ninger, han havde faaet af hiin, men i saa Fald formelig maatte opsige Haakon sin Tjeneste, og tilbagegive Forleningerne til ham selv eller hans Fuldmægtig afslog Begjæringen, og drog bort. For Sikkerheds Skyld begav han sig lige til Ljodhuus (Lewis). Alexander rustede sig for at sætte efter ham. Eogan, som frygtede hans Overmagt, erklærede sig nu virkelig villig til at opsige Kong Haakon Huldskab og Troskab, men lod kun anholde om Frist, indtil han fik meldt Kong Haakon Opsigelsen, og tilbagegivet ham Forleningerne. Men Alexander var ubønhørlig, og sejlede afsted. Da blev han, medens han med sine Skibe laa ved Kjarbarø, nu Kerrera[1], i Sundet mellem denne Ø og Fastlandet, pludselig overfalden af en heftig Feber, der endte hans Dage[2]. (8de Juli 1249). Vore Sagaer berette, at St. Olaf, St. Magnus, og St Columba Natten forud havde aabenbaret sig for ham i Drømme, og sagt, at det ikke vilde gaa ham godt, hvis han vedblev sit Forsæt at bekrige Syderøerne. Hans Død gjorde Ende paa Toget; thi hans Mænd havde nu andet at tænke paa; hans Søn og Efterfølger, Alexander den 3die, var nemlig kun syv Aar gammel, og Regjeringen i dennes Mindreaarighed skulde ordnes. Saaledes afvendtes det truende Uvejr for denne Gang, og der hengik 13 Aar, inden Krigen paany blussede op. Imidlertid synes Kong Haakons Herredømme i det hele taget at have været anerkjendt og hans Magt frygtet. Saaledes, da han Aaret efter, (1250) tilskrev Harald Gudrødssøn og kaldte ham til sig, turde denne, der imidlertid ogsaa synes at have gjort den engelske Konge Tilnærmelser[3], ikke andet end adlyde, og kom til Norge, hvor Kong Haakon, opbragt paa ham, som den der havde tilranet sig et Kongedømme, hvortil han ingen Ret havde, holdt ham fast, og tillod ham ikke at komme tilbage igjen[4]. Samme Aar,
- ↑ Kerrera (lige over for den lille By Oban) skrives i den manske Krønike „Kerwaray“, hos Fordun „Kerueray“ (ikke „Kerneray“ som det i Udgaven er læst).
- ↑ Matth. Paris. l. c. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265, den manske Krønike ved 1249, Fordun, IX. 63, Wintons Riimkrønike: de melrosiske Annaler. Fordun nævner ogsaa om Alexanders krigerske Hensigter mod Herren til Argyll, men roser fra sit patriotiske Standpunkt hans Færd, og kalder ham en Hader af al Ubillighed, medens Matth. Paris., der nys havde været i Norge, og stod i venskabeligt Forhold til Kong Haakon, siger at Alexander, forført af Begjærlighed, i sit Livs sidste Dage afveg fra Retfærdighedens Sti. Ogsaa Sagaen kalder det „lidet kongeligt“, at han beredede sig til Krig, medens han endnu plejede Underhandlinger med Norge.
- ↑ Rymer, I. S. 272: Lejdebrev fra Kong Henrik, af 28 Decbr. for „vor kjære og tro Artaldus, Konge af Man“, at komme til England og raadslaa med Kongen; Terminen udløb næste Aars Michelsdag.
- ↑ Den manske Krønike ved 1250. Merkeligt nok, omtales disse Transactioner med Harald Gudrødssøn og de paafølgende med Magnus Olafssøn aldeles ikke i Haakon Haakonssøns Saga, saa at man heller ikke veed, hvorledes eller paa
