Bjørn eller en Kjødklump. Men da dette blev meldt Kongen, sagde denne ganske trøstig, at man skulde ville Barnet ind i et reent Stykke Lærred og lægge det op paa St. Franciscus’s Altar under Messen: dette skede, og saa snart Messen var til Ende, og man tog Barnet ned igjen, fandt man i Lærredssvøbet en smuk Dreng, hvorfor alle glade takkede Gud“. Denne Fortælling, siger Nedskriveren, en engelsk Gejstlig, at han selv havde hørt af de norske Gesandter, der bejlede for denne Kongesøn til den skotske Kongedatter Margrete[1]. Dette viser, at Sagnet maa have været udbredt og almindeligt troet i Norge, og noget sandt maa vel have ligget til Grund derfor. Det antyder i det mindste, at en bestemt Begivenhed maa have været Aarsag til at Kongen kastede saadan Forkjærlighed paa Minoriterklostret i Bergen.
Vi have i det foregaaende allerede omtalt de fleste Biskops-Skifter, som fandt Sted i Norge og overhoved i Nidaros Provinds indtil 1277. Af alle de norske Biskopper, der levede paa Magnus’s Tid, havde ingen beklædt sit Embede længer end Thorgils i Stavanger, den i 1254 afdøde Biskop Askells Eftermand, hvilken, som man af hans Dateringsmaade maa slutte, indviedes i 1256, og ikke døde førend i 1276, altsaa efter en tyveaarig Embedsførelse[2]. Askatin i Bergen var ikke Biskop i mere end 7 Aar, fra 1270 til 1277, og hans Formand Peter kun i 14, fra 1256 til 1270. Erkebiskop Haakon havde i 17 Aar været Biskop i Oslo, fra 1248 til 1265; hans Eftermand paa Oslo Biskopsstol beklædte den i 20 Aar, fra 1267 til 1287, men overlevede Kong Magnus. Gilbert paa Hamar var Biskop i 15 Aar, fra 1263 til 1278. Biskop Thorgils, der i den Tid, da Kong Magnus i sin Faders levende Live bestyrede Ryfylke og havde sin Hovedresidens i Stavanger, sandsynligviis kom i et nærmere Venskabsforhold til ham, sees ogsaa at have deelt hans Iver for Oprettelsen af veldædige Stiftelser. Ligesom
- ↑ Sammesteds. Her staar der vistnok, at denne Begivenhed fandt Sted, da Dronningen fødde sit første Barn, og at den Søn, der da føddes, og saa underbart forvandledes fra en Vanskabning til et smukt Barn, var 18 Aar i 1280, hvilket passer paa Kong Magnus’s og Dronning Ingeborgs førstefødde Søn, Olaf, der var fød 1262. Men der staar tillige, at det var den samme Søn, der siden blev gift med Margrete af Skotland, altsaa Erik; men han var ifølge Annalerne fød 1268. En Forvexling maa følgelig have fundet Sted, maaskee paa Grund af at Optegneren ikke ret har forstaaet de norske Gesandter, og intet bliver da rimeligere, end at henføre Beretningen til en Søn, som Kong Magnus skal have faaet i 1264, som netop kaldes Magnus, men kun levede i 18 Dage. De skotske Munkes Fejltagelse bliver under denne Forudsætning saa meget lettere forklarlig, som Erik ogsaa førte Tilnavnet Magnus, og netop benævnes saaledes i Krøniken.
- ↑ Annalerne, ved 1276.
