hvor magtpaaliggende det var ham, at Mødet maatte blive fuldtalligt, og man kan derfor neppe tvivle om, at han paa dette Møde agtede at faa sin Christendomsbaalk vedtagen af den forsamlede Gejstlighed. Det er ikke usandsynligt, at dette skede efter Aftale med Kong Magnus, og at denne selv nu endelig har givet sit Samtykke til, at Erkebiskoppens Christenret blev forelagt de verdslige Høvdinger til Vedtagelse. Vi erfare nemlig, at Kongen besluttede at lade sin Søn Erik krone i Bergen St. Hansdag 1280, og da en saadan Kroning ej kunde finde Sted uden de fornemste verdslige Høvdingers Deeltagelse, bliver det klart, at et virkeligt Høvdingemøde maa være tilstevnt samtidigt med Biskopsmødet, ganske saaledes som det tidligere havde været brugeligt, navnlig i 1277. Men hvor vidt dette allerede fra først af har været aftalt mellem Kongen og Erkebiskoppen, eller om hiin kun senere hen besluttede sig til at holde Høvdingemødet, kan man ej see af de forhaandenværende Oplysninger. Det første synes dog at være det rimeligste, nemlig at Kongen og Erkebiskoppen i Forening besluttede at sammenkalde et Møde af verdslige og gejstlige Høvdinger, med saa lang Frist, at det nogenledes kunde blive fuldtalligt, hovedsageligt for at handle om den nye Christenret og derved ganske at bringe de kirkelige Anliggender paa det Rene. Derimod er det nok muligt, at Beslutningen om at lade Kong Erik krone først er opstaaet hos Kongen senere, da han allerede var saa syg, at han frygtede snart at blive bortrykket, og derfor gjerne vilde gjøre alt, hvad han formaaede, for endnu i sit levende Live at sikre Erik Kronen. Det eneste Sted, hvoraf vi erfare denne hans Beslutning, er hiint før omtalte Brev til Kong Edward i England, der kun er dateret to Dage før Kong Magnus’s Død[1]. At Beslutningen maa være fattet tidligere, kan neppe betvivles, medens det dog ikke er rimeligt, at han allerede to Aar forud skulde have tænkt derpaa. Af hvad der senere forefaldt, saavel som af de samtidige Begivenheder paa Island see vi noksom, at de verdslige Høvdinger med stor Uvilje betragtede Erkebiskoppens Bestræbelser, at de lagde Planer til at gjøre ham alvorlig Modstand paa det forestaaende Møde, og at de vel endog imødesaa dette med en vis Harme. Paa sin Side sees igjen Erkebiskoppen at have truffet kraftige Forberedelser til at drive igjennem, hvad han ansaa for at være Kirkens og sin Ret. Dette fremgaar noksom af et Brev, dateret Nidaros 14de Marts 1280[2], hvori Nidaros Domkapitel, Abbederne Thore af Tuterø og Haakon af Nidarholm, saavel som Thrond, Prior i Elgeseter, bekjendtgjøre, at, da
