Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/678

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
664
Magnus Haakonssøn.

1237, som vi have seet, havde forefaldet lignende Scener[1]. Det er endog neppe tænkeligt, at ved et saadant Slagsmaal som dette de mange tilstedeværende Tydskere ikke skulde have deeltaget deri, og slaaet sig til en af de stridende Partier. Sandsynligviis har vel baade dette Slagsmaal ved Skanør, hvis det virkelig fandt Sted, og Afslaget af Arvefordringen været Hoved-Aarsagen til Kong Magnus’s for omtalte Ledingstog i 1278, der under denne Forudsætning mere havde til Hensigt at indjage de Danske Skræk, end at understøtte Mæglingen mellem de kongelige Brødre i Sverige. At dette Tog og overhoved Kong Magnus’s Optræden var de Danske særdeles ubehagelige, maa man slutte af hvad de islandske Annaler berette, efter at have omtalt Forliget mellem Brødrene Magnus og Valdemar, nemlig at de Svenske, opeggede af Danerne, truede med at paaføre Norge Krig[2]. Heraf blev der nu vel intet, men man erfarer dog, at der i Danmark raadede en meget fiendtlig Stemning mod Norge. Hvor vidt der i den korte Tid, Kong Magnus endnu levede, kom til yderligere Fiendtligheder mellem begge Folk, vides ikke, da Kilderne til de Tiders Historie ere mangelagtige; man skulde dog formode, at ingen saadanne fandt Sted, skjønt Forholdet vedblev at være meget spendt, indtil endelig nogle Aar efter Kong Magnus’s Død Krigen blussede op i fuld Lue.

Forholdet til de nordtydske Handelsstæder synes for øvrigt i det mindste fra Hoffets og Magthavernes Side at have været ret godt, uagtet deres driftige Borgere mere og mere begyndte at fortrænge Landets egne Børn fra Handelsmarkedet. Men det er aabenbart, allerede af den tidligere omtalte Skrivelse fra Kong Haakon, at man ikke længer godt kunde undvære dem og deres Varer[3]. Hertil kom nu ogsaa, at de fornemmere og mest formaaende Mænd ikke længer, som i tidligere Dage, selv droge i Kjøbmandsferd, men nu, ligesom de i alt andet søgte at efterligne Riddere og Herrer i andre Lande, ogsaa vistnok efterlignede dem deri, at betragte Handel og Kjøbferd som værende under deres Værdighed. Selv kom de saaledes ikke i nogen Nærings-Collision med

  1. Se ovf. S. 70. Werlauff (Nord. Tidsskr. II. S. 529), antager det rimeligt, at de to nys anførte Annalister, der omtale Slagsmaalet ved Skanør 1277, ved en Fejltagelse have henført det tidligere Slagsmaal 1237 til dette Aar. Vist er det, at de øvrige danske Annaler ej omtale noget Slagsmaal i 1277; men da det ikke i sig selv vilde være besynderligt, om slige Scener indtraf oftere, hvor saa mange Folk af forskjellige Nationer kom sammen, tør man dog ikke reent ud benegte de tvende nys anførte Annalers udtrykkelige Udsagn, om Annalerne end overhoved ere ukritiske, og Angivelsen om de 5000 Dræbte paatageligt er falsk.
  2. Isl. Annaler, ved 1278.
  3. Se ovenfor S. 72–74.