Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/696

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
682
Magnus Haakonsſøn.

pligtelſe, ſom Munkene i Nidarholm og Chorsbrødrene i Bergen. Nonnekloſtrene i Gimsø og Oslo fik hvert 30 Mkr. ſædvanlig Courant. Dominicanerne i Oslo fik 12 Mkr. Sterl., Ciſtercienſerne i Hovedø Kloſter 30 Mkr. ſædvanlig Courant. Hoſpitalet paa Varna fik 20 Mkr. ſædvanlig Courant. Franciſcanerne i Kongehelle fik 12 Mkr. Sterl., ſamt derhos til Opbyggelſe af deres Kloſter 120 Mkr. ſædvanlig Courant. Dette viſer, at dette Kloſter da ganſke nyligt maa være ſtiftet, maaſkee ved Kongens egen Foranſtaltning. Desforuden ſkjenkedes til enhver Skibrede i Kyſtfylkerne 3 Mkrs. Værd i Korn. Til Executorer beſkikkedes Biſkopperne af Oslo og Bergen, og bekræftedes ſom ſaadanne af Pave Clemens den 4de ved Bulle af 6te Auguſt 1268[1].

Kong Magnus’s milde Gaver kom ſandſynligvis meget vel tilpas, efterſom det erfares, at Norge i 1277 hjemſøgtes af Misvæxt og deraf følgende Hungersnød. Erkebiſkop Jon tog deraf Anledning til at anholde hos Pave Nikolaus om, at Norges Gejſtlighed maatte fritages for at erlægge den paa Conciliet i Lyon vedtagne Sexaars-Tiende til det hellige Lands Hjelp: hvilken Bøn Paven dog ikke fandt for godt at opfylde, men tilſtod kun Udſættelſen med Tiende-Ydelſen for 1277 indtil det 8de Aar[2]. Ogſaa i 1278 maa det have ſeet ilde ud i Norge, da Misvæxten havde været ſaa ſtor, at kun de færreſte havde faaet ſine Agre tilſaaede. Deſto mere behøvede man Tilførſel udenlands fra, og dette var vel for en ſtor Deel Aarſag, ſaavel til at Kong Magnus ſaa beredvilligt indrømmede de øſterſøiſke Handelsmænd Friheder i norſke Havne, ſom til at der ej udbrød nogen aabenbar og betydelig Krig med Danmark. Overhoved maa man vel antage, at Magnus’s Hofholdning, der efter alt, hvad man kan ſlutte fra de ſparſomme Træk, der desangaaende ere os opbevarede, maa have været meget pragtfuld, ſaavel ſom hans ſtore Bygge-Arbeider, hans Gavmildhed til Kirker og Kloſtre, og hans betydelige Udruſtninger i den ſenere Deel af hans Liv, ſlugte ſtore Pengeſummer, ſom man havde Vanſkelighed ved at tilvejebringe. I det mindſte erfarer man, at Kong Magnus ſaa ſig nødt til at benytte den i hine Tider ſædvanlige Finans-Operation, at ſlaa daarlig Mynt, og det ikke engang med Maade, men ſaaledes at kun den ubetydeligſte Deel af de

  1. Kong Magnus’s Teſtament i Dipl. Norv. IV. No. 3. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 253.
  2. Pavelig Skrivelſe af 31te Januar 1279; Dipl. Norv. I. No. 67. Hvad her ſkal forſtaaes ved „8de Aar“ er vanſkeligt nok at ſige; det kunde betegne det 8de fra Udſtedelſesdagen, men da tidligere Udtrykket „andet Aar“ efter Kirkemødet forekommer (1275 eller 1276) kunde „8de“ maaſkee ogſaa betegne „8de efter Mødet“, altſaa 1281 eller 1282.