Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/678

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
664
Magnus Haakonsſøn.

1237, ſom vi have ſeet, havde forefaldet lignende Scener[1]. Det er endog neppe tænkeligt, at ved et ſaadant Slagsmaal ſom dette de mange tilſtedeværende Tydſkere ikke ſkulde have deeltaget deri, og ſlaaet ſig til en af de ſtridende Partier. Sandſynligviis har vel baade dette Slagsmaal ved Skanør, hvis det virkelig fandt Sted, og Afſlaget af Arvefordringen været Hoved-Aarſagen til Kong Magnus’s for omtalte Ledingstog i 1278, der under denne Forudſætning mere havde til Henſigt at indjage de Danſke Skræk, end at underſtøtte Mæglingen mellem de kongelige Brødre i Sverige. At dette Tog og overhoved Kong Magnus’s Optræden var de Danſke ſærdeles ubehagelige, maa man ſlutte af hvad de islandſke Annaler berette, efter at have omtalt Forliget mellem Brødrene Magnus og Valdemar, nemlig at de Svenſke, opeggede af Danerne, truede med at paaføre Norge Krig[2]. Heraf blev der nu vel intet, men man erfarer dog, at der i Danmark raadede en meget fiendtlig Stemning mod Norge. Hvor vidt der i den korte Tid, Kong Magnus endnu levede, kom til yderligere Fiendtligheder mellem begge Folk, vides ikke, da Kilderne til de Tiders Hiſtorie ere mangelagtige; man ſkulde dog formode, at ingen ſaadanne fandt Sted, ſkjønt Forholdet vedblev at være meget ſpendt, indtil endelig nogle Aar efter Kong Magnus’s Død Krigen blusſede op i fuld Lue.

Forholdet til de nordtydſke Handelsſtæder ſynes for øvrigt i det mindſte fra Hoffets og Magthavernes Side at have været ret godt, uagtet deres driftige Borgere mere og mere begyndte at fortrænge Landets egne Børn fra Handelsmarkedet. Men det er aabenbart, allerede af den tidligere omtalte Skrivelſe fra Kong Haakon, at man ikke længer godt kunde undvære dem og deres Varer[3]. Hertil kom nu ogſaa, at de fornemmere og meſt formaaende Mænd ikke længer, ſom i tidligere Dage, ſelv droge i Kjøbmandsferd, men nu, ligeſom de i alt andet ſøgte at efterligne Riddere og Herrer i andre Lande, ogſaa viſtnok efterlignede dem deri, at betragte Handel og Kjøbferd ſom værende under deres Værdighed. Selv kom de ſaaledes ikke i nogen Nærings-Colliſion med

  1. Se ovf. S. 70. Werlauff (Nord. Tidsſkr. II. S. 529), antager det rimeligt, at de to nys anførte Annaliſter, der omtale Slagsmaalet ved Skanør 1277, ved en Fejltagelſe have henført det tidligere Slagsmaal 1237 til dette Aar. Viſt er det, at de øvrige danſke Annaler ej omtale noget Slagsmaal i 1277; men da det ikke i ſig ſelv vilde være beſynderligt, om ſlige Scener indtraf oftere, hvor ſaa mange Folk af forſkjellige Nationer kom ſammen, tør man dog ikke reent ud benegte de tvende nys anførte Annalers udtrykkelige Udſagn, om Annalerne end overhoved ere ukritiſke, og Angivelſen om de 5000 Dræbte paatageligt er falſk.
  2. Isl. Annaler, ved 1278.
  3. Se ovenfor S. 72—74.