Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
63
1248. Den manſke Kong Harald omkommer.

fra Munkene i Rusſin og Furneſs, der paaberaabte ſig hiint Pavebrev, og man maa viſt antage, at Krønikens Forfatter, der maaſke ikke var ſaa ganſke bekjendt med det rette Forhold, udtrykker ſig noget unøjagtigt, da der neppe nu for Alvor kunde være Tale om et ſaa ucanoniſk Valg, ſom det, Kong Harald ſkal have fordret. Skjønt Laurentius gik Glip af Indvielſen, og Paveſtolen ſtod vacant i henved ſex Aar, viſtnok under heftige Pennefejder fra begge Sider, gik dog, ſom vi ville ſee, Erkebiſkoppen af Nidaros eller Capitlet i Man tilſidſt af med Sejren.

Ved Mikkelsdags-Tid indſkibede Kong Harald ſig med ſin Dronning, den udvalgte Biſkop, og mange andre anſeede Mænd paa et ſtort Fartøj, for at drage hjem. De unge Konger Eogan[1] og Duggall ſkulde, ſom ovenfor nævnt, have været med, men det blev ikke noget af, uviſt hvorfor; ſandſynligviis har vel Kongen efter nærmere Overvejelſe fundet det raadeligere, at beholde dem tilbage hos ſig indtil videre. Duggall rejſte øſter til Kongen og tilbragte Vintren hos ham; Eogan forblev i Bergen. De kunde priſe ſig lykkelige, at de bleve tilbage, thi Skibet, ſom bar Kongeparret og dets Følge, hørte eller ſaa man ikke mere til, uden for ſaa vidt ſom nogle Vragſtumper dreve ind til Sydſpidſen af Hjatland, hvoraf man ſluttede, at det maatte være forgaaet i Dynraſt (nu Sumburgh Rooſt), det ſtormende Hav mellem Hjatland og Fridarø. Ikke en levende Sjæl blev frelſt[2]. Efterretningen herom vakte den ſtørſte Sorg paa Syderøerne, da Harald var meget afholdt[3], og hans Giftermaal med Kongedatteren havde vakt glimrende Forhaabninger om hans Fremtid. Ogſaa for Kong Haakon maatte det være et haardt Stød, thi ej alene miſtede han en Datter, men den Udſigt, der ved hendes Giftermaal var aabnet til en nærmere Tilſlutning af Syderøernes Rige til Moderlandet, var nu før det førſte ganſke afſkaaren. Det lader til, at Manværingerne ikke har anſeet Haralds Død for ganſke vis, førend efter at Vinteren var til Ende og Vaaren begyndt, thi ikke førend 6te Mai 1249, fortælles der, tiltraadte hans Broder Ragnvald Regjeringen efter ham[4]. Han herſkede ikke længere end i 24 Dage, thi den

  1. At Eogan, (og rimeligviis ogſaa Duggall,) maa have været temmelig ung, kan ſkjønnes af at hans Navn forekommer Breve lige fra denne Tid indtil 1304. Se Registrum magni Sigilli Regni Scotiæ, XIV. No. 389, jvfr. Arcæologia Scotica II. 399.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 260, den manſke Krønike og de islandſke Annaler ved 1298.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt baade i Sagaen og i den manſke Krønike.
  4. Den manſke Krønike, ved 1249. Muligt imidlertid, at Opholdet ogſaa kan være foraarſaget ved indre Uroligheder, der ſtode i Forbindelſe med Ragnvalds kort paafølgende Drab.