Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
70
Haakon Haakonsſøn.

ſom Jarler af Katanes vare den ſkotſke Konges Vaſaller. Der nævnes intet om, hvorledes Gilbert den 2den reddede ſig ud af de vanſkelige Forhold i 1249.

7. Danſke og lübeckſke Kaperier. Førſte Handelsforlig med Lübeck. Spendt Forhold med Danmark.


Paa den ſamme Tid, Kong Haakon kom i et uvenſkabeligt Forhold til Skotland, indtraadte der ogſaa en Spending med Danmark, der efterhaanden blev alvorligere og alvorligere, indtil den var paa Nippet at gaa over til formelig Krig. Allerede i Kong Valdemars Levetid omtales en Kamp mellem de Danſke og Norſke paa Skanør 1237, men ſom vel kun er at betragte ſom et tilfældigt Slagsmaal, opſtaaet under Sildefiſket, og ſom neppe havde noget at betyde i politiſk Henſeende. I Danmark herſkede efter Kong Valdemar den 2dens Død hans Søn Erik, ſenere kaldet Plogpenning, ſom Konge, men hans Magt var meget indſkrænket ved de Forleninger, der vare blevne hans Brødre tildeelte, idet Abel havde faaet Sønderjylland, Chriſtopher Laaland og Falſter, og Knut nordre Halland. Abel var gift med en Datter af den holſtenſke Grev Adolf den 4de, hvilken, da han i Aaret 1239 gik i Kloſter, indſatte ham til Formynder for ſine tre mindreaarige Sønner. Hans Magt var ſaaledes vel ſaa ſtor ſom Eriks egen, hvortil kom at Abel var klog, kraftig og ſamvittighedsløs, medens Erik var heftig, fremfuſende, og opfyldt af vidtſvævende Planer til at gjenvinde ſin Faders gamle Erobringsmonarchi. Da han ſaaledes ogſaa paaſtod at Holſten ſkulde erkjende danſk Højhed, og fordrede af Abel, at han ſom hans Vaſall ſkulde hjelpe til at dette ſkede, mod ſine egne Myndlingers Interesſe, vægrede Abel ſig, og det var nær kommet til Fiendtligheder mellem Brødrene, da der heldigviis blev meglet Forlig, hvorved Abel fraſagde ſig Formynderſkabet over de unge holſtenſke Grever. Men da Abel nu fremkom med den urimelige Paaſtand, at Sønderjylland var hans Fædrenearv, for hvilken han ikke ſkyldte Erik nogen Lenspligt, kom det dog omſider virkelig til Krig, idet Erik gjorde Indfald i det Slesvigſke. Vel ſluttedes atter en Stilſtand, men Fejden udbrød ſnart paany, og med Abel toge ogſaa hans Brødre Parti, da de, følgende hans Exempel, ligeledes paaſtode at deres Len vare frie Arvebeſiddelſer, for hvilke de ej vare Erik nogen Lenspligt ſkyldige. Hertil kom nu og, at Erik, ſom vilde hevne ſig paa Lübeckerne, fordi de havde afkaſtet hans Faders Herredømme, og gjort fæl-

    Harald Maddadhsſøn, ſaa var dog allerede han paa fædrene Side af ſkotſk Herkomſt.