pligtelse, som Munkene i Nidarholm og Chorsbrødrene i Bergen. Nonneklostrene i Gimsø og Oslo fik hvert 30 Mkr. sædvanlig Courant. Dominicanerne i Oslo fik 12 Mkr. Sterl., Cistercienserne i Hovedø Kloster 30 Mkr. sædvanlig Courant. Hospitalet paa Varna fik 20 Mkr. sædvanlig Courant. Franciscanerne i Kongehelle fik 12 Mkr. Sterl., samt derhos til Opbyggelse af deres Kloster 120 Mkr. sædvanlig Courant. Dette viser, at dette Kloster da ganske nyligt maa være stiftet, maaskee ved Kongens egen Foranstaltning. Desforuden skjenkedes til enhver Skibrede i Kystfylkerne 3 Mkrs. Værd i Korn. Til Executorer beskikkedes Biskopperne af Oslo og Bergen, og bekræftedes som saadanne af Pave Clemens den 4de ved Bulle af 6te August 1268[1].
Kong Magnus’s milde Gaver kom sandsynligvis meget vel tilpas, eftersom det erfares, at Norge i 1277 hjemsøgtes af Misvæxt og deraf følgende Hungersnød. Erkebiskop Jon tog deraf Anledning til at anholde hos Pave Nikolaus om, at Norges Gejstlighed maatte fritages for at erlægge den paa Conciliet i Lyon vedtagne Sexaars-Tiende til det hellige Lands Hjelp: hvilken Bøn Paven dog ikke fandt for godt at opfylde, men tilstod kun Udsættelsen med Tiende-Ydelsen for 1277 indtil det 8de Aar[2]. Ogsaa i 1278 maa det have seet ilde ud i Norge, da Misvæxten havde været saa stor, at kun de færreste havde faaet sine Agre tilsaaede. Desto mere behøvede man Tilførsel udenlands fra, og dette var vel for en stor Deel Aarsag, saavel til at Kong Magnus saa beredvilligt indrømmede de østersøiske Handelsmænd Friheder i norske Havne, som til at der ej udbrød nogen aabenbar og betydelig Krig med Danmark. Overhoved maa man vel antage, at Magnus’s Hofholdning, der efter alt, hvad man kan slutte fra de sparsomme Træk, der desangaaende ere os opbevarede, maa have været meget pragtfuld, saavel som hans store Bygge-Arbeider, hans Gavmildhed til Kirker og Klostre, og hans betydelige Udrustninger i den senere Deel af hans Liv, slugte store Pengesummer, som man havde Vanskelighed ved at tilvejebringe. I det mindste erfarer man, at Kong Magnus saa sig nødt til at benytte den i hine Tider sædvanlige Finans-Operation, at slaa daarlig Mynt, og det ikke engang med Maade, men saaledes at kun den ubetydeligste Deel af de
- ↑ Kong Magnus’s Testament i Dipl. Norv. IV. No. 3. Thorkelins Dipl. Norv. II. S. 253.
- ↑ Pavelig Skrivelse af 31te Januar 1279; Dipl. Norv. I. No. 67. Hvad her skal forstaaes ved „8de Aar“ er vanskeligt nok at sige; det kunde betegne det 8de fra Udstedelsesdagen, men da tidligere Udtrykket „andet Aar“ efter Kirkemødet forekommer (1275 eller 1276) kunde „8de“ maaskee ogsaa betegne „8de efter Mødet“, altsaa 1281 eller 1282.
