Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
68
Haakon Haakonsſøn.

af norſk Lenskonge, da der findes et Brev af ham, udſtedt 1251, hvor han ej kalder ſig Konge, ikke engang Herre til Mull eller Cairnburgh, men kun ſlet og ret „Eogan, Ridder, Søn af Duncan af Argyll“[1]. I Norge ſynes han ikke tidere at have været. Det heder vel, at han, ſaavel ſom Kong Duggall, deeltoge i det Ledingstog, Kong Haakon, ſom det nedenfor ſkal berettes, foretog til Gøtaelven i Juni 1253 for i Forening med Byrge Jarl af Sverige at bekrige Danmark, men der er den ſtørſte Rimelighed for, at Sagaſkriveren ved en Forglemmelſesfejl har forvexlet ham med Magnus Olafsſøn af Man. Thi denne, der i 1252 kom paa egen Haand til Man, og ſtrax med Enthuſiasme modtoges og hyldedes af Indbyggerne, begav ſig i det følgende Aars Mai Maaned over til Norge, for at hylde Kong Haakon og modtage Kongenavn af ham, og kom ſaaledes netop betids til at ledſage ham paa Toget[2]. Kong Haakon, ſiges der, modtog ham med megen Udmerkelſe, beholdt ham hos ſig Vintren over, og gav ham, ſandſynligviis i Julen, Kongenavn over alle de Øer, ſom hans Forgængere havde beſiddet med Arveret, hvorhos han meddeelte ham, ligeſom tidligere Broderen, ſit Brev og Segl for at de ſamme Øer til alle kommende Tider ſkulde tilhøre ham og hans Efterkommere. Saaledes bekræftet i ſit Kongedømme, til Forfærdelſe, heder det, for hans Modſtandere, der ſaa og hørte det, og nu maatte opgive alt Haab om at ſtøde ham fra Riget, vendte han tilbage til ſit Rige, og Kongen, ſiges der, viſte ham ved Afſkeden megen Hæder[3]. Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Duggall ved denne Lej-

  1. Se Archæol. Scot. II. 399.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 271. Det heder her, at Kongen havde tre Konger i ſit Følge, Kong Haakon unge, Kong Jon i Syderøerne, og Kong Duggall. Det charakteriſtiſke er her de „tre Konger“, og da det nu er beviisligt, at Magnus maa have været med, maa en af de nævnte Konger, ſom urigtigt anført, vige Pladſen for ham, og dette kan da ikke blive nogen anden end Jon. Thi at Magnus kom til Norge i Mai, eller i det mindſte førſt i Juni, ſees af den engelſke Kong Henriks Lejdebrev for ham og „Familie“ (Rymer I. 289) af 30te April 1253, om uhindret at maatte pasſere gjennem England paa hans Rejſe til og Tilbagerejſe fra Norge. Er nu altſaa Magnus kommen til Norge, om end ikke førend ſidſt i Mai eller førſt i Juni, ſaa var der enda Tid nok til at komme med paa Toget, da Mødet varede fra 24de til henved 29de Juni. At Magnus ſtrax ved ſin Ankomſt har opſøgt Haakon, kan ikke betvivles, og det er da ligeſaa ſikkert, at Haakon har taget ham med paa dette Tog, hvor han ret lagde an paa at optræde ſaa imponerende og viſe ſig ſaa mægtig ſom muligt. Magnus havde vel endnu ikke faaet Kongenavn af Haakon, hvis man ſtrengt ſkal holde ſig til den manſke Krønike, der førſt omtaler dette under 1254, men han var dog hyldet ſom Konge af Manværingerne, og førte viſtnok ſtedſe Kongetitel. Det ſamme var ſikkert ogſaa Tilfældet med Duggall.
  3. Den manſke Krønike ved 1253, 1254.