Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
56
Haakon Haakonsſøn.

Biſkopper til Norge[1]. Disſe ſkulde førſt forhøre ſig, hvor vidt Kong Haakon godvillig vilde afſtaa det Rige i Syderøerne, ſom Kong Magnus Barfod „uretfærdigt“ havde berøvet hans Forgænger Edgar Mac Mælkolm[2]. Kong Haakon ſvarede, at da Magnus Barfod underkaſtede ſig Syderøerne, herſkede Kong Gudrød (Crovan eller Meranagh) over dem, men Magnus betragtede dem dog ſom ſine Arvelande, og den ſkotſke Konge havde i alle Fald ingen Ret til dem; hvilke af disſe Øer eller overhoved hvor meget af Skotland Nordmændene ſkulde have, var derpaa blevet afgjort ved et formeligt Forlig mellem Magnus og Edgar, ſaa at der altſaa ikke kunde være Tale om nogen Ret til dem fra ſkotſk Side. Herpaa rykkede Biſkopperne frem med den Foreſpørgſel, om Kong Haakon vilde ſælge Øerne, og bad ham i faa Fald nævne Priſen i brændt Sølv. Kongen ſvarede, at han ej var ſaa forlegen for Sølv, at han behøvede at ſælge ſine Arvelande. Med denne Beſked maatte Biſkopperne vende tilbage. Siden efter ſendtes ſom det ſynes hver Sommer nye Geſandtſkaber med ſamme Anmodning, og Svaret lød altid ligedan. Da tog han, fortæller Sagaen, den lidet kongelige Beſlutning endnu under de paagaaende Underhandlinger at ſamle Folk, for ved Magt at underkaſte ſig Øerne, og ſøgte tillige underhaanden at bearbejde Høvdingerne for ſine Interesſer[3].

Det er ovenfor berettet, hvorledes Kong Haakon ved det Tog, han havde udſendt til Syderøerne 1230, havde befæſtet Norges Herredømme over Man og de nordveſtlige Øer, hvor Kong Olaf Gudrødsſøn, kaldet den ſvarte, nu regjerede i Fred og Ro, ſom Kong Haakons trofaſte og paalidelige Vaſall[4]. Hans Lensforhold til den norſke Konge hindrede ham imidlertid ej fra, efter ſin Broder og Formand Ragnvalds Exempel, at indfinde ſig ved den engelſke Konges Hof og tinge ſig i hans Tjeneſte, i det han overtog Søforſvaret af den engelſke og irſke Kyſt paa begge Sider af Øen Man, imod at forlenes med de ſamme Kyſtſtrækninger, ſamt oppebære en aarlig Løn i Penge, Korn

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 245. De forſkjellige Haandſkrifter udtrykte ſig her noget afvigende fra hinanden, ſaa at det i enkelte ſynes, ſom om der allerede var kommet Geſandter til Norge om denne Sag for Biſkopperne. Af Cap. 265 jvfrt. hermed, ſees det dog, at han holdt paa at ſende Geſandter lige til 1249, og da Kong Haakons Forhandlinger med Biſkopperne aabenbart bære Præget af være de førſte i denne Sag, maa ſamme Biſkopper ogſaa have været de førſte, der afſendtes. Hvilke disſe Biſkopper vare, anføres ingenſteds.
  2. I Sagaen ſtaar her, ſom tidligere i Magnus Barfods Saga, urigtigt „Mælkolm“, ſe herom ovenfor II. S. 472—475.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 265.
  4. Se ovenfor III. S. 771, 772.