Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/87

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
73
1248—1250. Skriftvexling med Lübeck.

Skibbrudstilfælde, hvilket jo rigtignok ſnarere kunde kaldes en ſkammelig Misbrug, og ſom vi inderligt ønſkede kunde overalt langs Kyſten forandres til det bedre; men hvad nu for Reſten de Bernhard fratagne Sager angaar, da have vi, for eders Venſkabs Skyld, ladet ham det meſte tilbagegive. Naar I ſige, at eders Folk ikke faa nyde den dem af vor Naade tilſtaaede Frihed, ſaa er dette vel ſkeet af den Grund, at man ikke indrymmer eder ſtørre Frihed her, end den, vore Folk nyde hos eder. Men da I nu ſige og indſtændigt forſikre, at I ville fornye det forrige Venſkab med os, erklære vi herved, at dette ikke er os mindre kjært, og at det er vort oprigtige Ønſke, naar I kun ærligt og redeligt holde, hvad I love. Thi I kunne fra vor Side være ſikre og trygge paa at vi i vort Rige ikke ſkulle ſvigte eders Borgere i deres lovlige Ret, men at I ſkulle finde os beredvillige til at viſe eder al ſømmelig Gunſt, derſom I blot ville overholde den venſkabelige Forſtaaelſe med os ubrødeligt. Sender derfor øm Sommeren, ſom ſædvanligt, eders Skibe til os med de Varer, der ere nødvendige for vort Rige, nemlig Korn og Malt, og tillader ogſaa vore Kjøbmænd at kjøbe dette, ſaalænge Dyrtiden varer i vort Rige; vi ville igjen heller ikke negte eders Kjøbmænd at kjøbe hos os, hvad de finde ſig meſt tjenligt. Kun ville vi ikke at vore Kjøbmænd ſkulle medtage mere lübeckſk Øl, end hvad de behøve til at drikke undervejs; thi vort Land gavnes aldeles ikke derved“[1]. Man ſeer af dette Brev, at Spendingen med Lübeck egentlig var heel ubelejlig for Norge, der ej kunde undvære Tilførſelen derfra, iſær da der, ſiden Kongen ytrer det, maa have herſket Dyrtid. Kongen og Folket ønſkede derfor viſt af inderſte Hjerte Fred; deſto mere maa man beundre den værdige Holdning, Kongen i dette Brev iagttager, thi uagtet han tydeligt lægger ſit Ønſke for Dagen, nedlader han ſig dog ej til at krybe for de ſtolte Lübeckere, men taler ſkarpe Alvorsord. Paa dette Brev indløb der, ſom man ſeer, intet Svar. Det næſte Brev, fra Sommeren efter, lyder nemlig ſaaledes: „Vi tilſkrev eder nu i Vinter om Fred og Enighed mellem os, men ſiden vi endnu ej have faaet Svar fra eder, ſkrive vi herved i Korthed til eder, i bedre Forhaabning om, at I ville overholde Fred og Venſkab med os, hvorfor vi ogſaa fremdeles ſende

  1. Brevet, forfattet paa Latin, er trykt i „Urkundenbuch der Stadt Lübeck“ I. B. S. 142, efter Originalen i Lübecks Archiv. Kongens ſtore Segl hænger endnu ubeſkadiget ved. Uagtet Brevet er udateret, kan der dog ikke være nogen Tvivl om, at det er fra den ovenfor angivne Tid, thi deels omtales det i det følgende Brev, ſom er ſkrevet om Vinteren, og bruger Udtrykket „til Sommeren“: deels ſeer man, at det er Svar paa et Brev fra Lübeck, der maa være ſkrevet kort efter Uenighedens Begyndelſe, da det ſpendte Forhold endnu ſynes at være nyt og uvant.