nens Artikel 3, men at Kongen dog ved denne Indstiftelse af et eget Capitel af Capell-Gejstlige har tænkt sig en større Fritagelse fra den biskoppelige Myndighed for disse, og friere Hænder for sig selv til deres Beskikkelse, end hvad han ved denne Erklæring lod sig nøje med, synes i det mindste af de senere Forhandlinger, Capell-Gejstligheden vedkommende, højst rimeligt. At han her gav efter, viser saaledes hans gode Vilje. Som et Tegn paa god Forstaaelse mellem Kong Magnus og Erkebiskoppen kan det vel ogsaa betragtes, at denne i Aaret 1279 bestemte 100 Dages Aflad for alle dem, der bade for Kong Magnus, Dronning Ingeborg og deres Børn. Vistnok havde Paven selv befalet alle Biskopper i Riget, at holde Gejstligheden til et saadant Bønnehold, men Erkebiskoppen udstrakte her Budet til alle og Enhver, og dette maa dog saaledes ansees som et Tegn paa Velvilje fra Erkebiskoppens Side. Kongen selv sendte den herom af Erkebiskoppen udstedte Skrivelse til sin Ven Biskop Arne paa Island, med venlige Hilsener og en Deel Viin og Hvedemeel til Messesang. Overbringerne af dette Brev vare Ravn Oddssøn, hvilken Kongen nu havde udnævnt til Merkesmænd, og Thorvard Thorarinssøn. Men kort efter indløb et Brev fra Erkebiskoppen, hvori denne bød Biskop Arne, ikke at lade Kongens Mænd drage de Friheder bort fra Kirken, som den havde, førend Landet kom under Norges Konge, nemlig frit at kjøbe Svovl og Falke[1]. Dette viser, at Kongsmændene fremdeles med Iver og Strenghed søgte at gjennemføre den nye Lovs Bud, og, som det allerede ovenfor er antydet, rimeligviis at faa enkelte Artikler af den i Norge nys indførte nye almindelige Lov vedtagne, førend endnu denne selv i sin Heelhed var forelagt Islændingerne. I Norge maa man ligeledes have haft travlt med at bringe de nye Lovbud i Udøvelse, og fornemmelig at organisere den nye Ledingsberegning, medens Erkebiskoppen igjen paa sin Side, saa vidt man kan skjønne, gjorde alle Forberedelser til at faa sin Christendomsbaalk vedtagen i Norge, og antog nu vel dette saa meget lettere, som Compositionen til Tunsberg, efter hvis Principer hans Christenret var udarbejdet, gav ham et fast Grundlag at bygge paa, og syntes at maatte bortrydde enhver betydeligere Tvist om de herved afgjorte Punkter. Allerede i Aaret 1278 lod Erkebiskoppen hos alle sine Lydbiskopper tilsige et almindeligt Provincial-Concilium, der skulde holdes i Bergen ved Midsommerstid 1280[2]. At han satte en saa lang Frist, som af to Aar, viser,
- ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 24.
- ↑ Sammesteds, Cap. 20. Her omtales rigtignok kun Indkaldelsen af de islandske Biskopper; muligt er det derfor, at de norske, der ej behøvede saa lang Frist, indkaldtes senere: men i alle Fald fremgaar dog heraf, at Jon allerede da havde besluttet at afholde et Kirkemøde 1280.
