Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/682

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
668
Magnus Haakonsſøn.


3) Kongen indrømmede, at de tydſke Kjøbmænd „ſom et Tegn paa hans yderligere Naade og Gunſt“, ſkulde frit og uhindret opkjøbe paa Brygger, Gader eller i Baade alle Slags „Smaavarer“, ſaa og alle Slags Huder, naar de tilſammen ikke udgjorde et Deker, og Smør i ringere Partier end 9 Lauper, i Tiden fra Hallvardsmesſe (15de Mai) til Mariemesſe fyrre (15de Auguſt). Dette var en Undtagelſe fra den ovenomhandlede Beſtemmelſe i Byloven VI. 16, at der ikke maatte kjøbes eller ſælges ſlige Varer fra Fartøjer, eller andenſteds end i Huſe eller paa Torv, undtagen naar der kjøbtes til Kongens Gaard.

4) De fremmede Kjøbmænd ſkulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen naar Skibene vare ſaa ſtore, at deres Hjelp ikke kunde undværes, hvilken Tilfælde man dog ſkulde anmode dem venſkabeligt derom, uden mindſte Tvangs-Anvendelſe. Det kunde ſynes at falde af ſig ſelv, at udenlandſke Handelsmænd, der kun for en kortere Tid laa i Havnen med deres Skibe, ſtedſe havde været ganſke frie for denne Byrde, men den nye Bylovs VI. 17, beſtemte udtrykkeligt, at alle Kjøbmænd, naar de kun havde været tre Nætter i Byen, ſkulde være pligtige at indfinde ſig til Skibsdræt, ſaa ſnart Hornet lød.

5) Fremdeles indrømmede Kongen, at Sysſelmænd, Gjaldkerer eller andre kongelige Ombudsmænd i tre Dage ikke ſkulde kunne forbyde de tydſke Kjøbmænd at ſælge ſine Varer til hvem de fandt for godt, hvilke tre Dage ſkulde regnes fra det Øjeblik, de anmeldte for vedkommende kongelige Ombudsmænd, at de havde ſaadanne Varer tilfals. Inden disſe Dage ſkulde ogſaa de kongelige Ombudsmænd have underrettet Kjøbmændene om, hvilke Varer de for en beſtemt Priis ønſkede afholdte til Kongens Brug. Dette ſigter ligeledes til Beſtemmelſerne i Bylovens VI. 16, ſaavel ſom det ældgamle Regale, Forkjøbsretten. Dog ſkulde det kun gjelde, forſaavidt der ikke udſtedtes noget almindeligt Forbud mod at føre Varer fra Sted til andet.

6) Kongen indrømmede fremdeles, at alle Tydſkere, der leed Skibbrud i Norge, ſkulde frit beholde og nyde alt deres Gods, ſom de kunde faa reddet, og at Ingen ſkulde underſtaa ſig at tilegne ſig noget deraf, ſaa længe de ikke ſelv havde forladt det.

7) Endvidere tilſtodes det dem, at ingen af dem, naar han tilbød eller ſtillede paalideligt „Tak“ om at fremſtille ſig for Retten eller adlyde den fældede Dom, ſkulde for nogen ſom helſt Gjeld eller Forbrydelſe kaſtes i Fængſel, med mindre Forbrydelſen var ſaa ſtor, at den ſtraffedes med Halshugning eller Haandens Tab.

8) Alle de tydſke Handelsmænd, der lede Skibbrud paa Norges Kyſter, ſkulde, naar de ikke ſelv vare mandſterke nok til at bjerge Skib eller Gods, have Ret til at opbyde ſaa mange, ſom de troede at behøve,