Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/697

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
683
1278—80. Nye Tviſtigheder med Gejſtligheden.


ſaakaldte Sølvpenge var reent Sølv[1]. I Aaret 1278 indberettede Erkebiſkop Jon til Pave Nikolaus, at han havde indkrævet Sex-Aars-Tienden til det hellige Land for 1276, men at ſædvanlig norſk Courant var af ſaa ringe Værd, at den ej alene ikke modtoges udenfor Norge, men ikke engang paa nogen Maade kunde blive vexlet mod Sølv. Han foreſtillede derfor Paven, at han maaſkee gjorde bedſt i at omſætte de indkomne Penge i Varer og lade disſe ſælge i Udlandet for Sølv, hvortil ogſaa Paven bemyndigede ham ved Skrivelſe af 31te Januar 1279. For øvrigt kjender man hidtil kun tvende Exemplarer af Mynter med Kong Magnus’s Navn.

64. Kong Magnus’s ſidſte Aar, Sygdom og Død.


Imidlertid nærmede Kong Magnus’s Liv ſig ſterkt ſin Ende. Uagtet han endnu var en Mand i ſine bedſte Aar, ſynes dog hans Helbred at have været ſaa ſvag, at hans Omgivelſer forudſaa hans nær foreſtaaende Endeligt, og indrettede ſig derefter. Dette gav Anledning til nye Brydninger mellem de verdslige og gejſtlige Høvdinger, der ſynes at have formørket hans ſidſte Dage. Magnus ſelv viſte aabenbart, at det var hans oprigtige Henſigt at holde ſine i Compoſitionen givne Løfter, og fremdeles ſtaa paa en venſkabelig Fod med Erkebiſkoppen. Som et tydeligt Beviis derpaa kan man viſtnok anſee den af ham givne Erklæring, at det ingenlunde var hans Henſigt, eller endog ſømmeligt, at der ved de Privilegier, han havde tilſtaaet Apoſtelkirken og dens Provſt, berøvedes Kathedralkirken og Capitlet den disſe tilkommende Ærefrygt, men at han herved forpligtede ſig og ſine Efterkommere til at præſentere den af dem nævnte Provſt for Biſkoppen, paa det at denne kunde tage ham i Eed og indſætte ham i Embedet, efter modtaget Haandkys, ſamt at ſaa vel Provſten ſelv, ſom de af denne udnævnte Chorsbrødre ſkulde viſe Biſkoppen al ſømmelig Lydighed, Agtelſe og Ærbødighed, opfylde hans Befalinger, og underkaſte ſig hans pasſende Straf ſom deres Diøceſan-Biſkop[2]. Dette var viſtnok aldeles ſtemmende med Compoſitio-

  1. Man har Mynter fra K. Erik Magnusſøns Tid, der neppe indeholde 116 reent Selv (Holmboe: das älteſte Münzweſen Norwegens S. 22), og dog heder det i Hertug Haakons Retterbod for Hedemarken og Thoten, Hamar 23de April 1293, Art. 10, „at hvad Klagen over Peningen angaar, at den gjelder lidet, er det dog Gud og hver Mand bekjendt, at den nu var ligeſaa god ſom i hans i Faders Tage“. N. gl. Love III. S. 22. Dog finder man af flere Diplomer fra Tiden ſtrax efter K. Magnus’s Død, at 3 Mkr. norſk Mynt gjaldt ligt med 1 Mk. reent Sølv.
  2. Thorkelins Dipl. II. S. 85. Dette Brev mangler viſtnok Datum, men ſynes at maatte være at henføre til Tiden efter 1277.