Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/700

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
686
Magnus Haakonsſøn.

Erkebiſkop Jon ønſkede at ſikre ſig mod fremtidige Tilfælde, ſamt for at den Frihed, Kirken i mange Tider fredeligt og urokket havde nydt, ikke pludſeligt ſkulde tilintetgjøres ved Indgreb af dem, der henſynsløſt ſtyrtede frem for at gjøre den Afbræk, havde han anmodet dem, tilligemed tvende Brødre fra hvert af de før nævnte Kloſtre, efter foregaaende nøjagtig Underſøgelſe paa et Møde i hans eget „Auditorium“ tilligemed tvende Prædikebrødre ſamt Preſterne og Vicarierne ved Nidaros’s Kirker at afgive ſandfærdigt og oprigtigt Vidnesbyrd om, hvor vidt Nogen kunde erindre, at før den Tid Kirkernes Landgodſer og Beſiddelſer i Nidaros Diøces, i det mindſte de i Throndhjem, havde været underkaſtet Skatter, offentlige Afgifter eller andre Tvangs-Ydelſer, eller om Lægmænd havde haft nogen Ret over dem; hvilket Vidnesbyrd de afgave ſaaledes: at da det ikke var ubekjendt for nogen af Throndhjems Indbyggere, at Kirkernes og de Gejſtliges Gods havde været frit for Skatter og hvilke ſom helſt Ydelſer, kunde det næſten ſynes overflødigt at æſke faa Mænds Vidnesbyrd derom, thi Alles eenſtemmige Udſagn bevidnede det nokſom; men for at Taushed fra deres Side ikke ſkulde udtolkes til Skade for Kirkens Frihed, havde de alle beſluttet at efterkomme Erkebiſkoppens Begjæring; og ved at ſamtale derom med de fornemſte og ældſte, dernæſt med andre forſtandige Mænd havde de kun bort een og ſamme Erklæring af alle, nemlig at Kirkegodſet i Throndhjem fra umindelige Tider lige til indeværende Aar havde været ganſke frit og ledigt for alle Slags Skatter og Afgifter, ſaa at de derpaa boende Lejglændinger med Henſyn til de ſamme Gaarde, hverken ſkyldte Kongen eller de andre noget, men kun vare pligtige til at yde dem, af hvem de havde lejet Gaardene, en aarlig Landſkyld. Noget andet eller modſat havde de aldrig hørt, men Godſerne havde i umindelig Tid været frie for alle Slags Byrder. Dette bevidnede de fornemſte af dem ved deres hoshængte Segl; de øvrige Preſter, 29 i Tallet, navngives ſærſkilt. Brevets Indhold viſer nokſom, at de kongelige Befuldmægtigede juſt ved denne Tid enten allerede maa have gjennemrejſt det Throndhjemſke for at anſætte alt Jordegods til Leding ifølge det nye Syſtem, eller at de ſtode i Begreb med at gjøre det, og at Erkebiſkoppen ved dette Vidnesbyrd vilde ſikre ſig mod enhver Skatlægning af Kirkens og Gejſtlighedens Gods[1]. Der kan ſaaledes ikke være nogen Tvivl om, at mange ubehagelige Sammenſtød maa have fundet Sted mellem Gejſtligheden og de ſaakaldte Kongsmænd, der i hans velmeente Eftergivenhed viſtnok kun ſaa uforſvarlig Svaghed og Ligegyldighed ved at opretholde Kronens Rettigheder. Hvor nær disſe Ubehageligheder gik den fromme, fredelſkende Konge til

  1. Brev af 14de Marts 1280 Dipl. Norv. III. No. 16.