Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/698

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
684
Magnus Haakonsſøn.


nens Artikel 3, men at Kongen dog ved denne Indſtiftelſe af et eget Capitel af Capell-Gejſtlige har tænkt ſig en ſtørre Fritagelſe fra den biſkoppelige Myndighed for disſe, og friere Hænder for ſig ſelv til deres Beſkikkelſe, end hvad han ved denne Erklæring lod ſig nøje med, ſynes i det mindſte af de ſenere Forhandlinger, Capell-Gejſtligheden vedkommende, højſt rimeligt. At han her gav efter, viſer ſaaledes hans gode Vilje. Som et Tegn paa god Forſtaaelſe mellem Kong Magnus og Erkebiſkoppen kan det vel ogſaa betragtes, at denne i Aaret 1279 beſtemte 100 Dages Aflad for alle dem, der bade for Kong Magnus, Dronning Ingeborg og deres Børn. Viſtnok havde Paven ſelv befalet alle Biſkopper i Riget, at holde Gejſtligheden til et ſaadant Bønnehold, men Erkebiſkoppen udſtrakte her Budet til alle og Enhver, og dette maa dog ſaaledes anſees ſom et Tegn paa Velvilje fra Erkebiſkoppens Side. Kongen ſelv ſendte den herom af Erkebiſkoppen udſtedte Skrivelſe til ſin Ven Biſkop Arne paa Island, med venlige Hilſener og en Deel Viin og Hvedemeel til Mesſeſang. Overbringerne af dette Brev vare Ravn Oddsſøn, hvilken Kongen nu havde udnævnt til Merkesmænd, og Thorvard Thorarinsſøn. Men kort efter indløb et Brev fra Erkebiſkoppen, hvori denne bød Biſkop Arne, ikke at lade Kongens Mænd drage de Friheder bort fra Kirken, ſom den havde, førend Landet kom under Norges Konge, nemlig frit at kjøbe Svovl og Falke[1]. Dette viſer, at Kongsmændene fremdeles med Iver og Strenghed ſøgte at gjennemføre den nye Lovs Bud, og, ſom det allerede ovenfor er antydet, rimeligviis at faa enkelte Artikler af den i Norge nys indførte nye almindelige Lov vedtagne, førend endnu denne ſelv i ſin Heelhed var forelagt Islændingerne. I Norge maa man ligeledes have haft travlt med at bringe de nye Lovbud i Udøvelſe, og fornemmelig at organiſere den nye Ledingsberegning, medens Erkebiſkoppen igjen paa ſin Side, ſaa vidt man kan ſkjønne, gjorde alle Forberedelſer til at faa ſin Chriſtendomsbaalk vedtagen i Norge, og antog nu vel dette ſaa meget lettere, ſom Compoſitionen til Tunsberg, efter hvis Principer hans Chriſtenret var udarbejdet, gav ham et faſt Grundlag at bygge paa, og ſyntes at maatte bortrydde enhver betydeligere Tviſt om de herved afgjorte Punkter. Allerede i Aaret 1278 lod Erkebiſkoppen hos alle ſine Lydbiſkopper tilſige et almindeligt Provincial-Concilium, der ſkulde holdes i Bergen ved Midſommerstid 1280[2]. At han ſatte en ſaa lang Friſt, ſom af to Aar, viſer,

  1. Arne Biſkops Saga, Cap. 24.
  2. Sammeſteds, Cap. 20. Her omtales rigtignok kun Indkaldelſen af de islandſke Biſkopper; muligt er det derfor, at de norſke, der ej behøvede ſaa lang Friſt, indkaldtes ſenere: men i alle Fald fremgaar dog heraf, at Jon allerede da havde beſluttet at afholde et Kirkemøde 1280.