Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/681

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
667
1278, 1279. Friheder for de tydſke Kjøbmænd.

efter hans Tilbagekomſt fra Ledingstoget. Det er ikke uſandſynligt, at disſe Geſandter, for at give deres Andragende mere Vegt, bare gjort Ophævelſer over hvad der Aaret forud var forefaldet ved Skanør og derpaa grundet visſe Fordringer, eller maaſkee endog ladet Truſler falde om, at Stæderne vilde tage Danmarks Parti i den Krig, der nu maaſkee var i Begreb med at bryde ud.

Hvorledes nu end disſe Underhandlinger førtes, og hvad Midler Geſandterne nu end have anvendt for at ſtemme Kongen til Eftergivenhed, ſaa blev Reſultatet dette, at han den 18de Juli[1], i Tunsberg, gav de øſterſøiſke Stæder det førſte virkelige Friheds-Brev, ſom de nogenſinde erholdt i Norge, og ſom allerede neppe to Aar efter Bylovens Emanation gjorde ikke ubetydelige Undtagelſer fra dens Bud. Efter Geſandternes indſtændige Bøn, beder det i Brevet — Kongen kalder dem endog ſine ſærdeles Venner — ſaavel ſom efter ivrig Anmodning fra mange andre tydſke Søſtæders Borgere og Raad, fandt Kongen for godt, at tilſtaa de tydſke Kjøbmænd, der med deres Varer beſøgte Norge, visſe Friheder til Guds Ære og deres Nytte. At Kong Magnus og hans „viſe Mænd“, med hvilke det udtrykkeligt ſiges at han raadførte ſig, vare ſaa beredvillige til at gaa ind paa Tydſkernes Fordringer, viſer nokſom, at disſe maa have haft de mægtigſte og meſt formaaende Mænd paa ſin Side, ſkjønt man jo rigtignok maa antage, at de daværende Forhold, idet en Krig med Danmark var i Ferd med at udbryde, maatte gjøre det betænkeligere end ellers for Norge, at lægge ſig ud med de tydſke Stæder. Da dette Friheds-Brev, ſom ſagt, er det førſte, ſom efter den nye Bylovs Vedtagelſe blev tilſtaaet de tydſke Kjøbmænd, og ſaaledes danner Grundlaget for disſes ſenere, højſt ſæregne, Retstilſtand i Norge, er det her nødvendigt, nærmere at gjennemgaa dets enkelte Punkter.

1) Førſt og fremſt indrømmede Kongen „af ſær Naade og med ſine viſe Mænds Raad“, at de tydſke Kjøbmænd, der ej lejede Herberge for et heelt eller et halvt Aar (altſaa de, ſom kun opholdt ſig i Byerne om Sommeren) ſkulle ſlippe for at tvinges til at gjøre de før omtalte Nattevagter. Heraf følger altſaa, at de, der opholdt ſig længere i Landet, endnu ikke kom til at nyde godt af denne Fritagelſe.

2) Meenedere og andre berygtede Perſoner ſkulde i Rettergang ej anvendes ſom Vidner mod de tydſke Kjøbmænd. Her ſigtes formodentlig ſnarere til Mededsmænd end til egentlige Vidner, der endnu ikke havde ſtort at betyde i den norſke Rettergang.

  1. Saaledes udtrykkeligt i Brevet, (XV. Kal. Aug.); i Lüb. Urk.-Buch No. 398 er Dagen urigtigt angivet til den 16de. Brevet findes ogſaa, med rigtig Datum, i Thorkelins Dipl. II. S. 8.