Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Haakon Haakonsſøn.

ninger, han havde faaet af hiin, men i ſaa Fald formelig maatte opſige Haakon ſin Tjeneſte, og tilbagegive Forleningerne til ham ſelv eller hans Fuldmægtig afſlog Begjæringen, og drog bort. For Sikkerheds Skyld begav han ſig lige til Ljodhuus (Lewis). Alexander ruſtede ſig for at ſætte efter ham. Eogan, ſom frygtede hans Overmagt, erklærede ſig nu virkelig villig til at opſige Kong Haakon Huldſkab og Troſkab, men lod kun anholde om Friſt, indtil han fik meldt Kong Haakon Opſigelſen, og tilbagegivet ham Forleningerne. Men Alexander var ubønhørlig, og ſejlede afſted. Da blev han, medens han med ſine Skibe laa ved Kjarbarø, nu Kerrera[1], i Sundet mellem denne Ø og Faſtlandet, pludſelig overfalden af en heftig Feber, der endte hans Dage[2]. (8de Juli 1249). Vore Sagaer berette, at St. Olaf, St. Magnus, og St Columba Natten forud havde aabenbaret ſig for ham i Drømme, og ſagt, at det ikke vilde gaa ham godt, hvis han vedblev ſit Forſæt at bekrige Syderøerne. Hans Død gjorde Ende paa Toget; thi hans Mænd havde nu andet at tænke paa; hans Søn og Efterfølger, Alexander den 3die, var nemlig kun ſyv Aar gammel, og Regjeringen i dennes Mindreaarighed ſkulde ordnes. Saaledes afvendtes det truende Uvejr for denne Gang, og der hengik 13 Aar, inden Krigen paany blusſede op. Imidlertid ſynes Kong Haakons Herredømme i det hele taget at have været anerkjendt og hans Magt frygtet. Saaledes, da han Aaret efter, (1250) tilſkrev Harald Gudrødsſøn og kaldte ham til ſig, turde denne, der imidlertid ogſaa ſynes at have gjort den engelſke Konge Tilnærmelſer[3], ikke andet end adlyde, og kom til Norge, hvor Kong Haakon, opbragt paa ham, ſom den der havde tilranet ſig et Kongedømme, hvortil han ingen Ret havde, holdt ham faſt, og tillod ham ikke at komme tilbage igjen[4]. Samme Aar,

  1. Kerrera (lige over for den lille By Oban) ſkrives i den manſke Krønike „Kerwaray“, hos Fordun „Kerueray“ (ikke „Kerneray“ ſom det i Udgaven er læſt).
  2. Matth. Pariſ. l. c. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265, den manſke Krønike ved 1249, Fordun, IX. 63, Wintons Riimkrønike: de melroſiſke Annaler. Fordun nævner ogſaa om Alexanders krigerſke Henſigter mod Herren til Argyll, men roſer fra ſit patriotiſke Standpunkt hans Færd, og kalder ham en Hader af al Ubillighed, medens Matth. Pariſ., der nys havde været i Norge, og ſtod i venſkabeligt Forhold til Kong Haakon, ſiger at Alexander, forført af Begjærlighed, i ſit Livs ſidſte Dage afveg fra Retfærdighedens Sti. Ogſaa Sagaen kalder det „lidet kongeligt“, at han beredede ſig til Krig, medens han endnu plejede Underhandlinger med Norge.
  3. Rymer, I. S. 272: Lejdebrev fra Kong Henrik, af 28 Decbr. for „vor kjære og tro Artaldus, Konge af Man“, at komme til England og raadſlaa med Kongen; Terminen udløb næſte Aars Michelsdag.
  4. Den manſke Krønike ved 1250. Merkeligt nok, omtales disſe Transactioner med Harald Gudrødsſøn og de paafølgende med Magnus Olafsſøn aldeles ikke i Haakon Haakonsſøns Saga, ſaa at man heller ikke veed, hvorledes eller paa