Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/703

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
689
1280. Kong Magnus’s Død.

ved 8 Maaneder gammel[1]. Han blev, som han selv havde bestemt det, begraven ved St. Olafs Franciscaner-Kloster i Bergen.

Der siges om Magnus i et samtidigt Skrift, at hans Død var ligesaa stor Skade for hele Landets Folk og især for Gejstligheden, som Kong Josias Død fordum for Jødefolket. Det kan heller ikke være nogen Tvivl om, at hans Død bar vakt almindelig Sorg, ej alene fordi Folket paa Grund af hans personlige Elskværdighed havde faaet ham meget kjær, men ogsaa, og i Særdeleshed, fordi det maatte være Alle og Enhver klart, at han alene nu formaaede at holde de politiske Storme tilbage, der hvert Øjeblik truede med at udbryde, og at det eneste Haab om at faa dem afværgede, var afhængigt af, om han levede længe nok til at berolige Gemytterne og vænne dem til den gjensidige Fordragelighed, som de endnu ikke tilfulde havde kunnet lære. Om end saadanne Elementer til Parti-Tvedragt havde været tilstede, saa vilde kun den langvarige Mindreaarigheds-Regjering, som ved hans alt for tidlige Død maatte indtræde, være nok til at lade alle sande Fædrelandsvenner betragte denne som en af de største Ulykker, der kunde overgaa Landet. Og de Storme, som virkelig brøde ud, og om hvilke vi i det Følgende komme til at berette, maatte i Tidens Løb ved den overordentlige Modsætning, de afgave i Forhold til Kong Magnus’s lykkelige og fredelige Regjering, bidrage end mere til at stille denne i et glimrende Lys.

Et Tilbageblik paa Kong Magnus’s Regjeringstid viser ogsaa denne som en i det hele taget for Norge lykkelig og glædelig Periode. Folket nød i fuldt Maal Freden og dens Velsignelser; Kongen arbejdede ivrigt og med Held, for at afskaffe gamle Misbrug og indføre, hvad i det mindste han selv og delt Tids øvrige Statsmænd antoge for en bedre Tingenes Orden; Riget var mægtigt og hædret; de politiske Misgreb, hvori Kongen og hans Raadgivere maatte have gjort sig skyldige, betragtedes i det mindste ikke som saadanne, undtagen hvor man maaskee troede at finde, at han viste sig alt for eftergivende mod Gejstligheden. Men hvad dette angaar, maatte dog vistnok alle Retfærdige og Sandhedskjærlige erkjende, at han havde en yderst vanskelig Stilling lige over for en Mand af saadan Myndighed og Heftighed som Erkebiskop Jon; at han i det mindste var at undskylde, om ikke ligefrem at forsvare, naar han i det længste søgte at undgaa en erklæret Kirkestrids Rædsler og

  1. Hans Dødsdag angives i flere Kalendarier, saa og i Arne Biskops Saga, Cap. 25; Dagen kaldes her Adventus beati Nicolai i Bari, d. e. Translatio Nicolai; Annalerne nævne VII. id. Maii. De stockholmske Minoriters Diarier, der omtale hans Begravelse ved Minoriterklostret i Bergen, nævne hans Død ved 1ste Juni (Scr. rer. Svec. I. 77); men maaskee sigte de her til Begravelsesdagen,