negtet andre Kjøbmænd Tilladelse til at udføre disse Varer. Vi ville nemlig, og det er sømmeligt, at dersom Venskabet reent og fuldkomment skal gjenoprettes imellem os, da ogsaa vore og eders Kjøbmænd, der gjensidigt sejle til hinandens Havne, frit skulle kunne kjøbe til begge Steders Brug og Nytte, hvad der bedst viser sig at passe for begge“[1]. Altsaa gjorde dog, som man seer, norske Skibe endnu Forsøg paa at sejle til Lübeck. Men Forsøgene maa have været uheldige, thi Kong Haakon saa sig omsider nødt til at anmode sin gamle Ven, Kejser Frederik, om hans mægtige Mellemkomst. Thi skjønt afsat af Paven, var dog Frederik den latinske Christenheds mægtigste Monarch, og dertil særskilt berettiget til at holde Lübeckerne i Orden, som deres umiddelbare Overherre. Haakon tilskrev Kejseren et Brev, hvori han meldte om de Fornærmelser, Lübeckerne havde tilføjet Norge, og anmodede ham som deres rette Herre om, udtrykkeligen at befale dem at lade Nordmændene nyde Fred. Hvad de Gesandter heed, der overbragte Brevet, siges ikke. Uagtet Kejseren nu af Alderdom, Anstrengelse og Modgang var svækket og sygelig, og havde mere end nok med sine egne Anliggender at bestille, opfyldte han dog Kongens Begjæring. Han sendte nemlig en Skrivelse til Lübeck, hvori han gav den forlangte Befaling, og ledsagede den tillige, som man maa antage, med den Trusel, at han vilde overdrage Skytsherredømmet over Staden til Kong Haakon. I det mindste gjorde han Kong Haakon, i en Skrivelse han samtidigt udfærdigede til ham, og som han rimeligvis afsendte med de norske Gesandter, der havde bragt ham Haakons Brev, et saadant Tilbud som det her nævnte, tilføjende at han vilde hædre ham højere end nogen anden Konge i Verden. Skrivelsen indløb om Sommeren 1250. Tilbudet var maaskee mest gjort for at indjage Lübeckerne Skræk, men Kongen optog den idet mindste, alvorligt[2]. Truselen forfejlede ej sin Virkning, thi Lübeckerne bleve, som det synes, strax modfaldne, og sendte Gesandter til Haakon, for at underhandle om Fred og Forlig[3], hvilket ogsaa kom i Stand, paa hæderlige Vilkaar for begge
