Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/703

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
689
1280. Kong Magnus’s Død.

ved 8 Maaneder gammel[1]. Han blev, ſom han ſelv havde beſtemt det, begraven ved St. Olafs Franciſcaner-Kloſter i Bergen.

Der ſiges om Magnus i et ſamtidigt Skrift, at hans Død var ligeſaa ſtor Skade for hele Landets Folk og iſær for Gejſtligheden, ſom Kong Joſias Død fordum for Jødefolket. Det kan heller ikke være nogen Tvivl om, at hans Død bar vakt almindelig Sorg, ej alene fordi Folket paa Grund af hans perſonlige Elſkværdighed havde faaet ham meget kjær, men ogſaa, og i Særdeleshed, fordi det maatte være Alle og Enhver klart, at han alene nu formaaede at holde de politiſke Storme tilbage, der hvert Øjeblik truede med at udbryde, og at det eneſte Haab om at faa dem afværgede, var afhængigt af, om han levede længe nok til at berolige Gemytterne og vænne dem til den gjenſidige Fordragelighed, ſom de endnu ikke tilfulde havde kunnet lære. Om end ſaadanne Elementer til Parti-Tvedragt havde været tilſtede, ſaa vilde kun den langvarige Mindreaarigheds-Regjering, ſom ved hans alt for tidlige Død maatte indtræde, være nok til at lade alle ſande Fædrelandsvenner betragte denne ſom en af de ſtørſte Ulykker, der kunde overgaa Landet. Og de Storme, ſom virkelig brøde ud, og om hvilke vi i det Følgende komme til at berette, maatte i Tidens Løb ved den overordentlige Modſætning, de afgave i Forhold til Kong Magnus’s lykkelige og fredelige Regjering, bidrage end mere til at ſtille denne i et glimrende Lys.

Et Tilbageblik paa Kong Magnus’s Regjeringstid viſer ogſaa denne ſom en i det hele taget for Norge lykkelig og glædelig Periode. Folket nød i fuldt Maal Freden og dens Velſignelſer; Kongen arbejdede ivrigt og med Held, for at afſkaffe gamle Misbrug og indføre, hvad i det mindſte han ſelv og delt Tids øvrige Statsmænd antoge for en bedre Tingenes Orden; Riget var mægtigt og hædret; de politiſke Misgreb, hvori Kongen og hans Raadgivere maatte have gjort ſig ſkyldige, betragtedes i det mindſte ikke ſom ſaadanne, undtagen hvor man maaſkee troede at finde, at han viſte ſig alt for eftergivende mod Gejſtligheden. Men hvad dette angaar, maatte dog viſtnok alle Retfærdige og Sandhedskjærlige erkjende, at han havde en yderſt vanſkelig Stilling lige over for en Mand af ſaadan Myndighed og Heftighed ſom Erkebiſkop Jon; at han i det mindſte var at undſkylde, om ikke ligefrem at forſvare, naar han i det længſte ſøgte at undgaa en erklæret Kirkeſtrids Rædſler og

  1. Hans Dødsdag angives i flere Kalendarier, ſaa og i Arne Biſkops Saga, Cap. 25; Dagen kaldes her Adventus beati Nicolai i Bari, d. e. Translatio Nicolai; Annalerne nævne VII. id. Maii. De ſtockholmſke Minoriters Diarier, der omtale hans Begravelſe ved Minoriterkloſtret i Bergen, nævne hans Død ved 1ſte Juni (Scr. rer. Svec. I. 77); men maaſkee ſigte de her til Begravelſesdagen,