efter hans Tilbagekomst fra Ledingstoget. Det er ikke usandsynligt, at disse Gesandter, for at give deres Andragende mere Vegt, bare gjort Ophævelser over hvad der Aaret forud var forefaldet ved Skanør og derpaa grundet visse Fordringer, eller maaskee endog ladet Trusler falde om, at Stæderne vilde tage Danmarks Parti i den Krig, der nu maaskee var i Begreb med at bryde ud.
Hvorledes nu end disse Underhandlinger førtes, og hvad Midler Gesandterne nu end have anvendt for at stemme Kongen til Eftergivenhed, saa blev Resultatet dette, at han den 18de Juli[1], i Tunsberg, gav de østersøiske Stæder det første virkelige Friheds-Brev, som de nogensinde erholdt i Norge, og som allerede neppe to Aar efter Bylovens Emanation gjorde ikke ubetydelige Undtagelser fra dens Bud. Efter Gesandternes indstændige Bøn, beder det i Brevet – Kongen kalder dem endog sine særdeles Venner – saavel som efter ivrig Anmodning fra mange andre tydske Søstæders Borgere og Raad, fandt Kongen for godt, at tilstaa de tydske Kjøbmænd, der med deres Varer besøgte Norge, visse Friheder til Guds Ære og deres Nytte. At Kong Magnus og hans „vise Mænd“, med hvilke det udtrykkeligt siges at han raadførte sig, vare saa beredvillige til at gaa ind paa Tydskernes Fordringer, viser noksom, at disse maa have haft de mægtigste og mest formaaende Mænd paa sin Side, skjønt man jo rigtignok maa antage, at de daværende Forhold, idet en Krig med Danmark var i Ferd med at udbryde, maatte gjøre det betænkeligere end ellers for Norge, at lægge sig ud med de tydske Stæder. Da dette Friheds-Brev, som sagt, er det første, som efter den nye Bylovs Vedtagelse blev tilstaaet de tydske Kjøbmænd, og saaledes danner Grundlaget for disses senere, højst særegne, Retstilstand i Norge, er det her nødvendigt, nærmere at gjennemgaa dets enkelte Punkter.
1) Først og fremst indrømmede Kongen „af sær Naade og med sine vise Mænds Raad“, at de tydske Kjøbmænd, der ej lejede Herberge for et heelt eller et halvt Aar (altsaa de, som kun opholdt sig i Byerne om Sommeren) skulle slippe for at tvinges til at gjøre de før omtalte Nattevagter. Heraf følger altsaa, at de, der opholdt sig længere i Landet, endnu ikke kom til at nyde godt af denne Fritagelse.
2) Meenedere og andre berygtede Personer skulde i Rettergang ej anvendes som Vidner mod de tydske Kjøbmænd. Her sigtes formodentlig snarere til Mededsmænd end til egentlige Vidner, der endnu ikke havde stort at betyde i den norske Rettergang.
- ↑ Saaledes udtrykkeligt i Brevet, (XV. Kal. Aug.); i Lüb. Urk.-Buch No. 398 er Dagen urigtigt angivet til den 16de. Brevet findes ogsaa, med rigtig Datum, i Thorkelins Dipl. II. S. 8.
