mænd nøde godt af hans Mildhed, thi den antyder aabenbart langt større Harme mod Danerne, end mod Lübeckerne. Vi erfare ogsaa, at han lod sig det være yderst magtpaaliggende, at faa gjenoprettet den gamle gode Forstaaelse og Handelsforbindelse med Lübeck, medens der ikke findes Spor til at han foretog sig lignende Skridt med Hensyn til Danmark; ja der er tvert imod utvetydige Tegn til at hans Stemning mod Danmark vedblev at være højst uvenlig. Alt dette fremgaar af et Par Breve fra Kongen til Lübeckerne, der endnu ere opbevarede, og hvis Indhold viser, at de ere Dele af en meget ivrig Skriftvexling, der nu i nogen Tid maa vakre bleven fort mellem ham og det lübeckske Raad angaaende de nys omhandlede Anliggender. Vi ville meddele Indholdet af disse Breve, da de deels tjene til at oplyse Sagens nærmere Sammenhæng i det hele, deels give en klar Forestilling om den Alvor og Bestemthed, hvormed Haakon vidste at staa paa sin Ret og overholde Rigets og sin Værdighed, endog naar han var tilbøjelig til at gjøre Eftergivelser for at gjenoprette Fred. „Vi have,“ siger han i sin første Skrivelse, der rimeligviis er affattet sidst i 1247 eller først i 1248, „faaet eders Brev, hvor I i heel vidløftige Ord og høflige Talemaader undskylde eder mangelunde, og møde Indvendinger med Indvendinger. (Altsaa havde Raadet i Lübeck tilskrevet Kongen, sandsynligviis efter at de frigivne Kjøbmænd vare komne hjem). Men i denne Sag ansee vi endnu ikke vor egen Ære og vore Undersaatter, der i saadan Mængde og saa hyppigt have lidt Skade af Stæderne, tilstrækkeligt fyldestgjorte, medmindre Fremtiden maaskee lader os erfare noget bedre. Intet er os nemlig kjærere eller behageligere, end at holde Fred og Venskab med dem, der søge Fred og Enighed med os, ikke i smukke Ord og Løfter, men i oprigtig og rosværdig Gjerning. Vi bede eders Forstandighed vel overveje, om det virkelig rimer sig sammen, naar I sige: „vi ønske gjerne at have Fred med eder og eders Undersaatter“ og dog taale at vore Kjøbmænd, der bringe sine Varer til eder, saagodt som i eders egne Hænder, det er nemlig I, der bevogte hiint lille Hav – plyndres af eders Mænd og Lejetropper, ja I have jo modtaget og skjult Rovet og Røverne paa eengang i eders Stad, som om disse i alle Dele havde gjort vel, i Stedet for at vore Kjøbmænd burde kunne drage fredeligt forbi og imellem eder, og begive sig, om det behøves, til eder og eders Borgere som til en Muur og Befæstning. Dersom det kun var af den danske Konges Mænd, at de siden efter plyndredes, vilde vi ikke ulejlige eder med noget Spørgsmaal om den Sag. I have ellers gjort os den Indvending, at nogle af vore Mænd have taget nogle Varer fra eders Medborger Bernhards Skib, der sank udenfor Tunsberg. Det kan dog ikke være eder ubekjendt, hvad der nu engang er blevet Skik og Brug i
