Forvirringer, og det maa tvertimod paaskjønnes, at han med sit fredelige Gemyt og religiøse Sind, og paa en Tid, da Kirkens Anseelse og Overhaand saa godt som havde naaet sit højeste Punkt, dog vovede at gjøre dens Forkæmpere nogen Modstand, og ikke aldeles blindt hengav sig som Redskabet til deres Forherligelse. At Undersaatterne paaskjønnede hans gode Vilje og ufortrødne Virksomhed, viser sig ogsaa noksom i Tilnavnet „den Gode“, som hans Samtid eller nærmeste Eftertid synes at have tillagt ham. Man finder ham ogsaa i yngre Aarbøger kaldet lagabœtir eller Lovbøderen, paa Grund af hans Hovedvirksomhed, Lovforbedringen; men det vides ikke med Vished, om dette Tilnavn allerede blev brugeligt strax efter hans Død, eller om det først blev opfundet i sildigere Tider[1]. Imidlertid er det nu omstunder blevet næsten uadskilleligt fra hans Navn. I latinske Breve, som han enten selv udstedte eller modtog, kaldes han „Magnus den 4de“. Han har da sandsynligvis regnet Magnus Olafssøn (den gode) for den første, Magnus Barfod for den anden og Magnus Erlingssøn for den tredie, uden at medregne Magnus Haraldssøn og Magnus Sigurdssøn (blinde), formedelst deres kortvarige Regjering.
- ↑ Man finder dette Tilnavn, saa vidt vides, aller først i et Papirshaandskrift af Annalerne (Cod. Arnam. No. 429 qv.), der er nedskrevet i det 16de Aarhundrede, og naaer til 1427; hvis dens Original naaede lige saa langt, bliver saaledes Benævnelsen lagabœtir her ikke ældre end Begyndelsen af 15de Aarhundrede. For Resten er Cod. 429 meget beslægtet med Cod. 417 qv., og denne igjen med den saakaldte Lagmands-Annal, der naar til 1356. Ældre end denne Tid er Tilnavnet neppe. „Den gode“ kaldes Magnus allerede l Annales regii fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede.
