les Sag med hans Fiender, lod de lübeckske Skibe anholde, hvor de forefandtes i danske Farvande, fornemmelig i Sildefisket under Skanør; derved maatte Lübeckerne blive Abels og hans Brødres Forbundne, om de end ikke allerede, hvad der her var Tilfældet, stode i det nøjeste Forbund med de holstenske Grever, hvilke de havde antaget til deres Forsvarsherrer mod en aarlig Afgift. Lübeckerne gjorde Repressalier, fornemmelig herjede de i den østlige Deel af Landet. De danske Farvande bleve derved meget usikre, thi allevegne sværmede danske eller lübeckske Krigsskibe, der ikke engang regnede det nøje med at tage eller plyndre uvedkommende Nationers Skibe. Saaledes toge de Danske i Grønsund nogle norske Skibe og plyndrede dem fuldstændigt, og andensteds forgrebe ligeledes Lübeckerne sig paa norske Fartøjer. Hvorledes det lykkedes Erik at ydmyge sine Brødre og aftvinge dem Lenshylding, er det her ikke Stedet, nærmere at udvikle. Vi iagttage kun Kong Haakons Skridt i Anledning af de Mishandlinger, de norske Handelsskibe havde lidt. Forbitret over den Krænkelse, der saaledes var tilføjet Norge, og vistnok med Slagsmaalet ved Bergens Brygger for ti Aar siden i friskt Minde, lod han om Sommeren 1247 baade de danske og tydske Skibe, der laa i Bergen, tilhobe beslaglægge, og alt Godset ombord bringe i Forvaring. De fleste af disse tydske Skibe vare maaske fra Lübeck, dog synes det, som om flere af dem ogsaa vare fra andre Byer, thi navnlig omtales en eller flere Vendlandsfarere, det vil sige Skibe fra de saakaldte vendiske Stæder, isærdeleshed Rostock[1]. Dette traf sig just, medens Cardinal Villjam var i Bergen, eller ogsaa kort før hans Ankomst. Kjøbmændene fra de anvoldte Skibe henvendte sig i deres Nød til ham, og bade ham lægge et godt Ord ind for dem hos Kongen, at de maatte faa deres Gods tilbage. Cardinalen opfyldte deres Begjæring, bad Kongen for hans Skyld vise sig naadig mod dem, og forestillede ham, at det jo ikke egentlig var deres Skyld, om Ransmænd fra Danmark og Lübeck havde plyndret norske Kjøbmandsskibe. Kongen sagde da, at for Cardinalens Skyld vilde han gjerne vise sig føjelig, og lade Kjøbmændene faa deres Gods tilbage, men at han dog paa ingen Maade vilde taale den Skade, som Danerne ideligen tilføjede Nordmændene i Ran og Manddrab. Varerne bleve ogsaa virkelig tilbagegivne Kjøbmændene, som vare Kongen meget taknemmelige for denne Eftergivenhed[2]. Der kunde dog af hans nys anførte Ytring være Grund til at tvivle, hvor vidt ogsaa de danske Kjøb-
