Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
59
1237—1249. Kong Harald i Man.

været nævnt. Man ſkulde ſaaledes friſtes til at formode, at han den længſte Tid havde været holdt i Fangenſkab, og at Kongen ej har ladet ham ſlippe ud af dette, førend efter Hertugens Fald, da der ligeledes maa være kommen Efterretning om at Gospatrik var død Aaret forud[1]. Harald vendte nu tilbage fra Norge (1242), landede førſt ved Norderøerne, ſamlede her en Flaade, og begav ſig med denne til Man, hvor han dog fandt en ſaa venlig og kjærlig Modtagelſe, at han ſtrax ſendte Flaaden hjem igjen. Fra denne Tid af herſkede Harald i Ro og Fred. Dog ſynes Kong Haakons Mistanke atter at være bleven vakt imod ham, da Harald ved Paaſketider 1246, efter ſin Faders Exempel, beſøgte Kongen af England i London, der ſlog ham til Ridder og gjorde ham ſtore Foræringer.[2]. Kong Haakon kaldte ham nemlig i det følgende Aar til ſig — det kan neppe have været for at overvære Kroningen, thi Indkaldelſen ſynes at være udgaaet efter denne, og ikke at være kommen til Harald førend om Høſten[3]. Harald adlød ſtrax, lagde Vejen over England, og kom til Bergen nogen Tid efter at Kongen, ſom det i det følgende nærmere ſkal omtales, havde begivet ſig til Oslo, for bekvemmere at kunne pleje Underhandlinger med Sverige. Harald rejſte ſtrax efter Kongen, traf ham i Oslo, og tilbragte Vintren hos ham[4]. Den Unaade, hvori han muligviis var falden, veg dog i ſaa Fald ſnart før den bedſte Forſtaaelſe, og der aftaltes endog et Giftermaal mellem Harald og Kongens Datter Fru Cecilia, Gregorius Andresſøns Enke. Brylluppet ſtod med megen Pragt i Kongsgaarden i Bergen den følgende Sommer (i Juli Maaned), og Kong Haakon ſkal, forſikres der, have lovet at hædre og hæve ham højere end nogen af hans Forgængere[5].

Af Fyrſterne af den ſumarlidſke .Linje, der beherſkede de Øer, ſom ligger nærmere ved Skotlands Kyſter, og ligeledes havde Beſiddelſer paa Faſtlandet, tales der ikke mere om Duncan af Lorn og hans Broder Duggall Skrok[6]. Derimod erfare vi, at Duncans Søn Eogan, eller, ſom vore Sagaer kalde ham, Jon[7], tilligemed hans

  1. Sammeſteds.
  2. Den manſke Krønike ſætter dette under 1247, men Matthæus Pariſ. (S. 474) henfører det rigtigere til Paaſke 1246, hvilket kan ſees af et hos Rømer (S. 264) aftrykt Leidebrev af den engelſke Konge for Harald, dateret 9de Januar 1246, gjeldende indtil Pints ſ. A., om frit at komme til England, opholde ſig der, og drage bort igjen.
  3. Den lanercoſtſke Krønike ſiger rigtignok at han indkaldtes til Kroningen, men den manſke, ſom i dette Stykke er dens Kilde, har intet derom.
  4. Den manſke Krønike, ſammenholdt med Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 259.
  5. Den manſke Krønike. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 260.
  6. Om disſe, ſe ovenfor III. S. 771, 772.
  7. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 260. Matth. Pariſ. (S. 516) kalder ham