ling paa Thingvold, hvor ogsaa Loglenn fremmødte meget mandsterk, af Frygt, som det heder, for Brødrene Mac Neal, med hvem han stod paa en fiendtlig Fod; samt at der nu udspandt sig imellem begge Partier en heftig Ordvexling som omsider gik over til en virkelig Kamp, i hvilken Loglenns Parti sejrede, og Josef faldt, tilligemed tvende af Mac Neal’erne, Duggall og Mælmor. Vaaren efter landede dog Harald selv med en sterkere Hær ved Ragnvaldsvad, og nu kom Raden til Loglenn at flygte. Han vilde med sin Fostersøn Gudrød sejle over til Wales, men led Skibbrud ved et Skjær, og druknede tilligemed Fostersønnen, efter at han først havde frelst sig op paa Skjæret, men siden var vendt tilbage til Skibet for at hjelpe Drengen. Harald satte sig nu i Besiddelse af Man. Imidlertid havde han forsømt at indfinde sig hos sin Lensherre, Kong Haakon, for at hylde ham, ja der siges endog reent ud, at han vægrede sig ved at drage til hans Hof, hvilket antyder, at Kongen maa have ladet en formelig Opfordring udgaa til ham derom. Haakon, der rimeligviis allerede havde været stødt paa hans Fader, og som nu, under sit nærværende spendte Forhold til Hertug Skule, synes at have befundet sig i en meer end sædvanligt pirrelig Sindstilstand, tog ham hans Vægring saa ilde op, at han erklærede ham afsat, og sendte tvende Mænd ved Navn Gospatrik og Gilchrist Muirkerlachs Søn over til Man for at jage ham bort, tage Øen i Besiddelse, og indkræve den Norges Konge tilkommende Skat. Hvad dette var for Folk, siges ikke, og der findes intet herom i vore Sagaer; sandsynligviis have de været ærgjerrige Høvdinger fra Øerne, der havde begivet sig til Norge og forebragt Kongen overdrevne Beretninger om Haralds foregivne Ulydighed og Mangel paa Loyalitet, for saaledes paa hans Bekostning at skaffe sig selv Fordeel. Det lykkedes dem at jage Harald bort fra Man og tage Øen i Besiddelse. Efter flere forgjeves Forsøg paa at faa den tilbage, bekvemmede han sig endelig til at drage over til Norge, og ydmyge sig for Kong Haakon. Han forblev i Norge over to Aar (1239–1242) og det lykkedes ham i denne lange Tid omsider at finde Naade for Kongens Øjne saa at denne endog gav ham Kongenavn, og forlenede ham og alle hans Efterkommere for Fremtiden med alle de Øer, Man iberegnet, som hans Forgængere Olaf, Ragnvald og Gudrød havde besiddet. Til Bekræftelse herom udstedte han endog et aabent Brev under sit Segl[1]. Besynderligt nok, omtale vore egne Sagaer ikke med et eneste Ord denne Haralds lange Nærværelse i Norge, hvorom der dog ikke kan være nogen Tvivl; det synes dog, som om han maalte have taget Deel med i Krigen mod Skule, og at han ved denne Lejlighed af og til maatte have
- ↑ Den manske Krønike, ved de nævnte Aar.
