Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/702

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
688
Magnus Haakonsſøn.

Arne, og uden at beſøge Kong Magnus. Denne ſendte imidlertid Eindride Bøggul paany ud til Island, og med ham Thrønderen Lodin af Bakke[1], ſom det hed, i Egenſkab af Lagmand, fremdeles, ſom man maa formode, for at bane den nye Lovreform Indgang. For Reſten lader det til, at der hele denne Høſt og Vinter har været plejet hyppige Underhandlinger mellem det norſke Hof og fremmede Magter. Saaledes udſtedte han allerede den 7de Auguſt det før omtalte Frihedsbrev for Kjøbmændene i Bremen, aldeles eenstydende med det, han Aaret forud have udſtedt til Lübeckerne. Siden ſees der at have været vexlet Breve med det engelſke Hof angaaende Paagribelſen af Guido af Montfort, Søn af den bekjendte Simon af Montfort, Jarl af Leiceſter, hvilken Kong Edward, paa Grund af hvad han og hans Fader ſagdes at have forbrudt mod Kongehuſet, og iſær fordi han i Italien havde dræbt Kong Edwards Frænde Henrik, den udvalgte tydſke Konge Richards Søn, havde lyſt fredløs, og ſom Edward derfor ønſkede at faa i ſin Vold, for at tage Hevn over ham. Guido maa have faret vidt og bredt gjennem Europa, thi vi erfare førſt, at han om Vaaren 1279 var i Italien, og at Fyrſten af Salerno da paa hans Vegne anholdt om Naade for ham, hvilken dog ej blev ham til Deel[2]; ſenere, efter Kong Magnus’s Død, finde vi ham, eller i det mindſte En, ſom man antog for ham, i Norge, hvor man næſten ſynes at have ventet hans Ankomſt, og hvorhen derfor Kong Edward neppe har at undladt at ſkrive, for at belave Kongen og hans Høvdinger paa dette Tilfælde[3]. Den 6te Mai 1280 tilſkrev endelig Kong Magnus den engelſke Konge det allerede ovenfor omtalte Brev fra Bergen, hvori han underettede ham om, at han laa i en haard Sygdom, og derfor anbefalte til hans Raad og Biſtand ſine to Sønner, Kong Erik ſaavel ſom Hertug Haakon, hvorhos han og lod ham vide, at han agtede at lade Kong Erik krone i Bergen, førſtkommende St. Hans Tag. Han takkede ham tillige, fordi han havde ſendt ham Reliqvier, og ſendt ham til Gjengjeld med Overbringerne af Brevet, hvilke vare Erlend, Provſt for hans Capell (Apoſtelkirken), ſaavel ſom hans Drabant, Richard, atter en Deel vel afrettede Falke, to hvide og ſex graa. Den Svaghed, der nu fængſlede Magnus til Sygelejet, var hans Helſot, og det her nævnte Brev var maaſkee det ſidſte, der i hans Navn blev ſkrevet, i det mindſte til noget udenlandſkt Hof, thi han døde allerede tre Dage efter, den 9de Mai 1280, kun 41 Aar og hen-

  1. Sammeſteds. Det er kun Annalerne, ſom tale herom; i Arne Biſkops Saga nævnes ikke det mindſte om denne Sag, der dog ganſke ſynes at have ſin Rigtighed.
  2. Brev hos Rymer (II. 568) af 11te April 1279.
  3. Se nedenfor, hvad der berettes om denne Sag. Chronologien er her noget dunkel.