taaleligere Vilkaar, siden vi erfare, at der strax efter kom til et Forlig mellem Brødrene, hvorved Valdemar erkjendte Magnus som Konge, forbeholdende sig Vestergøtland og Østergøtland[1]. Dette Forlig sluttedes dog ikke under den norske, men under den danske Konges Megling, paa et Mode, der holdtes i Laholm, og hvor tillige begge Konger, Magnus og Erik, indgik nærmere Forbund med hinanden. Det aftaltes, at Kong Eriks ældste Datter skulde egte Kong Magnus’s Søn og Thronfølger, naar de begge bleve voxne, ligesom ogsaa begge Konger indbyrdes skulde staa hinanden bi mod hvilken som helst Fiende[2]. Valdemar vendte nu tilbage til Sverige. Men ikke længe efter udbrød en farlig Opstand, idet flere af Folkungerne, nemlig den før omtalte Jon Philipssøn, Jon Karlssøn, Anund Tuvessøn og Philip af Rumby, grebe til Vaaben, af Misfornøjelse, som det heed, over den Yndest, Kong Magnus viiste Fremmede, især den før omtalte Peder Pors og en anden dansk Herre, ved Navn Ingemar Skjelg. De overrumplede i Skara Dronning Helvig tilligemed hendes Fader Grev Gerhard, og Ingemar, som just opholdt sig der, tog Gerhard fangen, dræbte Ingemar, og belejrede derpaa Jønkøping Slot. Kong Magnus, der ej følte sig sterk nok til at dæmpe Oprøret ved Vaabenmagt, maatte skjule sin Harme og give Oprørerne gode Ord[3]. Imidlertid svor han dem dog i sit Hjerte Hevn, og det er derhos højst sandsynligt, at dette Oprør tillige har bragt Kong Valdemar i en ubehagelig Stilling, og nødet ham til, hvad vi i de svenske Annaler finde omtalt, at afstaa til Kong Magnus de Landskaber, der ved det nys indgaaede Forlig i Laholm vare ham forbeholdte, samt at forlade Sverige, og tage sit blivende Ophold i Danmark[4]. Fra denne Tid af spillede Valdemar ingen politisk Rolle, men henlevede mange Aar ubemerket i Danmark, hvor han ikke døde førend i Aaret 1302[5]. Kong Magnus tog allerede i 1280 en blodig Hevn over Folkungerne, idet han under Venskabs Maske indbød dem til sig paa Gaarden Gælakvist, ved Skara, og lod dem der gribe og føre fangen til Stockholm, hvor flere af dem, navnlig Jon Philipssøn, Jon Karlssøn, bleve henrettede,
- ↑ I Annalerne staar der umiddelbart efter at Toget til Gøtaelven omtales: ; „Valdemar Sveakongen tagen tilbage i sit Rige“. Suhm (X. 765) gjør opmerksom paa, at, da Valdemar allerede i et Brev af 17de Juni 1276 kalder sig „forhenværende Konge“, maa K. Magnus’s Tog og Forliget mellem Brødrene have fundet Sted tidligere paa Aaret, altsaa i Førstningen af Vaaren.
- ↑ Suhm X. 764, 765.
- ↑ Rimkrøniken.
- ↑ Chron. hos Fant, Scr. Rer. Sv. I. S. 54.
- ↑ Hans Død i dette Aar omtales i de isl. Annaler, samt i Chron. hos Fant, l. c. S. 27. Her anføres ogsaa Dødsdagen, 26 Decbr.
