Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
67
1250. Uroligheder paa Man.

fortælles der, landede Eogan af Argyll tilligemed Olaf Gudrødsſøns tredje Søn, Magnus, i Havnen Ragnvaldsvad paa Man, og ſendte en Opfordring til Manværingerne, rimeligviis om at antage Magnus til Konge. Men aldrig ſaa ſnart havde Manværingerne hørt Opfordringens Begyndelſes-Ord, der løde ſaaledes: „dette befaler eder Eogan, Øernes Konge“, førend de bleve ſaa opbragte over at Eogan vovede at give ſig denne Titel, og at Magnus ikke engang nævntes, at de ikke vilde høre mere, men lod Sendebudene ſtrax vende tilbage. Forbitret beſatte Eogan nu med ſine Krigsfolk den ved Flodtid omflydte St. Michaels-Ø, og beredede ſig til at angribe Manværingerne, hvis de ikke faldt til Føje. Manværingerne forſamlede ſig imidlertid bevæbnede paa Stranden, og ſendte Bud over til dem, idet de lode dem hilſe, at for ſaa vidt nogle af dem virkelig vare afſendte fra Kongen i Norge, og fremviſte hans Brev desangaaende, kunde de trygt komme i Land, og Kongens Befaling ſkulde troligt blive opfyldt. Men de hverken fremviſte noget Brev eller værdigedes overhoved at give noget Svar, eller antage noget Fredstilbud. Da ſtillede Manværingerne ſig i Slagorden, idet de nok ſaa kjekt afventede Angrebet. Dette ſynes at have vakt nogen Betænkelighed hos Eogan, hvilken, da Ebben kom, gik ombord paa ſine Skibe med en Deel af ſine Folk. Om Aftenen gjorde en af den forhen omtalte Ridder Ivars Mænd med en talrig Skare af Manværinger et uventet Angreb paa de Tilbageblevne, fældte flere af dem, og dreve de Øvrige ned til Skibene, hvorved mange omkom. Dagen efter ſejlede Eogan, meget forbitret, ſom det heder, bort, og leed undervejs Skibbrud, hvorved mange anſeede Mænd i hans Følge omkom. Hvilken Stilling Eogan indtog i Mellemtiden fra 1250 til 1263, i hvilket Aar, eller ſtrax for, han tog Parti med den ſkotſke Konge og gjorde Afkald paa ſine norſke Forleninger, ſom det i det følgende vil ſees, angives ej; man ſkulde formode at der allerede tidligt er opſtaaet nogen Kulde fra hans Side mod Kong Haakon, og at han ſiden mere har optraadt i Egenſkab af ſkotſk Magnat, end

    hvilket Sted Harald Gudrødsſøn blev holdt faſt. Sandſynligviis blev han vel indſperret i en eller anden Borg længer fra Kyſten, ſom ſ. Ex. Mjøskaſtellet eller Valdensholm. Til Man ſynes han virkelig aldrig at være kommen tilbage, ſkjønt det af det Brev fra den engelſke Konge, der nedenfor omtales, ſkulde ſynes ſom om han var ſluppen løs ved 1256. Eogan kaldes paa dette Sted i den manſke Krønike Johannes filius Dugaldi, i Stedet for filius Dungadi. Fejltagelſen er undſkyldelig, da Navnene ligne hinanden ſaa meget. At det er Eogan, ſom menes, kan der ej være nogen Tvivl om, da ingen anden end han vilde have kunnet kalde ſig „Øernes Konge“. Naar det i de islandſke Annaler ved 1249 heder at „Duggall tog Kongedømmet over Syderøerne“, ere aabenbart Eogan Dungads Søn og Duggall forvexlede, thi det var Eogan, ſom tog Kongedømmet, medens Duggall forblev hos Kong Haakon, ſom det ſynes lige til 1253.