Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
58
Haakon Haakonsſøn.

ling paa Thingvold, hvor ogſaa Loglenn fremmødte meget mandſterk, af Frygt, ſom det heder, for Brødrene Mac Neal, med hvem han ſtod paa en fiendtlig Fod; ſamt at der nu udſpandt ſig imellem begge Partier en heftig Ordvexling ſom omſider gik over til en virkelig Kamp, i hvilken Loglenns Parti ſejrede, og Joſef faldt, tilligemed tvende af Mac Neal’erne, Duggall og Mælmor. Vaaren efter landede dog Harald ſelv med en ſterkere Hær ved Ragnvaldsvad, og nu kom Raden til Loglenn at flygte. Han vilde med ſin Foſterſøn Gudrød ſejle over til Wales, men led Skibbrud ved et Skjær, og druknede tilligemed Foſterſønnen, efter at han førſt havde frelſt ſig op paa Skjæret, men ſiden var vendt tilbage til Skibet for at hjelpe Drengen. Harald ſatte ſig nu i Beſiddelſe af Man. Imidlertid havde han forſømt at indfinde ſig hos ſin Lensherre, Kong Haakon, for at hylde ham, ja der ſiges endog reent ud, at han vægrede ſig ved at drage til hans Hof, hvilket antyder, at Kongen maa have ladet en formelig Opfordring udgaa til ham derom. Haakon, der rimeligviis allerede havde været ſtødt paa hans Fader, og ſom nu, under ſit nærværende ſpendte Forhold til Hertug Skule, ſynes at have befundet ſig i en meer end ſædvanligt pirrelig Sindstilſtand, tog ham hans Vægring ſaa ilde op, at han erklærede ham afſat, og ſendte tvende Mænd ved Navn Gospatrik og Gilchriſt Muirkerlachs Søn over til Man for at jage ham bort, tage Øen i Beſiddelſe, og indkræve den Norges Konge tilkommende Skat. Hvad dette var for Folk, ſiges ikke, og der findes intet herom i vore Sagaer; ſandſynligviis have de været ærgjerrige Høvdinger fra Øerne, der havde begivet ſig til Norge og forebragt Kongen overdrevne Beretninger om Haralds foregivne Ulydighed og Mangel paa Loyalitet, for ſaaledes paa hans Bekoſtning at ſkaffe ſig ſelv Fordeel. Det lykkedes dem at jage Harald bort fra Man og tage Øen i Beſiddelſe. Efter flere forgjeves Forſøg paa at faa den tilbage, bekvemmede han ſig endelig til at drage over til Norge, og ydmyge ſig for Kong Haakon. Han forblev i Norge over to Aar (1239—1242) og det lykkedes ham i denne lange Tid omſider at finde Naade for Kongens Øjne ſaa at denne endog gav ham Kongenavn, og forlenede ham og alle hans Efterkommere for Fremtiden med alle de Øer, Man iberegnet, ſom hans Forgængere Olaf, Ragnvald og Gudrød havde beſiddet. Til Bekræftelſe herom udſtedte han endog et aabent Brev under ſit Segl[1]. Beſynderligt nok, omtale vore egne Sagaer ikke med et eneſte Ord denne Haralds lange Nærværelſe i Norge, hvorom der dog ikke kan være nogen Tvivl; det ſynes dog, ſom om han maalte have taget Deel med i Krigen mod Skule, og at han ved denne Lejlighed af og til maatte have

  1. Den manſke Krønike, ved de nævnte Aar.