nes Deeltagelse i Toget 1240 ansees som en fiendtlig Demonstration mod Novgorod og dets Undergivne, deels er det tydeligt, at Finnernes Omvendelse til Christendommen og Colonisationen at flere Kyst-Egne deels ved Bjarmer, deels ved Nordmænd, maatte gjøre det nødvendigt, til Christendommens og Colonisternes Forsvar at indrette et i disse Egne hidtil ukjendt Opsyn, og møde Karelernes og Russernes uberettigede Besøg med en Strenghed og Mistænkelighed, hvortil der ikke forhen havde været Anledning. Og dette maatte igjen vække Misnøje hos Karelerne og Russerne. Dertil kom nu den Urolighed og forøgede Trang til at søge mod Vesten, som Mongolernes Fremtrængen foraarsagede. Hvo veed endog, om ikke den novgorodske Fyrste har betragtet de til Norge flygtede Bjarmer fremdeles som sine Undersaatter, og gjort Paastand paa at de skulde betale ham Skat? Saa meget er vist, at fra denne Tid af begynde de idelige og ærgerlige Grændsestridigheder mellem Norge og Rusland, der senere ledede til saa mange Ubehageligheder, og ikke bleve tilendebragte førend i vore Dage, om de endog nu kunne siges at være det.
Paa denne Tid trak det Uvejr sterkere og sterkere op i Vesten, der omsider ganske skulde berøve Norge et betydeligt Skatland, efter alvorligt at have forbitret og foruroliget Kong Haakons sidste Dage, som det paa sit Sted skal blive berettet. Norges Herredømme over Syderøerne, eller maaskee end mere deres Uafhængighed af den skotske Konge, maatte, som det allerede tidligere er viist, være denne en Torn i Øjnene, ikke alene formedelst det besynderlige i, at Øer, hovedsageligt befolkede med Skoter, og for Resten i den nærmeste Forbindelse med Skotlands Fastland, ej tillige skulde lyde under Skotlands Trone, men ogsaa, fordi deres egentlige Lensherre, Norges Konge, formedelst den lange Afstand ikke kunde holde Øboerne tilbørligt i Tømme, saaat de ofte ustraffet øvede Fiendtligheder mod skotske Undersaatter, eller modtoge og understøttede skotske Misfornøjede og Oprørere, kort sagt, øvede alslags Uvæsen paa de Kanter, og gjorde megen Fortred i de tilstødende Dele af Riget. Den skotske Konge, Alexander den 2den, der skildres som en stor Høvding og meget ærgjerrig, gjorde derfor flere Forsøg paa at faa Kong Haakon til at afstaa Øerne, saavel med det gode, som ved List og Magt. For det første affærdigede han i det Øjemed om Sommeren 1244 tvende
