sig alt hvad Norge besad vestenfor Solundarhavet eller Vesterhavet[1]; Raden skulde saaledes ogsaa komme til Orknøerne, naar først Syderøerne vare erobrede. Hans Harme gik først, og især, ud over Eogan af Argyll, ordi han, skjønt skotsk Undersaat, ogsaa havde hyldet den norske Konge som sin Lensherre[2]. Han lod ham kalde til sig, og Eogan kom, dog kun mod et Lejde, for hvis Overholdelse fire skotske Jarler gik i Borgen. Alexander irettesatte ham haardt, og sagde at han havde handlet som en Forræder. Eogan svarede at han nok skulde vide at efterleve sin Lenspligt baade mod Skotlands og mod Norges Konge. Alexander sagde hertil, fremdeles vred, at ingen kunde tjene to Herrer paa een Gang. Eogan istemte at det dog nok lod sig gjøre, naar kun begge Herrerne ikke laa i Kamp med hinanden indbyrdes. Men da Alexander netop stod i Beredskab med at paaføre Norges Konge Krig, var det rigtignok nødvendigt for Eogan at tage Parti, og vælge mellem dem begge. Alexander fordrede endog, at han uden videre skulde overlade ham hele det Len, han havde modtaget af Kong Haakon, hvilket fornemmelig synes at have været Øen Mull, med Borgen Cairnburgh og tre andre Kasteller[3]; derimod tilbød han ham til Gjengjeld dobbelt saa store Forleninger i Skotland, og sit Venskab. Alle Eogans Frænder og Venner raadede ham paa det indstændigste til at opfylde Kongens Begjæring. Men den redelige Eogan, der indsaa, at han, om han end havde Ret til, i Krigstilfælde at erklære sig for den skotske Konge, dog ikke uden at bryde sin Eed til Kong Haakon kunde oven i Kjøbet overdrage Alexander de Forle-
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265. Hvad der forstaaes ved Thursesker vides ikke med Vished, da det umuligt, som nogle have antaget, kan være Klipperne ved det nuværende Thurso, hvilket fordum kaldtes Thorsaa. Snarere maatte det søges blandt Skjærene østenfor Hjaltland og Orknøerne.
- ↑ Det efterfølgende er berettet deels efter Haakon Haakonssøns Saga Cap. 263, deels efter Matth. Paris. S. 516, hvor ogsaa Alexanders og Eogans Forhandlinger omtales temmelig udførligt. Sagaforfatterens og Matthæus’s Beretninger stemme saa fortrinligt med hinanden, at man tydeligt nok kan se, at begge have været vel underrettede, ligesom man derved og vinder den bedste Forestilling om begges Troværdighed. Kun kan man af Matth. Paris. ikke godt se, at Eogan begav sig personligt til Kong Alexander, hvilket Sagaen saa udtrykkeligt siger, at der ej kan være nogen Tvivl derom.
- ↑ Saaledes Sagaen; Matthæus nævner kun „en Ø mellem Orknøerne og Skotland“ (det vil sige paa Søvejen fra Skotlands Vestkyst til Orknøerne) hvilken ej kan være andet end Mull, maaske med de nærmest liggende Øer. Navnet Cairnburgh, Kiarnaborg, er i flere Haandskrifter skrevet (eller maaske kun af Udgiverne læst) „Bjarnaborg“, ligesom strax nedenfor „Bjartarey“ for „Kjarbarey“. Cairnburgh laa ikke umiddelbart paa Mull, men paa en liden Klippeø ved dens Vestside, de tre andre vare rimeligviis Duart, Aros og Moy, alle paa inll. Se Martins Discription &c. S. 255.
