Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
60
Haakon Haakonsſøn.

Frænde Duggall, Søn af Ruaidhri af Cantire, indfandt ſig hos Kong Haakon ſamtidigt med, eller ſtrax efter hiint Bryllup, med Anmodning om at han vilde give dem Kongenavn over den nordre, det vil her ſige den nordøſtlige Deel af Suderøerne Altſaa maa Eogans Fader Duncan og Duggalls Fader Ruaidhri kort forud være døde; hvad Duggall Skrok angaar, er det uviſt om han nogenſinde ſlap løs fra det Fangenſkab, hvori han faldt 1230, eller overlevede denne Fejde. Eogan var en brav og hæderlig Mand, der paa bedſte Maade ſøgte at ſkikke ſig i ſin vanſkelige Stilling, ſom Underſaat, baade af Norges og Skotlands Konge. Kongen ſynes derfor heller ikke at have betænkt ſig paa at opfylde hans Bøn, men gav ham Kongenavn endnu ſamme Sommer, ej længe efter Brylluppet. Dette ſkede i Eldøſund ved Stordøen, hvor Kongen juſt laa med ſin Flaade paa ſin Tilbagerejſe til Viken, for fremdeles at pleje Underhandlinger med Sverige. Ogſaa Duggall ſynes ved ſamme Lejlighed at have faaet Kongenavn, ſkjønt det ikke udtrykkeligt ſiges. Det var Beſtemmelſen, at de begge tilſammen med det nygifte Kongepar ſkulde vende tilbage til Suderøerne om Høſten[1].

Paa denne Tid herſkede der, ſom det lader, ikke liden Tviſt om Beſættelſen af den manſke eller ſyderøiſke Biſkopsſtol og den norſke Erkebiſkops Metropolitanret over dette Biſkopsdømme, hvilken Erkebiſkoppen af York og dennes Undergivne vilde gjøre ham ſtridig. Biſkop Simon, hvilken Erkebiſkop Peter havde indviet i Aaret 1226, ſom det tidligere er berettet[2], var død i en høj Alder den 28de Februar 1247[3]. Han havde,

    Oenus“, eller, efter Læſemaaden i den londonſke Udgave, hvoraf Thormod Torvesſøn (261) har citeret dette Sted, Genus. Hans rette Navn i dets latinſke Form var Eugenius, ſaaledes ſkriver han det ſelv i flere Diplomer, ſe Archæol. Scot. II. S. 399, ligeledes ſkrives det ſaa hos Fordun, X. 24.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 260.
  2. Se ovenfor III. S. 762.
  3. At Biſkop Simon døde 1247, ſiges udtrykkeligt i den Manſke Krønike, lige ſom det kan ſees af den til denne føiede Biſkopsfortegnelſe, hvor det heder, at Biſkopsſtolen efter hans Død ſtod vacant i henved 6 Aar, thi hans Eftermand, Richard, indviedes ikke førend 1253 af Erkebiſkop Sørle, medens denne opholdt ſig i Rom, ſom det ſiden vil ſees. Rigtignok tilføjes det, beſynderligt nok, i den manſke Krønike, at Simon døde i ſit Embedes 18de Aar, hvilket, regnet fra hans Indvielſe, Sommeren 1226, bliver 1244, ſiden hans Død falder i Februar. Men dette maa være en ſimpel Uagtſomheds- eller Regne-Fejl, der maaſke endog vilde kunne berigtiges, om man havde flere Haandſkrifter af Krøniken. Thi man kan dog ikke her paaberaabe ſig den ſtrax herefter omtalte pavelige Skrivelſe af 15de Februar 1244 ſom Beviis for, at han allerede maatte være død i 1243; Skrivelſen er nemlig, ſom vi ovenfor i Texten paapege, tydeligt erhvervet i hans Levetid for at haves ved Haanden, naar han engang afgik ved Døden; Febr. 1243 vilde falde i hans 17de Aar,