Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/699

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
685
1279—1280. Kirke- og Høvdingemøde berammet.

hvor magtpaaliggende det var ham, at Mødet maatte blive fuldtalligt, og man kan derfor neppe tvivle om, at han paa dette Møde agtede at faa ſin Chriſtendomsbaalk vedtagen af den forſamlede Gejſtlighed. Det er ikke uſandſynligt, at dette ſkede efter Aftale med Kong Magnus, og at denne ſelv nu endelig har givet ſit Samtykke til, at Erkebiſkoppens Chriſtenret blev forelagt de verdslige Høvdinger til Vedtagelſe. Vi erfare nemlig, at Kongen beſluttede at lade ſin Søn Erik krone i Bergen St. Hansdag 1280, og da en ſaadan Kroning ej kunde finde Sted uden de fornemſte verdslige Høvdingers Deeltagelſe, bliver det klart, at et virkeligt Høvdingemøde maa være tilſtevnt ſamtidigt med Biſkopsmødet, ganſke ſaaledes ſom det tidligere havde været brugeligt, navnlig i 1277. Men hvor vidt dette allerede fra førſt af har været aftalt mellem Kongen og Erkebiſkoppen, eller om hiin kun ſenere hen beſluttede ſig til at holde Høvdingemødet, kan man ej ſee af de forhaandenværende Oplysninger. Det førſte ſynes dog at være det rimeligſte, nemlig at Kongen og Erkebiſkoppen i Forening beſluttede at ſammenkalde et Møde af verdslige og gejſtlige Høvdinger, med ſaa lang Friſt, at det nogenledes kunde blive fuldtalligt, hovedſageligt for at handle om den nye Chriſtenret og derved ganſke at bringe de kirkelige Anliggender paa det Rene. Derimod er det nok muligt, at Beſlutningen om at lade Kong Erik krone førſt er opſtaaet hos Kongen ſenere, da han allerede var ſaa ſyg, at han frygtede ſnart at blive bortrykket, og derfor gjerne vilde gjøre alt, hvad han formaaede, for endnu i ſit levende Live at ſikre Erik Kronen. Det eneſte Sted, hvoraf vi erfare denne hans Beſlutning, er hiint før omtalte Brev til Kong Edward i England, der kun er dateret to Dage før Kong Magnus’s Død[1]. At Beſlutningen maa være fattet tidligere, kan neppe betvivles, medens det dog ikke er rimeligt, at han allerede to Aar forud ſkulde have tænkt derpaa. Af hvad der ſenere forefaldt, ſaavel ſom af de ſamtidige Begivenheder paa Island ſee vi nokſom, at de verdslige Høvdinger med ſtor Uvilje betragtede Erkebiſkoppens Beſtræbelſer, at de lagde Planer til at gjøre ham alvorlig Modſtand paa det foreſtaaende Møde, og at de vel endog imødeſaa dette med en vis Harme. Paa ſin Side ſees igjen Erkebiſkoppen at have truffet kraftige Forberedelſer til at drive igjennem, hvad han anſaa for at være Kirkens og ſin Ret. Dette fremgaar nokſom af et Brev, dateret Nidaros 14de Marts 1280[2], hvori Nidaros Domkapitel, Abbederne Thore af Tuterø og Haakon af Nidarholm, ſaavel ſom Thrond, Prior i Elgeſeter, bekjendtgjøre, at, da

  1. Rymeri Foedera I. p. II. S. 579.
  2. Dipl. Norv. III. No. 16. Ogſaa aftrykt, men meget ſkjødesløſt hos Thorkelin, Dipl. Arn. II. S. 86.