Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/676

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
662
Magnus Haakonsſøn.

taaleligere Vilkaar, ſiden vi erfare, at der ſtrax efter kom til et Forlig mellem Brødrene, hvorved Valdemar erkjendte Magnus ſom Konge, forbeholdende ſig Veſtergøtland og Øſtergøtland[1]. Dette Forlig ſluttedes dog ikke under den norſke, men under den danſke Konges Megling, paa et Mode, der holdtes i Laholm, og hvor tillige begge Konger, Magnus og Erik, indgik nærmere Forbund med hinanden. Det aftaltes, at Kong Eriks ældſte Datter ſkulde egte Kong Magnus’s Søn og Thronfølger, naar de begge bleve voxne, ligeſom ogſaa begge Konger indbyrdes ſkulde ſtaa hinanden bi mod hvilken ſom helſt Fiende[2]. Valdemar vendte nu tilbage til Sverige. Men ikke længe efter udbrød en farlig Opſtand, idet flere af Folkungerne, nemlig den før omtalte Jon Philipsſøn, Jon Karlsſøn, Anund Tuvesſøn og Philip af Rumby, grebe til Vaaben, af Misfornøjelſe, ſom det heed, over den Yndeſt, Kong Magnus viiſte Fremmede, iſær den før omtalte Peder Pors og en anden danſk Herre, ved Navn Ingemar Skjelg. De overrumplede i Skara Dronning Helvig tilligemed hendes Fader Grev Gerhard, og Ingemar, ſom juſt opholdt ſig der, tog Gerhard fangen, dræbte Ingemar, og belejrede derpaa Jønkøping Slot. Kong Magnus, der ej følte ſig ſterk nok til at dæmpe Oprøret ved Vaabenmagt, maatte ſkjule ſin Harme og give Oprørerne gode Ord[3]. Imidlertid ſvor han dem dog i ſit Hjerte Hevn, og det er derhos højſt ſandſynligt, at dette Oprør tillige har bragt Kong Valdemar i en ubehagelig Stilling, og nødet ham til, hvad vi i de ſvenſke Annaler finde omtalt, at afſtaa til Kong Magnus de Landſkaber, der ved det nys indgaaede Forlig i Laholm vare ham forbeholdte, ſamt at forlade Sverige, og tage ſit blivende Ophold i Danmark[4]. Fra denne Tid af ſpillede Valdemar ingen politiſk Rolle, men henlevede mange Aar ubemerket i Danmark, hvor han ikke døde førend i Aaret 1302[5]. Kong Magnus tog allerede i 1280 en blodig Hevn over Folkungerne, idet han under Venſkabs Maſke indbød dem til ſig paa Gaarden Gælakviſt, ved Skara, og lod dem der gribe og føre fangen til Stockholm, hvor flere af dem, navnlig Jon Philipsſøn, Jon Karlsſøn, bleve henrettede,

  1. I Annalerne ſtaar der umiddelbart efter at Toget til Gøtaelven omtales: ; „Valdemar Sveakongen tagen tilbage i ſit Rige“. Suhm (X. 765) gjør opmerkſom paa, at, da Valdemar allerede i et Brev af 17de Juni 1276 kalder ſig „forhenværende Konge“, maa K. Magnus’s Tog og Forliget mellem Brødrene have fundet Sted tidligere paa Aaret, altſaa i Førſtningen af Vaaren.
  2. Suhm X. 764, 765.
  3. Rimkrøniken.
  4. Chron. hos Fant, Scr. Rer. Sv. I. S. 54.
  5. Hans Død i dette Aar omtales i de isl. Annaler, ſamt i Chron. hos Fant, l. c. S. 27. Her anføres ogſaa Dødsdagen, 26 Decbr.