Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/688

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
674
Magnus Haakonsſøn.

Kongsgaarden, efterſom, hvad der allerede ovenfor er berørt, en ny prægtig Apoſtelkirke ſtrax efter Modtagelſen af den hellige Torn blev grundlagt i Kongens Urtehave. Denne blev dog ikke færdig, førend længe efter Magnus’s Død i 1302, og da førſt blev den ældre nedreven[1]. Desforuden indrettede Kongen et Capell i Kongsgaarden ſelv, i Caſtellet ved Søen[2]. Ifølge en eneſtaaende Beretning ſkal Kongehallen i Bergen være afbrændt 1266; forholder dette ſig ſaaledes, maa Kong Magnus have ladet den iſtandſætte, og muligt er det, at det er Arbejdet hermed, ſom førſt har givet Anledning til, at hine ſtørre og mere omfattende Anlæg foretoges. I Tunsberg forøgede Kong Magnus de Befæſtninger, hans Fader allerede havde opført, med et nyt Caſtell af Tegl, hvoraf der endnu findes nogle faa Levninger[3]. Muligt, at dette Anlæg ſtod i Forbindelſe med andre Udbedringer efter en Ildebrand, der fandt Sted i Tunsberg 1275, og hvilken rimeligviis, ligeſom alle de andre i Annalerne optegnede Ildebrande fra den Tid, var af betydelig Udſtrækning, ſaa at næſten hele Byen lagdes i Aſke[4]. Ellers er det ogſaa ſandſynligt, at denne Befæſtning kan have været opført til en yderligere Betryggelſe mod forventende Angreb fra Sverige eller Danmark; den blev nemlig juſt fuldført om Sommeren 1276.

Af de Munkeordener, ſom paa den Tid fandtes i Norge, omfattede Kong Magnus iſær med Forkjærlighed Franciſkaner-Ordenen. Dette viſte ſig tydeligt nok af hans Teſtamente, hvorom der allerede ovenfor er talt, thi han betingede ſig heri udtrykkeligt at begraves ved Minoriterkloſteret i Bergen, og foruden at han ſkjenkede det tolv Merker Sterling, ligeſom andre Kloſtre, gav han det ſærſkilt ſyv hundrede Merker Sølv af de almindelige gængſe Penge, til dets Opbyggelſe: den ſtørſte Gave, nogen norſk Konge vides at have givet til gejſtlige Stiftelſer[5]. For Reſten ſeer man heraf, at Kloſteret ikke var færdigbygget, da Teſtamentet blev ført i Pennen. Der fortælles, at Kongens Forkjærlighed for dette Kloſter gik ſaa vidt, at han endog ivrigt hørte theologiſke Foredrag i dets Læreſale[6]. Ligeledes finder man følgende beſynderlige Fortælling. „Da Dronningen paa St. Franciſcus’s Dag fødde Kongen hans Søn Magnus, var dette Riget mere til Skam end til Glæde, da det nyfødde Barn ikke lignede et Menneſke, men en

  1. S. o. S. 566, 567.
  2. Annalerne, ved 1273.
  3. Isl. Annaler, ved 1276.
  4. Isl. Annaler, ved 1275.
  5. Dipl. Norv. IV. No. 3.
  6. Chronicon de Lanercost, fol. 191 b.