Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/82

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
68
Haakon Haakonssøn.

af norsk Lenskonge, da der findes et Brev af ham, udstedt 1251, hvor han ej kalder sig Konge, ikke engang Herre til Mull eller Cairnburgh, men kun slet og ret „Eogan, Ridder, Søn af Duncan af Argyll“[1]. I Norge synes han ikke tidere at have været. Det heder vel, at han, saavel som Kong Duggall, deeltoge i det Ledingstog, Kong Haakon, som det nedenfor skal berettes, foretog til Gøtaelven i Juni 1253 for i Forening med Byrge Jarl af Sverige at bekrige Danmark, men der er den største Rimelighed for, at Sagaskriveren ved en Forglemmelsesfejl har forvexlet ham med Magnus Olafssøn af Man. Thi denne, der i 1252 kom paa egen Haand til Man, og strax med Enthusiasme modtoges og hyldedes af Indbyggerne, begav sig i det følgende Aars Mai Maaned over til Norge, for at hylde Kong Haakon og modtage Kongenavn af ham, og kom saaledes netop betids til at ledsage ham paa Toget[2]. Kong Haakon, siges der, modtog ham med megen Udmerkelse, beholdt ham hos sig Vintren over, og gav ham, sandsynligviis i Julen, Kongenavn over alle de Øer, som hans Forgængere havde besiddet med Arveret, hvorhos han meddeelte ham, ligesom tidligere Broderen, sit Brev og Segl for at de samme Øer til alle kommende Tider skulde tilhøre ham og hans Efterkommere. Saaledes bekræftet i sit Kongedømme, til Forfærdelse, heder det, for hans Modstandere, der saa og hørte det, og nu maatte opgive alt Haab om at støde ham fra Riget, vendte han tilbage til sit Rige, og Kongen, siges der, viste ham ved Afskeden megen Hæder[3]. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Duggall ved denne Lej-

  1. ↑ Se Archæol. Scot. II. 399.
  2. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 271. Det heder her, at Kongen havde tre Konger i sit Følge, Kong Haakon unge, Kong Jon i Syderøerne, og Kong Duggall. Det charakteristiske er her de „tre Konger“, og da det nu er beviisligt, at Magnus maa have været med, maa en af de nævnte Konger, som urigtigt anført, vige Pladsen for ham, og dette kan da ikke blive nogen anden end Jon. Thi at Magnus kom til Norge i Mai, eller i det mindste først i Juni, sees af den engelske Kong Henriks Lejdebrev for ham og „Familie“ (Rymer I. 289) af 30te April 1253, om uhindret at maatte passere gjennem England paa hans Rejse til og Tilbagerejse fra Norge. Er nu altsaa Magnus kommen til Norge, om end ikke førend sidst i Mai eller først i Juni, saa var der enda Tid nok til at komme med paa Toget, da Mødet varede fra 24de til henved 29de Juni. At Magnus strax ved sin Ankomst har opsøgt Haakon, kan ikke betvivles, og det er da ligesaa sikkert, at Haakon har taget ham med paa dette Tog, hvor han ret lagde an paa at optræde saa imponerende og vise sig saa mægtig som muligt. Magnus havde vel endnu ikke faaet Kongenavn af Haakon, hvis man strengt skal holde sig til den manske Krønike, der først omtaler dette under 1254, men han var dog hyldet som Konge af Manværingerne, og førte vistnok stedse Kongetitel. Det samme var sikkert ogsaa Tilfældet med Duggall.
  3. ↑ Den manske Krønike ved 1253, 1254.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_1-4-1.djvu/82&oldid=196658»