saakaldte Sølvpenge var reent Sølv[1]. I Aaret 1278 indberettede Erkebiskop Jon til Pave Nikolaus, at han havde indkrævet Sex-Aars-Tienden til det hellige Land for 1276, men at sædvanlig norsk Courant var af saa ringe Værd, at den ej alene ikke modtoges udenfor Norge, men ikke engang paa nogen Maade kunde blive vexlet mod Sølv. Han forestillede derfor Paven, at han maaskee gjorde bedst i at omsætte de indkomne Penge i Varer og lade disse sælge i Udlandet for Sølv, hvortil ogsaa Paven bemyndigede ham ved Skrivelse af 31te Januar 1279. For øvrigt kjender man hidtil kun tvende Exemplarer af Mynter med Kong Magnus’s Navn.
Imidlertid nærmede Kong Magnus’s Liv sig sterkt sin Ende. Uagtet han endnu var en Mand i sine bedste Aar, synes dog hans Helbred at have været saa svag, at hans Omgivelser forudsaa hans nær forestaaende Endeligt, og indrettede sig derefter. Dette gav Anledning til nye Brydninger mellem de verdslige og gejstlige Høvdinger, der synes at have formørket hans sidste Dage. Magnus selv viste aabenbart, at det var hans oprigtige Hensigt at holde sine i Compositionen givne Løfter, og fremdeles staa paa en venskabelig Fod med Erkebiskoppen. Som et tydeligt Beviis derpaa kan man vistnok ansee den af ham givne Erklæring, at det ingenlunde var hans Hensigt, eller endog sømmeligt, at der ved de Privilegier, han havde tilstaaet Apostelkirken og dens Provst, berøvedes Kathedralkirken og Capitlet den disse tilkommende Ærefrygt, men at han herved forpligtede sig og sine Efterkommere til at præsentere den af dem nævnte Provst for Biskoppen, paa det at denne kunde tage ham i Eed og indsætte ham i Embedet, efter modtaget Haandkys, samt at saa vel Provsten selv, som de af denne udnævnte Chorsbrødre skulde vise Biskoppen al sømmelig Lydighed, Agtelse og Ærbødighed, opfylde hans Befalinger, og underkaste sig hans passende Straf som deres Diøcesan-Biskop[2]. Dette var vistnok aldeles stemmende med Compositio-
- ↑ Man har Mynter fra K. Erik Magnussøns Tid, der neppe indeholde 1⁄16 reent Selv (Holmboe: das älteste Münzwesen Norwegens S. 22), og dog heder det i Hertug Haakons Retterbod for Hedemarken og Thoten, Hamar 23de April 1293, Art. 10, „at hvad Klagen over Peningen angaar, at den gjelder lidet, er det dog Gud og hver Mand bekjendt, at den nu var ligesaa god som i hans i Faders Tage“. N. gl. Love III. S. 22. Dog finder man af flere Diplomer fra Tiden strax efter K. Magnus’s Død, at 3 Mkr. norsk Mynt gjaldt ligt med 1 Mk. reent Sølv.
- ↑ Thorkelins Dipl. II. S. 85. Dette Brev mangler vistnok Datum, men synes at maatte være at henføre til Tiden efter 1277.
