Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
64
Haakon Haakonsſøn.

30te Mai blev han i Nærheden af Trinitatiskirken i Rusſin overfaldt og dræbt af en Ridder ved Navn Ivar, der tilligemed flere andre ſtod i Ledtog med hans Frænde Harald, Gudrød Ragnvaldsſøns Søn, hvilken nu opkaſtede ſig til Konge. Det tilføjes, at han jagede næſten alle de Høvdinger, der havde holdt med Kong Harald Olafsſøn, i Landflygtighed, og ſatte i deres Sted ſine egne Tilhængere, der hidtil havde været landflygtige[1]. Heraf maa man ſlutte, at han ogſaa ſelv tidligere har deelt deres Skjebne, men nu ſamlet dem om ſig, og ganſke uventet landet paa Øen for at efterſtræbe Ragnvalds Liv, hvilket ſaaledes lykkedes alt for godt. Harald beholdt den ranede Magt i et Aars Tid, indtil Kong Haakon, ſom det i det følgende ſkal berettes, indſtevnede ham til ſig.

I Norge betragtedes Kong Haralds Død ſom vis allerede i Løbet af Vinteren, thi da tom Efterretningen derom, ſiges der, til Kong Haakon, under hans Vinterophold i Tunsberg, og for at Øerne ikke ſkulde være ganſke uden Høvdinger, ſendte han ſtrax Bud til Eogan af Argyll i Bergen, at han ſnareſt muligt ſkulde rejſe hjem til Øerne og pasſe paa Riget, indtil Kongen traf yderligere Foranſtaltninger[2]. Eogan begav ſig, ſom det ſynes, ſtrax afſted, thi han maa være kommen til Øerne i Begyndelſen af 1249[3]. Det var paa høj Tid, thi Kong Alexander, kjed af de idelige Afſlag paa ſin Begjæring om at ſaa Øerne kjøbte, havde allerede, førend hans ſidſte Geſandt var kommen tilbage fra Norge, begyndt at ſamle en Hær, og erklærede at han ikke vilde hvile, førend han havde ſat ſit Banner øſtenfor Thurſeſker og underkaſtet

  1. At der var et Slags Sammenſværgelſe, ſees af det nedenfor paaberaabte Brev fra Kong Henrik 1256. Den lanercoſtſke Krønike ſiger lige frem, at Ragnvald blev dræbt af „Ridder Ivars Folk“. Denne Krønike har ogſaa for 1237 følgende beſynderlige Beretning: „Samme Aar døde Kong Alan, Søn af Gudrød, Broder af Ragnvald, 21de Mai, og derpaa fulgte hans Søn Harald i Regjeringen, 14 Aar gammel, og herſkede 12 Aar“. Her maa der være en Fejltagelſe: Harald Gudrødsſøn er aabenbart meent, men hvo var hiin Alan? — Den manſke Krønike indſkyder her (ved 1249) en Beretning om et foregivet Mirakel, hvorved Jomfru Maria frelſte en af Harald Olafsſøns forrige Venner, Oldingen Donald, der havde taget ſin Tilflugt for Harald Gudrødsſøns Forfølgelſer til Mariekloſteret i Rusſin, men ved ſvigagtige Løfter om Sikkerhed var lokket ud derfra og kaſtet i Fængſel, hvorfra han paa en højſt uventet, næſten overnaturlig Maade blev reddet. „Dette“, tilføjer Chroniſten, „have vi ſkrevet ſaaledes ſom vi hørte det af hans egen Mund“. Chroniſten var altſaa ſamtidig med Begivenhederne.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 264.
  3. Et Haandſkrift tilføjer her „om Høſten“, men det kan ikke forholde ſig ſaa, da Kong Alexander døde allerede i Juli.