Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/704

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
690
Magnus Haakonsſøn.

Forvirringer, og det maa tvertimod paaſkjønnes, at han med ſit fredelige Gemyt og religiøſe Sind, og paa en Tid, da Kirkens Anſeelſe og Overhaand ſaa godt ſom havde naaet ſit højeſte Punkt, dog vovede at gjøre dens Forkæmpere nogen Modſtand, og ikke aldeles blindt hengav ſig ſom Redſkabet til deres Forherligelſe. At Underſaatterne paaſkjønnede hans gode Vilje og ufortrødne Virkſomhed, viſer ſig ogſaa nokſom i Tilnavnet „den Gode“, ſom hans Samtid eller nærmeſte Eftertid ſynes at have tillagt ham. Man finder ham ogſaa i yngre Aarbøger kaldet lagabœtir eller Lovbøderen, paa Grund af hans Hovedvirkſomhed, Lovforbedringen; men det vides ikke med Vished, om dette Tilnavn allerede blev brugeligt ſtrax efter hans Død, eller om det førſt blev opfundet i ſildigere Tider[1]. Imidlertid er det nu omſtunder blevet næſten uadſkilleligt fra hans Navn. I latinſke Breve, ſom han enten ſelv udſtedte eller modtog, kaldes han „Magnus den 4de“. Han har da ſandſynligvis regnet Magnus Olafsſøn (den gode) for den førſte, Magnus Barfod for den anden og Magnus Erlingsſøn for den tredie, uden at medregne Magnus Haraldsſøn og Magnus Sigurdsſøn (blinde), formedelſt deres kortvarige Regjering.

  1. Man finder dette Tilnavn, ſaa vidt vides, aller førſt i et Papirshaandſkrift af Annalerne (Cod. Arnam. No. 429 qv.), der er nedſkrevet i det 16de Aarhundrede, og naaer til 1427; hvis dens Original naaede lige ſaa langt, bliver ſaaledes Benævnelſen lagabœtir her ikke ældre end Begyndelſen af 15de Aarhundrede. For Reſten er Cod. 429 meget beſlægtet med Cod. 417 qv., og denne igjen med den ſaakaldte Lagmands-Annal, der naar til 1356. Ældre end denne Tid er Tilnavnet neppe. „Den gode“ kaldes Magnus allerede l Annales regii fra Begyndelſen af 14de Aarhundrede.