Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
65
1249. Alexander af Skotland og Eogan af Argyll.

ſig alt hvad Norge beſad veſtenfor Solundarhavet eller Veſterhavet[1]; Raden ſkulde ſaaledes ogſaa komme til Orknøerne, naar førſt Syderøerne vare erobrede. Hans Harme gik førſt, og iſær, ud over Eogan af Argyll, ordi han, ſkjønt ſkotſk Underſaat, ogſaa havde hyldet den norſke Konge ſom ſin Lensherre[2]. Han lod ham kalde til ſig, og Eogan kom, dog kun mod et Lejde, for hvis Overholdelſe fire ſkotſke Jarler gik i Borgen. Alexander iretteſatte ham haardt, og ſagde at han havde handlet ſom en Forræder. Eogan ſvarede at han nok ſkulde vide at efterleve ſin Lenspligt baade mod Skotlands og mod Norges Konge. Alexander ſagde hertil, fremdeles vred, at ingen kunde tjene to Herrer paa een Gang. Eogan iſtemte at det dog nok lod ſig gjøre, naar kun begge Herrerne ikke laa i Kamp med hinanden indbyrdes. Men da Alexander netop ſtod i Beredſkab med at paaføre Norges Konge Krig, var det rigtignok nødvendigt for Eogan at tage Parti, og vælge mellem dem begge. Alexander fordrede endog, at han uden videre ſkulde overlade ham hele det Len, han havde modtaget af Kong Haakon, hvilket fornemmelig ſynes at have været Øen Mull, med Borgen Cairnburgh og tre andre Kaſteller[3]; derimod tilbød han ham til Gjengjeld dobbelt ſaa ſtore Forleninger i Skotland, og ſit Venſkab. Alle Eogans Frænder og Venner raadede ham paa det indſtændigſte til at opfylde Kongens Begjæring. Men den redelige Eogan, der indſaa, at han, om han end havde Ret til, i Krigstilfælde at erklære ſig for den ſkotſke Konge, dog ikke uden at bryde ſin Eed til Kong Haakon kunde oven i Kjøbet overdrage Alexander de Forle-

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265. Hvad der forſtaaes ved Thurſeſker vides ikke med Vished, da det umuligt, ſom nogle have antaget, kan være Klipperne ved det nuværende Thurso, hvilket fordum kaldtes Thorsaa. Snarere maatte det ſøges blandt Skjærene øſtenfor Hjaltland og Orknøerne.
  2. Det efterfølgende er berettet deels efter Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 263, deels efter Matth. Pariſ. S. 516, hvor ogſaa Alexanders og Eogans Forhandlinger omtales temmelig udførligt. Sagaforfatterens og Matthæus’s Beretninger ſtemme ſaa fortrinligt med hinanden, at man tydeligt nok kan ſe, at begge have været vel underrettede, ligeſom man derved og vinder den bedſte Foreſtilling om begges Troværdighed. Kun kan man af Matth. Pariſ. ikke godt ſe, at Eogan begav ſig perſonligt til Kong Alexander, hvilket Sagaen ſaa udtrykkeligt ſiger, at der ej kan være nogen Tvivl derom.
  3. Saaledes Sagaen; Matthæus nævner kun „en Ø mellem Orknøerne og Skotland“ (det vil ſige paa Søvejen fra Skotlands Veſtkyſt til Orknøerne) hvilken ej kan være andet end Mull, maaſke med de nærmeſt liggende Øer. Navnet Cairnburgh, Kiarnaborg, er i flere Haandſkrifter ſkrevet (eller maaſke kun af Udgiverne læſt) „Bjarnaborg“, ligeſom ſtrax nedenfor „Bjartarey“ for „Kjarbarey“. Cairnburgh laa ikke umiddelbart paa Mull, men paa en liden Klippeø ved dens Veſtſide, de tre andre vare rimeligviis Duart, Aros og Moy, alle paa inll. Se Martins Discription &c. S. 255.