Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
72
Haakon Haakonsſøn.

mænd nøde godt af hans Mildhed, thi den antyder aabenbart langt ſtørre Harme mod Danerne, end mod Lübeckerne. Vi erfare ogſaa, at han lod ſig det være yderſt magtpaaliggende, at faa gjenoprettet den gamle gode Forſtaaelſe og Handelsforbindelſe med Lübeck, medens der ikke findes Spor til at han foretog ſig lignende Skridt med Henſyn til Danmark; ja der er tvert imod utvetydige Tegn til at hans Stemning mod Danmark vedblev at være højſt uvenlig. Alt dette fremgaar af et Par Breve fra Kongen til Lübeckerne, der endnu ere opbevarede, og hvis Indhold viſer, at de ere Dele af en meget ivrig Skriftvexling, der nu i nogen Tid maa vakre bleven fort mellem ham og det lübeckſke Raad angaaende de nys omhandlede Anliggender. Vi ville meddele Indholdet af disſe Breve, da de deels tjene til at oplyſe Sagens nærmere Sammenhæng i det hele, deels give en klar Foreſtilling om den Alvor og Beſtemthed, hvormed Haakon vidſte at ſtaa paa ſin Ret og overholde Rigets og ſin Værdighed, endog naar han var tilbøjelig til at gjøre Eftergivelſer for at gjenoprette Fred. „Vi have,“ ſiger han i ſin førſte Skrivelſe, der rimeligviis er affattet ſidſt i 1247 eller førſt i 1248, „faaet eders Brev, hvor I i heel vidløftige Ord og høflige Talemaader undſkylde eder mangelunde, og møde Indvendinger med Indvendinger. (Altſaa havde Raadet i Lübeck tilſkrevet Kongen, ſandſynligviis efter at de frigivne Kjøbmænd vare komne hjem). Men i denne Sag anſee vi endnu ikke vor egen Ære og vore Underſaatter, der i ſaadan Mængde og ſaa hyppigt have lidt Skade af Stæderne, tilſtrækkeligt fyldeſtgjorte, medmindre Fremtiden maaſkee lader os erfare noget bedre. Intet er os nemlig kjærere eller behageligere, end at holde Fred og Venſkab med dem, der ſøge Fred og Enighed med os, ikke i ſmukke Ord og Løfter, men i oprigtig og rosværdig Gjerning. Vi bede eders Forſtandighed vel overveje, om det virkelig rimer ſig ſammen, naar I ſige: „vi ønſke gjerne at have Fred med eder og eders Underſaatter“ og dog taale at vore Kjøbmænd, der bringe ſine Varer til eder, ſaagodt ſom i eders egne Hænder, det er nemlig I, der bevogte hiint lille Hav — plyndres af eders Mænd og Lejetropper, ja I have jo modtaget og ſkjult Rovet og Røverne paa eengang i eders Stad, ſom om disſe i alle Dele havde gjort vel, i Stedet for at vore Kjøbmænd burde kunne drage fredeligt forbi og imellem eder, og begive ſig, om det behøves, til eder og eders Borgere ſom til en Muur og Befæſtning. Derſom det kun var af den danſke Konges Mænd, at de ſiden efter plyndredes, vilde vi ikke ulejlige eder med noget Spørgsmaal om den Sag. I have ellers gjort os den Indvending, at nogle af vore Mænd have taget nogle Varer fra eders Medborger Bernhards Skib, der ſank udenfor Tunsberg. Det kan dog ikke være eder ubekjendt, hvad der nu engang er blevet Skik og Brug i