30te Mai blev han i Nærheden af Trinitatiskirken i Russin overfaldt og dræbt af en Ridder ved Navn Ivar, der tilligemed flere andre stod i Ledtog med hans Frænde Harald, Gudrød Ragnvaldssøns Søn, hvilken nu opkastede sig til Konge. Det tilføjes, at han jagede næsten alle de Høvdinger, der havde holdt med Kong Harald Olafssøn, i Landflygtighed, og satte i deres Sted sine egne Tilhængere, der hidtil havde været landflygtige[1]. Heraf maa man slutte, at han ogsaa selv tidligere har deelt deres Skjebne, men nu samlet dem om sig, og ganske uventet landet paa Øen for at efterstræbe Ragnvalds Liv, hvilket saaledes lykkedes alt for godt. Harald beholdt den ranede Magt i et Aars Tid, indtil Kong Haakon, som det i det følgende skal berettes, indstevnede ham til sig.
I Norge betragtedes Kong Haralds Død som vis allerede i Løbet af Vinteren, thi da tom Efterretningen derom, siges der, til Kong Haakon, under hans Vinterophold i Tunsberg, og for at Øerne ikke skulde være ganske uden Høvdinger, sendte han strax Bud til Eogan af Argyll i Bergen, at han snarest muligt skulde rejse hjem til Øerne og passe paa Riget, indtil Kongen traf yderligere Foranstaltninger[2]. Eogan begav sig, som det synes, strax afsted, thi han maa være kommen til Øerne i Begyndelsen af 1249[3]. Det var paa høj Tid, thi Kong Alexander, kjed af de idelige Afslag paa sin Begjæring om at saa Øerne kjøbte, havde allerede, førend hans sidste Gesandt var kommen tilbage fra Norge, begyndt at samle en Hær, og erklærede at han ikke vilde hvile, førend han havde sat sit Banner østenfor Thursesker og underkastet
- ↑ At der var et Slags Sammensværgelse, sees af det nedenfor paaberaabte Brev fra Kong Henrik 1256. Den lanercostske Krønike siger lige frem, at Ragnvald blev dræbt af „Ridder Ivars Folk“. Denne Krønike har ogsaa for 1237 følgende besynderlige Beretning: „Samme Aar døde Kong Alan, Søn af Gudrød, Broder af Ragnvald, 21de Mai, og derpaa fulgte hans Søn Harald i Regjeringen, 14 Aar gammel, og herskede 12 Aar“. Her maa der være en Fejltagelse: Harald Gudrødssøn er aabenbart meent, men hvo var hiin Alan? – Den manske Krønike indskyder her (ved 1249) en Beretning om et foregivet Mirakel, hvorved Jomfru Maria frelste en af Harald Olafssøns forrige Venner, Oldingen Donald, der havde taget sin Tilflugt for Harald Gudrødssøns Forfølgelser til Marieklosteret i Russin, men ved svigagtige Løfter om Sikkerhed var lokket ud derfra og kastet i Fængsel, hvorfra han paa en højst uventet, næsten overnaturlig Maade blev reddet. „Dette“, tilføjer Chronisten, „have vi skrevet saaledes som vi hørte det af hans egen Mund“. Chronisten var altsaa samtidig med Begivenhederne.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 264.
- ↑ Et Haandskrift tilføjer her „om Høsten“, men det kan ikke forholde sig saa, da Kong Alexander døde allerede i Juli.
