Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/689

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
675
1270—80. Biſkops-Skifter.

Bjørn eller en Kjødklump. Men da dette blev meldt Kongen, ſagde denne ganſke trøſtig, at man ſkulde ville Barnet ind i et reent Stykke Lærred og lægge det op paa St. Franciſcus’s Altar under Mesſen: dette ſkede, og ſaa ſnart Mesſen var til Ende, og man tog Barnet ned igjen, fandt man i Lærredsſvøbet en ſmuk Dreng, hvorfor alle glade takkede Gud“. Denne Fortælling, ſiger Nedſkriveren, en engelſk Gejſtlig, at han ſelv havde hørt af de norſke Geſandter, der bejlede for denne Kongeſøn til den ſkotſke Kongedatter Margrete[1]. Dette viſer, at Sagnet maa have været udbredt og almindeligt troet i Norge, og noget ſandt maa vel have ligget til Grund derfor. Det antyder i det mindſte, at en beſtemt Begivenhed maa have været Aarſag til at Kongen kaſtede ſaadan Forkjærlighed paa Minoriterkloſtret i Bergen.

Vi have i det foregaaende allerede omtalt de fleſte Biſkops-Skifter, ſom fandt Sted i Norge og overhoved i Nidaros Provinds indtil 1277. Af alle de norſke Biſkopper, der levede paa Magnus’s Tid, havde ingen beklædt ſit Embede længer end Thorgils i Stavanger, den i 1254 afdøde Biſkop Askells Eftermand, hvilken, ſom man af hans Dateringsmaade maa ſlutte, indviedes i 1256, og ikke døde førend i 1276, altſaa efter en tyveaarig Embedsførelſe[2]. Aſkatin i Bergen var ikke Biſkop i mere end 7 Aar, fra 1270 til 1277, og hans Formand Peter kun i 14, fra 1256 til 1270. Erkebiſkop Haakon havde i 17 Aar været Biſkop i Oslo, fra 1248 til 1265; hans Eftermand paa Oslo Biſkopsſtol beklædte den i 20 Aar, fra 1267 til 1287, men overlevede Kong Magnus. Gilbert paa Hamar var Biſkop i 15 Aar, fra 1263 til 1278. Biſkop Thorgils, der i den Tid, da Kong Magnus i ſin Faders levende Live beſtyrede Ryfylke og havde ſin Hovedreſidens i Stavanger, ſandſynligviis kom i et nærmere Venſkabsforhold til ham, ſees ogſaa at have deelt hans Iver for Oprettelſen af veldædige Stiftelſer. Ligeſom

  1. Sammeſteds. Her ſtaar der viſtnok, at denne Begivenhed fandt Sted, da Dronningen fødde ſit førſte Barn, og at den Søn, der da føddes, og ſaa underbart forvandledes fra en Vanſkabning til et ſmukt Barn, var 18 Aar i 1280, hvilket pasſer paa Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs førſtefødde Søn, Olaf, der var fød 1262. Men der ſtaar tillige, at det var den ſamme Søn, der ſiden blev gift med Margrete af Skotland, altſaa Erik; men han var ifølge Annalerne fød 1268. En Forvexling maa følgelig have fundet Sted, maaſkee paa Grund af at Optegneren ikke ret har forſtaaet de norſke Geſandter, og intet bliver da rimeligere, end at henføre Beretningen til en Søn, ſom Kong Magnus ſkal have faaet i 1264, ſom netop kaldes Magnus, men kun levede i 18 Dage. De ſkotſke Munkes Fejltagelſe bliver under denne Forudſætning ſaa meget lettere forklarlig, ſom Erik ogſaa førte Tilnavnet Magnus, og netop benævnes ſaaledes i Krøniken.
  2. Annalerne, ved 1276.