Biskopper til Norge[1]. Disse skulde først forhøre sig, hvor vidt Kong Haakon godvillig vilde afstaa det Rige i Syderøerne, som Kong Magnus Barfod „uretfærdigt“ havde berøvet hans Forgænger Edgar Mac Mælkolm[2]. Kong Haakon svarede, at da Magnus Barfod underkastede sig Syderøerne, herskede Kong Gudrød (Crovan eller Meranagh) over dem, men Magnus betragtede dem dog som sine Arvelande, og den skotske Konge havde i alle Fald ingen Ret til dem; hvilke af disse Øer eller overhoved hvor meget af Skotland Nordmændene skulde have, var derpaa blevet afgjort ved et formeligt Forlig mellem Magnus og Edgar, saa at der altsaa ikke kunde være Tale om nogen Ret til dem fra skotsk Side. Herpaa rykkede Biskopperne frem med den Forespørgsel, om Kong Haakon vilde sælge Øerne, og bad ham i faa Fald nævne Prisen i brændt Sølv. Kongen svarede, at han ej var saa forlegen for Sølv, at han behøvede at sælge sine Arvelande. Med denne Besked maatte Biskopperne vende tilbage. Siden efter sendtes som det synes hver Sommer nye Gesandtskaber med samme Anmodning, og Svaret lød altid ligedan. Da tog han, fortæller Sagaen, den lidet kongelige Beslutning endnu under de paagaaende Underhandlinger at samle Folk, for ved Magt at underkaste sig Øerne, og søgte tillige underhaanden at bearbejde Høvdingerne for sine Interesser[3].
Det er ovenfor berettet, hvorledes Kong Haakon ved det Tog, han havde udsendt til Syderøerne 1230, havde befæstet Norges Herredømme over Man og de nordvestlige Øer, hvor Kong Olaf Gudrødssøn, kaldet den svarte, nu regjerede i Fred og Ro, som Kong Haakons trofaste og paalidelige Vasall[4]. Hans Lensforhold til den norske Konge hindrede ham imidlertid ej fra, efter sin Broder og Formand Ragnvalds Exempel, at indfinde sig ved den engelske Konges Hof og tinge sig i hans Tjeneste, i det han overtog Søforsvaret af den engelske og irske Kyst paa begge Sider af Øen Man, imod at forlenes med de samme Kyststrækninger, samt oppebære en aarlig Løn i Penge, Korn
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 245. De forskjellige Haandskrifter udtrykte sig her noget afvigende fra hinanden, saa at det i enkelte synes, som om der allerede var kommet Gesandter til Norge om denne Sag for Biskopperne. Af Cap. 265 jvfrt. hermed, sees det dog, at han holdt paa at sende Gesandter lige til 1249, og da Kong Haakons Forhandlinger med Biskopperne aabenbart bære Præget af være de første i denne Sag, maa samme Biskopper ogsaa have været de første, der afsendtes. Hvilke disse Biskopper vare, anføres ingensteds.
- ↑ I Sagaen staar her, som tidligere i Magnus Barfods Saga, urigtigt „Mælkolm“, se herom ovenfor II. S. 472–475.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 265.
- ↑ Se ovenfor III. S. 771, 772.
