det lader, i venskabelig Forbindelse, undtagen med Rusland eller rettere med Storfyrstendømmet Novgorod, for saa vidt det erfares, at Karelerne og Kvænerne i 1271 gjorde Herverk endog i Haalogaland, og at de første om Vintren 1278–1279 fangede Kongens Sysselmand, Thorbjørn Skæne, og dræbte 35 Mand for ham oppe paa Fjeldet[1]. Disse Tog ere sikkert ej de eneste, som de foretoge i denne Tid. Man seer her en Bekræftelse paa, hvad der tidligere i Sagaen ytres, at den i 1251 med Novgorod sluttede Fred ikke længe overholdtes. Det var heller ikke muligt, under saadanne Betingelser, som dem, Tractaten af 1251 opstillede, at undgaa Sammenstød og deraf følgende Fiendtligheder. Saa længe Karelerne skulde have Tilladelse til at strejfe om i det norske Gebet, var det ikke at vente, at de kunde afholde sig fra at gjøre Indgreb i de norske Undersaatters Rettigheder, især da det er øjensynligt, at deres Ferd, hvor tractatstridig den end var, begunstigedes af de novgorodske Autoriteter. Der tales dog ikke om at der i denne Anledning blev gjort nogen Forestillinger i Novgorod fra norsk Side, eller overhoved Underhandlinger desangaaende. Imidlertid er Kildernes Taushed herom ikke tilstrækkelig Grund til, at betvivle at saadanne kunne have fundet Sted. I alle Fald synes det vist nok, at fra denne Tid af de uafladelige Overgreb fra russisk Side ret toge sin Begyndelse, der sidenefter ledede til, at Norge tabte saa store Strækninger af sine oprindelige Besiddelser i Finmarken.
Hvilken særdeles venlig Forstaaelse der fandt Sted mellem Kong Magnus og det franske Hof, have vi allerede seet Beviser paa i den dyrebare Gave, som Kong Philip i 1274 oversendte Kong Magnus, nemlig Stykket af den hellige Tornekrone. Paa den i Aaret 1273 udvalgte romerske Konge Rudolfs Agtelse og Hengivenhed for Kong Magnus have vi allerede seet Bevis i den Skrivelse, hiin i November 1274 lod afgaa til Magnus for Lübeckernes Skyld. Da Rudolf rimeligvis ikke for sin Ophøjelse paa Kongethronen havde staaet i nogen som helst Forbindelse med Magnus, kan saaledes de smigrende Udtryk, der forekomme i Skrivelsen, ikke hidrøre fra noget ældre Bekjendtskab eller Venskab; de vise altsaa, at Kong Magnus maa have indtaget en Stilling blandt Europas Fyrster, der i og for sig gjorde ham hædret og anseet. Med England lader det til, at der siden Kong Haakons Tog til Skotland en Tidlang havde været et mindre godt Forhold, ja at der endog mellem norske og engelske Undersaatter har været øvet Fiendtligheder, siden der den 21de August 1269, i Winchester, blev sluttet formeligt „Freds- og Enigheds-Tractat“ mellem Kong Magnus og Kong Henrik, som det udtrykkelig heder „angaaende de Berøvelser, Skaden og Fornærmelser, som Indbyggerne i begge Riger gjen-
- ↑ Annalerne for 1279. Arne Biskops Saga Cap. 24.
